Karen-Lise Mynster: Man skal tillade sig selv at være uperfekt

Karen-Lise Mynster har betrådt de skrå brædder i en lille menneskealder. I begyndelsen af 1990’erne blev hun allemandseje i rollen som mor til Krumme. Lørdag fylder skuespillerinden 70 år, og derfor har Kristeligt Dagblad stillet hende nogle spørgsmål om livet

"Hvis der var et ungt menneske, der sagde ”du må give mig et råd”, og jeg skulle tage det alvorligt, så ville jeg sige: På den lange linje bliver man lykkeligst, af at være skuespiller, hvis man hele tiden lader tvivlen råde," siger skuespiller Karen-Lise Mynster.
"Hvis der var et ungt menneske, der sagde ”du må give mig et råd”, og jeg skulle tage det alvorligt, så ville jeg sige: På den lange linje bliver man lykkeligst, af at være skuespiller, hvis man hele tiden lader tvivlen råde," siger skuespiller Karen-Lise Mynster. Foto: Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix.

Hvad er det vigtigste, der er sket i dit liv de seneste år?

Min mand er død (skuespiller Søren Spanning, der døde i 2020 red.). Jeg kan bare sige, at han døde og det var ulykkeligt for hele familien og mig. For det var for tidligt.

Hvad er den fase i dit liv, du ser tilbage på med størst glæde og varme?

Jeg ser efterhånden livet som en kæde af begivenheder, hvor den ene fødes af den anden. Jeg føler mig utrolig velsignet, fordi jeg altid har haft min familie tæt på mig, og jeg har fået lov til at lave det, jeg allerhelst ville i mit arbejdsliv. De faser, der har været sværest er i bakspejlet dem, der har været mest betydningsfulde. Dem man har lært allermest af.

Hvad er det vigtigste, du har gjort for at få det arbejdsliv, du gerne ville have?

Jeg har altid været drevet meget af lyst. Og jeg har været så heldig at bevare min lyst, og det er utrolig vigtigt, når man laver teater. Man skal have en stor portion lyst og energi for at stå på scenen hver aften. Jeg tror på, at publikum at mærke, hvis skuespilleren ikke har den lyst og energi, det kræver.

Jeg er optaget af sprog, og her syntes jeg, at teatret kan noget helt særligt. Det kan forekomme næsten luksuriøst at være i et mørkt rum med slukkede mobiltelefoner og lytte til ordene. Det danske sprog er en skattekiste – tænk bare på Inger Christensens ”Alfabet”. Derfor tror jeg også på, at teatret altid vil overleve. Vi har brug for det rum for sproget - især i en verden, hvor streamingtjenester og udbuddet af film er så uendeligt stort. Teatrets mørke er et rum for ordene – for fortællingerne, som altid har eksisteret.

Hvilke personer har betydet mest for at forme dig til den, du er blevet?

Mange mennesker har været udslagsgivende. Jeg kan ikke nævne nogle uden at være uretfærdig overfor andre. De store dramatikere lærer en at spille teater. Værker af Thjekov og Norén har lært mig utrolig meget som skuespiller. Hver forestilling former dig, og jeg har følt, at jeg er blevet tvunget til at interessere mig for ting, jeg ellers ikke ville. På den gode måde. Jeg har læst Platon og Sokrates, fordi jeg skulle lave ”Symposium” og det har været vældig udvidende. At nogen sætter en i gang, for ellers kan man godt blive lidt doven. Jeg har lige haft et prøveforløb på forestillingen ”Odysseen” i ni uger, hvor vi har været utrolig tætte. Man får nogle bånd med hinanden og med instruktøren, hvor nærhed og tillid fylder meget. Som skuespillere sidder vi ikke alene i et rum, og det forpligter. Man skal sætte sig selv til side – det er historien og fortællingen vi skal løfte.

Hvilket råd vil du give til andre, der gerne vil ind i samme profession som dig?

For det første er unge mennesker ikke så vilde med at få råd. Det kan jeg godt forstå, for de skal selv høste deres erfaringer på deres måde. Hvis der var et ungt menneske, der sagde ”du må give mig et råd”, og jeg skulle tage det alvorligt, så ville jeg sige: På den lange linje bliver man lykkeligst af at være skuespiller, hvis man hele tiden lader tvivlen råde. Tvivlen er en god kammerat at have i forhold til at lave kunst. Man får lov til at prøve meget af i tvivlen og jeg har altid været tryg ved instruktører, der er tvivlende. Jeg kan blive helt angst, hvis en instruktør siger: ”Jeg ved, hvordan det skal være.” Selvom man har masser af erfaring, skal man møde et nyt værk helt åbent – som en nyfødt.

Hvornår udviste du mod og sprang ud på ”de 70.000 favne”?

Sprogligt er begrebet ”at springe ud” meget sjovt. Man kan gøre det fysisk, som at springe ud i faldskærm og opleve det frie fald. Det har jeg altid ønsket at, men ikke turdet. Man kan også springe ud psykisk, og her vænner man sig nok som skuespiller til at springe ud, hvor man ikke kan bunde. Det afgørende er, at man er i et rum, hvor man tør være modige sammen. Kaste sig ud fra 10 meter vippen, og ikke vide, hvor man havner. Og så vil jeg sige, at det overordnet kræver mod, at leve med sig selv, som det vigtigste udgangspunkt. Leve som den man er på godt og ondt.

Man skal tillade sig selv at være uperfekt. Jeg hader ordet perfekt – jeg tror simpelthen ikke på det. Vi mennesker er uperfekte og det er derfor vi er mennesker. Og det er godt nok. Vi er gudskelov ikke ens og vi er gudskelov ikke perfekte.

Hvad ville du gerne have gjort anderledes?

I bakspejlet er der altid nogle ting man ville have lavet om eller sagt nej til i dag. Man kan altid være bagklog, men jeg tror, det er dårligt for os mennesker. Helt store, fatale ting kan man måske fortryde, men der er en masse mindre ting, som har været sten på vejen. De skal være der.

Hvad tror du på?

At der er mere der binder os sammen som mennesker end som skiller os. Vi skal blive bedre til at forstå, at vi er et kollektiv og at vi er så forbundne. I nogle samfund i gamle dage vidste man, at man var afhængig af hinanden for at overleve, og det gav en mere åndelig følelse af, at være et hele indtil døden. Det er vores ulykke, at vi ikke forstår det i dag. Der er klimakrise, krig og uendelig stor ensomhed. Det kan godt gøre mig lidt modløs engang i mellem, men jeg er et menneske, der kan lide at leve lyst. Man skal evne at respektere livet og hinanden. Det er det vigtigste.