Hvad er den fase i dit liv, du ser tilbage på med størst glæde og varme?
Det må være perioden, hvor jeg mødte min mand Torsten på Regensen (traditionsrigt kollegium i København ved Rundetaarn), og vi flyttede sammen til USA. Vi mødtes i 1997 og flyttede til USA allerede året efter, da Torsten var blevet færdig som økonom og fik job i Den Internationale Valutafond i Washington. Vi blev gift meget hurtigt, for at jeg kunne få visum og rejse med til USA, og i det hele taget kan forelskelse og kærlighed jo få en til at gøre vanvittige ting. Da vi flyttede herover, var alting meget usikkert, men vi var jo sammen om det, og det var en magisk tid. Vi havde også en klar aftale om, at hvis jeg ikke kunne finde et job herovre, skulle vi tage tilbage til Danmark. Jeg blev færdig på teologi i 1999 og vidste, at jeg ville have et arbejde. Det var jo ikke supernemt at finde som teolog herovre, men Torsten var utroligt støttende.
Hvad er det vigtigste, du har gjort for at få det arbejdsliv, du gerne ville have?
Jeg har været meget fleksibel, lavet frivilligt arbejde og taget de chancer, der har vist sig. Da jeg begyndte at læse teologi, var det, fordi jeg gerne ville være præst. Men jeg har aldrig haft en fast karriereplan om at blive sognepræst et bestemt sted. Så da jeg tog med Torsten til USA, fik jeg i første omgang arbejde i Verdensbanken, og det fik jeg blandt andet, fordi jeg havde lavet frivilligt arbejde i min studietid i Kvindernes Ulandsudvalg. Siden engagererede jeg mig som ulønnet hjælpepræst i Sømandskirken i New York, og det var medvirkende til, at jeg fik det job, jeg har i dag, som jeg er virkelig glad for. Det passer mig godt med at job, hvor der både er tankearbejde, praktisk arbejde og mange samarbejdsrelationer.
Hvad ville du gerne have gjort anderledes?
Jeg ville gerne have været en bedre ven. Jeg har den store glæde at se mine venner i Danmark hver sommer, når vi er i vores sommerhus på Fyn i adskillige uger. Det betyder meget for mig at have venskaber, der går tilbage, til jeg var fem år gammel. Men ville ønske, at jeg var bedre til at holde kontakt. Jeg er bedst til at være i det, som er lige foran mig. Men vennerne har heldigvis holdt ved.
Hvad tror du på?
Jeg tror på, at vi aldrig er overladt til os selv, ligegyldigt hvad der sker. Et fast ankerpunkt for mig siden mine teenageår har været afslutningen på Matthæusevangeliet, hvor der står ”Og se, jeg er med jer alle dage, indtil verdens ende”. Troen på, at det er sandt, hvad Jesus siger der, giver mig et fundament og er kilde til min optimisme.
Hvad har bragt dig størst glæde her i livet?
Ubetinget mine børn. De er meget forskellige, men hænger alligevel sammen som ærtehalm. Og jeg synes, at de har taget det bedste fra Danmark og USA til sig. De er meget optaget af retfærdighed og af den ulighed, de oplever i USA til forskel fra i Danmark. Omvendt synes de, at danskerne er lidt blinde over for racismen – måske fordi majoriteten i Danmark er så massiv, mens man her i New York er omgivet af alle trosretninger, hudfarver og nationaliteter. De har et stærkt moralsk kompas og er bevidste om deres egen rolle i fællesskabet. Det gør mig glad og stolt.
Beskriv en scene fra din barndom.
Jeg husker særligt sommeraftenerne i det villakvarter på Amager, hvor jeg voksede op. Vi var en stor flok børn mellem 7 og 17 år, som rendte rundt i haverne og legede dåseskjul og stjal æbler og rabarber. Der var en enorm frihed i det, og samtidig blev man socialiseret på en sund måde i samværet med de andre. Jeg kan godt være ked af, at mine børn ikke har oplevet det. Her i New York er alting meget mere organiseret. De er blevet bragt i skole af en babysitter og kørt til volleyball og så videre.
Hvor skal du begraves?
Det må min mand og mine børn bestemme. Men jeg forestiller mig, at det bliver i Vester Aaby på Fyn, hvor mine forældre og min søster er begravet, og som er i nærheden af vores sommerhus.