Beskriv en scene fra din barndom.
En meget ihærdig naturlærer forklarede os i skolen, at vi skulle tro på Darwin. På det tidspunkt havde jeg lige læst børnebogsforfatter Torry Gredsteds ”Paw i urskoven”, hvor en siger: ”Fra aber og blomster vi stammer ned/ min bedstemor var et jordbærbed.” Jeg rakte fingeren i vejret og lirede sætningen af. Så gav læreren mig én på kassen. Næste dag troppede min mor op hos skoleinspektøren og sagde, at det fandt vi os ikke i. Hun overlod det ikke til en eller anden repræsentant at gøre noget. For ens eget ansvar for at gøre noget kan man ikke tørre af på andre. Det har jeg lært af mine forældre.
Hvad er det vigtigste, der er sket i dit liv de seneste år?
Det er erkendelsen af, at selve vores forbrug af naturen i dens forskellige materielle udgaver er for stort. Naturvidenskaben siger, at det ikke nytter noget at tro, at vi med teknologiske forbedringer, udviklinger, opfindelser eller gennembrud kan sætte os ud over den kendsgerning, at vi er i gang med at ødelægge selve skaberværket. Derfor er der nu et afsnit i Bibelen, der for mig overstråler alle andre: Matthæusevangeliet kapitel 5, vers 43-48. Her begrunder Jesus sit udsagn om, at det ikke handler om, at vi skal elske vores næste, men at vi skal elske vores fjender. For solen står op over både onde og gode mennesker, og det regner over både retfærdige og uretfærdige. Ifølge Jesus må vi ikke glemme det elementære grundlag for, hvorfor der overhovedet er liv: solskin og regnvejr. Det har jeg prøvet at skrive meget om i dagbladet Information, og nu, hvor jeg er blevet 85 år, forsøger jeg så at komme til orde på andre måder, så Greta Thunberg og mine børnebørn har en fremtid, når de er 85 år.
Hvilke personer har betydet mest for at forme dig til den, du er blevet?
Foruden min far og mor, der gik i kirke hver søndag, i Vartov om onsdagen og sendte min søster og mig til folkedans om lørdagen, har det været mine to åndelige fædre: Bjørn Poulsen, medgrundlægger af tidsskriftet Heretica, som betød så meget i årene efter Anden Verdenskrig, og forfatter Villy Sørensen. De var optagede af Grundtvig.
Jeg vil også nævne netop Grundtvig og Jesus og Shakespeare. De har åbnet mit sind for, at jeg kan forstå, hvad naturvidenskaben i dag siger til os. Shakespeare ved for eksempel, hvor forfærdeligt vi mennesker opfører os. Både over for dyr og planter og over for hinanden og os selv. Men han viser også, at der i selve vores tilværelses grundlæggende biologiske vilkår er indlagt en svaghed for den svage. Det er den, vi må overleve på. Jesus kom ikke til verden for at dømme, men for at sige, at det hele handler om kærlighed.
Hvilken sorg eller hvilket tab i dit liv vil du nævne her?
Det er min fars død. Det er den frygteligste begivenhed i mit liv, fordi han døde af kræft som kun 58-årig. Jeg var kun 18 år, min søster 16 år. Min mor forblev enke i de efterfølgende 39 år. Han var syg i to et halvt år og til sidst så svækket, at jeg måtte bære ham ud i haven, når han skulle have luft.
Allerede da far døde, måtte jeg til at overveje, at det ikke kunne være Guds skyld, at far absolut skulle lide så længe af en kræftsvulst, der til sidst slog ham ihjel. Så jeg kan ikke forbinde al den teologi om, at Gud på en gang er almægtig og algod, med noget som helst. Derfor holder jeg mig til Jesus.
Hvad tror du på?
Jeg tror på, at det ikke må gå de svage dårligt. Det er det vilkår, som Jesus – og Shakespeare og Grundtvig – gør kraftigt opmærksom på. En agerhøne – for at citere forfatter Martin A. Hansen – kan finde på at løbe ud på åben mark og foregive en knækket vinge for at forhindre høgen i at slå ned i reden med ungerne. Den vil sætte livet på spil for det, der er større end den selv. Det er det, Jesus hele tiden vil have er det vigtigste. Svagheden for de svage. Og så bruger Jesus så datidens sprogbrug og taler om Gud. Det behøver jeg ikke. Jeg behøver bare at sige, at det, jeg tror på, er, at der er et grundlæggende træk i selve vores biologiske måde at være til på, som har med kærlighed at gøre. Og det er det træk, som vi hele tiden skal værne om, og som vi skal prøve at give udtryk for.
Hvad er den fase i dit liv, du ser tilbage på med størst glæde og varme?
Den fase, hvor vi fik vores to børn, og den, hvor vores to børn fik deres børn. Den højeste begavelse er at forstå, at vores tilværelse først og sidst beror på de gaver, som vi ikke selv har gjort os fortjent til.
Hvad ville du gerne have gjort anderledes?
At jeg som ung fik balanceret mit engagement i arbejdet med de her sager, jeg også har underholdt med her, på en måde, så jeg kunne hjælpe mine børns mor med at passe vores børn. Jeg var optaget i en sådan grad, at jeg nogle gange glemte, at et af børnene skulle hentes fra børnehave. Og den går jo ikke, når vi nu i fællesskab havde sat børn i verden. Det er det, jeg fortryder mest i livet.