Præster: Latinoer skal stemme! Tjekkiet får svar på massetest, og corona-konspirationer spreder sig

Her samler Kristeligt Dagblad nogle af dagens vigtigste historier om kirkeliv og de værdikampe, der foregår i ind- og udland

Præster: Latinoer skal stemme! Tjekkiet får svar på massetest, og corona-konspirationer spreder sig
Foto: David W Cerny/Reuters/Ritzau Scanpix, Edgard Garrido/Reuters/Ritzau Scanpix og Christian Mang/Reuters/Ritzau Scanpix.

De første valgsteder er allerede åbne – og vil fortsat slå dørene op helt frem til klokken 17.00 dansk tid. De vigtigste svingstater lukker i nat mellem kl. 01.00 og 03.00, og Alaska lukker og slukker som USA’s sidste delstat i morgen kl. 06.00. Det er nu, det sker: USA’s præsidentvalg er i gang!

I går kunne man i dagens overblik læse, at Biden var trukket i førertrøjen. Han bærer den stadig, førertrøjen. Men Trump haler ind på ham i visse svingstater – eksempelvis i North Carolina og Arizona. Demokraten Joe Biden ser dog ud til at tage en snæver føring over præsident Donald Trump i den vigtige svingstat Florida kort før valgdagen tirsdag. Det viser meningsmålinger fra Reuters/Ipsos, som er offentliggjort mandag, skriver Ritzau. Ifølge The New York Times er der dog kun en knivspids tvivl til overs. Deres samlede analyse fra de tidligste valgprognoser og den seneste fra i dag viser, at Biden vil vinde. ”Biden afslutter valgkampen med 8 point i favør på nationalt plan – det er ikke set siden Bill Cliton i 1996”, skriver The New York Times.

En befolkningsgruppe, som dog kan ende med at præge valget i særlig høj grad – og ikke mindst for Trump – er den latinamerikanske. Valgdeltagelsen blandt netop denne befolkningsgruppe er utrolig lav. Kun 47,6 stemte ved valget i 2016. Og i år kan 32 millioner latinamerikanske vælgere sætte et kryds. I nat klokken 03.00 dansk tid afviklede en gruppe kristne latinamerikanske ledere et digitalt møde under kampagnenavnet El Voto Hispano for at få det latinamerikanske folk til stemmeurnerne, og særligt én besked gik igen: ”Stem for livet (mod fri abort, red.) og religiøs frihed.” Det skriver The Christian Post.

Og apropos fri abort. I Polen er strejken og demonstrationerne med tusindvis af fri-abort-tilhængere gået ind i sin anden uge. Mandag blokerede demonstranter i landet små og store veje i flere byer, og lignende tiltag vil finde sted onsdag ifølge Reuters. I fredags var op mod 800.000 demonstranter på gaden over hele Polen, vurderer Bloomberg. De store demonstrationer sker som en modreaktion på, at forfatningsdomstolens den 22. oktober besluttede, at abort af fostre med misdannelser er forfatningsstridigt. Men i Polen er en sådan afgørelse ikke gældende, før den polske statsminister, Mateusz Morawiecki, har offentliggjort dommen. Det skulle han ifølge Reuters have gjort i går. Men det er ikke sket endnu.

Dagens overblik hopper til nabolandet, Tjekkiet, hvor der i weekenden udspillede sig et enormt socialt corona-eksperiment. Som det første land i verden gennemførte Tjekkiet en massetest, hvor to tredjedele af landets befolkning på 5,4 millioner indbyggere blev testet. Og nu er svarene på de mange tests klar. Ifølge The Guardian blev 3,625 millioner testet, og der blev fundet antigener hos 38,359 – hvilket altså svarer til, at 1,06 procent af befolkningen var positive, da testene blev gennemført. Tjekkerne kan se frem til endnu en massetest i den kommende weekend. Ingen er tvangsindlagt til at deltage, men politiet kan udstikke bøder til de borgere, der ikke kan fremvise en negativ test.

Helt så drastiske midler mod covid-19 er endnu ikke taget i brug herhjemme. Men i går meddelte sundheds- og ældreminister Magnus Heunicke efter et pressemøde med borgmestre fra Københavns Vestegn, at der skal oprettes en taskforce, som skal finde ud af, om der skal yderligere restriktioner til i disse kommuner. Ni ud af ti af landets hårdest ramte kommuner ligger på den københavnske vestegn, skriver TV 2. Mediet har talt med fire eksperter, der sammen giver fem bud på, hvorfor smitten er særligt høj i disse kommuner. Et af de fem bud beror på, at der har været mangelfuld information om virussen til de borgere, som ikke forstår dansk.

Og netop mangelfuld information – eller deciderede misinformationer og konspirationer – skriver Kristeligt Dagblad om i dag. En række forskere mener nemlig, at vi ikke kun står i corona-spredningens anden bølge, men også er ramt af konspirationernes anden bølge. Under den spanske syge for 100 år siden florerede den teori, at hash kunne kurere sygdommen. Nu er samme tvivlsomme teori dukket op igen om covid-19. Samtidig udveksler stadig flere danskere teorier om, at corona-pandemien hænger sammen med det digitale 5G-netværk, rigmanden Bill Gates — eller at corona slet ikke eksisterer.