Bjarne Lenau Henriksen var ikke bange for at dø. Kun uvisheden om måden, han skulle dø på.
Som korshærspræst i mere end en menneskealder og vikarierende fængselspræst nåede Bjarne Lenau Henriksen at sidde ved ikke så få personers dødsleje. Mange af dem ensomme og med triste skæbner bag sig.
Sådan var Bjarne Lenau Henriksens død ikke. Han sov onsdag aften stille ind omgivet af sin familie i hjemmet i Nivå nord for København i en alder af 73 år.
På tværs af fire årtier var Bjarne Lenau Henriksen chef for Kirkens Korshær og korshærspræst i Hellig Kors Kirke i København fra 1987-2011. Og de, der arbejdede sammen med ham i den tid, vil huske ham som et menneske, hvis hjerte bankede for de svage.
”Bjarne var et meget varmt og åbent menneske. Jeg har netop snakket med nogle kolleger om ham i dag, og vi blev enige om, at det var Bjarne, der havde den skarpe pen for de svage mennesker i samfundet. Han blev ved med at insistere på at tale deres sag. I bøger, i kronikker og i prædikener,” siger tidligere informationssekretær Vibeke Lind fra Kirkens Korshær.
Hun lærte Bjarne Lenau Henriksen at kende for mere end 30 år siden, da hun blev ansat. Her lærte hun hurtigt, at det var Bjarne Lenau Henriksen, man skulle læne sig op ad, hvis man var i tvivl om noget som helst. Som leder forstod han at give plads til den enkelte ansattes kreative udfoldelse, men også at sætte rammer. Uden dog at blive streng.
”Han kunne noget helt særligt. Når man kom til ham, så blev man virkelig set. Så var man samtalepartner en . Han havde en enorm omsorg,” siger Vibeke Lind.
Pudsig og varm
Bjarne Lenau Henriksen blev i 2007 formand for foreningen Kristeligt Dagblads Venner. I løbet af sit liv nåede at skrive flere bøger, heriblandt bogen “Livskvalitet” om, hvordan man taler om livskvalitet blandt psykisk syge, fattige og hjemløse. Det var den målgruppe, han i sit arbejdsliv kendte fra første parket på ”Café den kolde røv”, som han kaldte den trappesten i Istedgade, hvor han i årevis sad og faldt i snak med gadens brogede flok. En indsats, han i 2010 modtog Kristeligt Dagblads pris for.
Senest satte han ord på “Kristendommens menneskelighed” i en bog fra Eksistensens Forlag, som udkom i 2020, hvor han også trak på sin erfaring som fængselspræst i Horserød Statsfængsel, hvor han vikarierede fra 2011 og frem.
Det var her, den nuværende fængselspræst, Linnéa Lund, mødte Bjarne Lenau Henriksen.
”Det er et af de store træer i skoven, der er væltet,” siger hun, da Kristeligt Dagblad ringer til hende, kun få timer efter at hun selv har erfaret fra familien Henriksen i Nivå, at han er død.
Siden Linnéa Lund blev ansat i Horserød, har hun lænet sig op ad Bjarne Lenau Henriksen som en slags mentor.
”Han var sådan en pudsig og varm mand. Han besad en sær blanding af varme, menneskelighed og skævhed, og man kunne fornemme, at han umiddelbart ikke var bange for at gå derind, hvor andre ikke turde at være. Han vadede ind i folks hjerter med træsko på, og det var o.k., for han gjorde ingen skade derinde,” siger Linnéa Lund.
Hun husker særligt en tur fra Horserød ind til Café Exit, et socialt projekt for nuværende og tidligere indsatte på Vesterbro, hvor hun og Bjarne Lenau Henriksen var kørt med en bus fuld af fanger.
Chaufføren var en indsat, som havde problemer med at styre sit temperament, og den pågældende dag var det særligt slemt. Der var meget jalousi i ham, husker Linnéa Lund.
Men Bjarne Lenau Henriksen fik i løbet af den 45 minutter lange køretur talt manden til ro.
”Han talte på en måde, hvor han ikke styrede samtalen. Han havde ingen svar, men bare så meget livserfaring og kærlighed til alt det skæve. Og i løbet af den her køretur fra Vesterbro til Horserød fik han talt den gut et helt andet sted hen. Jeg sad ved siden af og tænkte, ‘gad vide, hvad det egentlig er, han gør?’. Bjarne havde virkelig et talent for at være sammen med mennesker i livskrise,” siger Linnéa Lund.
Og så var der humoren. Første gang, Linnéa Lund stødte på Bjarne Lenau Henriksen, var til et julearrangement i fængslet, hvor han spillede musik på skeer.
”Når Bjarne kom, skulle der ligge to spiseskeer, som han kunne spille på. Det var sådan lidt fjollet. Men det gjorde på en eller anden måde ikke, at man tænkte mindre alvorligt om ham. Han var så knalddygtig. Han bevægede sig ind og ud af det fjollede, uden at det blev klovnet, for han gjorde det med stor værdighed,” siger hun.
Bisættes i næste uge
Bjarne Lenau Henriksen gik de senere år af sit liv fra at hjælpe udsatte mennesker til selv at blive udsat. Han led af lungesygdommen kol og den kroniske sygdom hypersensitiv pneumonitis, også kendt som bondelunger, som under coronapandemien fik ham til at isolere sig fra omverdenen i hjemmet i Nivå.
Pandemien forløb med ”at få det bedste ud af det”, som han fortalte til Kristeligt Dagblad i april. Her lod han også forstå, at døden gerne måtte lade vente på sig, men at hans læge havde fortalt ham, at hans kroniske sygdomme nok en dag ville slå ham ihjel.
“Med mindre noget andet gør det før,” som han sagde.
Datoen for den sidste afsked med Bjarne Lenau Henriksen er endnu ikke fastlagt. Men den skal finde sted i Marmorkirken engang i næste uge. Det er korshærspræst og ven gennem 45 år Olav Poulsen, der skal forestå bisættelsen. Han har stadig lidt svært ved at forstå, at Bjarne Lenau Henriksen faktisk er død.
”Når man mødte Bjarne, mødte man en, der gav stor tryghed. Som havde tid og interesse for sine medmennesker, og som også tit havde nogle skæve vinkler på tilværelsen. Han var et dejligt menneske, der udstrålede meget varme,” siger Olav Poulsen.
Bjarne Lenau Henriksen efterlader sig hustruen Birte Henriksen, to voksne drenge og to børnebørn.