Forskelle fanger øjet og bliver lynhurtigt problematiseret. Måske vil det altid opleves som en overvindelse at skulle se bort fra og helst slippe, hvad der ser problematisk ud, for i stedet at opsøge nuet og nærværet. Så længe opmærksomheden er rettet mod, hvad der er godt eller dårligt, rigtigt eller forkert – eller blot mere rigtigt end noget andet – handler det om fejlfinding. Uanset om man kan lide det eller ej.
Selv om ingen mennesker ønsker at blive mødt med et kritisk blik eller få påpeget, hvad der er anderledes og forkert, er fejlfinding alligevel en påtrængende del af vores biologi som pattedyr og flokdyr. Herved er det automatisk en del af vores måde at møde hinanden på, så man i stedet for at være sammen finder forskelle og risikerer at lave fejlfinding og afrette eller irettesætte hinanden. Ikke mindst kommer det til at præge vores måde at opdrage børn på. Både i vores sansninger og i umiddelbare reaktioner er det næsten umuligt ikke at lægge mærke til og påpege fejl. Det er på mange måder beklageligt, men det kan næppe bortforklares eller defineres væk.
Man kan som en viljeshandling blive enige om og beslutte, at fejlfinding er intimiderende, devaluerende og uhensigtsmæssigt. Alligevel kan man ikke stoppe trangen til at opdage forskelle, se dem som fejl og søge at rette op på dem. Det er heller ikke nogen fremkommelig vej at tro, at man kan stoppe fejlfinding ved at ignorere den eller direkte forbyde den.
Resultatet synes at være, at det altid, uvægerligt og uden ophold vil være op ad bakke at slippe fejlfinding. Men man overser let det indlysende. I stedet for prompte at vurdere, hvad der er rigtigt og forkert, godt eller skidt, større eller mindre, er det langt mere hensigtsmæssigt at øve sig på at lægge mærke til det, som er (the philosophy of the obvious kalder Fritz Perls det). Man vil opdage, at det netop ikke er den kloge analyse eller den sofistikerede fejlfinding, der hjælper nærvær og menneskelighed på vej.
Desværre har den upåagtede fejlfinding gjort os utrænede i at opfatte og give værdi til det indlysende. Det kræver også en tolerance i forhold til usikkerhed, hvis man skal prøve at være åben over for, hvad det næste nu vil bringe. Uventede reaktioner kan man ikke forberede sig på eller sikre sig mod, men de skal have lov til at være uventede.
Reelt kræver det træning at turde fæste lid til nuet. Tillid til nuet indebærer at turde tro på, at det, som er, er værdifuldt, fordi det er der. Det er en overraskende opdagelse, der bringer os til stede i nuet, hvad der ofte i sig selv er en stor belønning. Kort sagt er nuets belønning nærvær.
Som regel skal man også træne sig i at erfare, at ethvert nu ER et nu, selv om man så udmærket godt ved det. Det afgørende er hele tiden at holde sig for øje, at nuet er en sansning, ikke en forklaring. Det er sansningen af, hvad dette nu rummer, som gør det værdifuldt ved at kunne være helt nyt og unikt.
Nuets markører vil ofte være at tale i nutid, værdsætte sin nysgerrige opmærksomhed og sanse sin undren, når man i sig selv opdager andre reaktioner end de forventelige. Forventninger lever som forforståelse en skjult tilværelse. Uanset forventningernes skjulte natur er de yderst levende, indre drivkræfter, hvilket typisk kommer frem i lyset, når man bliver overrasket, glad, tankefuld, undrer sig eller lignende, fordi der skete noget andet end det forventede. De umiddelbare reaktioner ved brudte forventninger – før de stærke emotioner som vrede og forargelse melder sig – vil ofte være overraskelse og fryd, hvad vittigheder og tegneseriestriber lever højt på.
Det er således umuligt at kende sin forforståelse, men man kan komme på sporet, når det, man siger, pludselig lyder uventet i egne øren. Det ligger i nuets belønning at blive klar over nærværet, der er karakteriseret ved, at jeg lige nu er, taler og føler ud fra min sansede tilstedeværelse. Det er den indlysende – men vanskelige – kunst at opfange, hvad der er unikt lige nu, opdage sin tilstedeværelse, høste nuets belønning og ignorere vurderende sammenligninger med tidligere nu’er. Kort sagt at sanse det nuværende øjeblik. Hvis det nuværende øjeblik ikke indeholdt noget nyt og unikt, ville det være en gentagelse, og gentagelser er der ikke så meget nyt i.
Det er tidligere beskrevet, at nuværende øjeblikke reelt er nuværende mødeøjeblikke med sig selv som ”den anden part”. Selv om det kan virke, som om den andens formidling af sin tilstedeværelse afgørende hjælper mig til at sanse min tilstedeværelse, så er det stadig min tilstedeværelse og så at sige min ejendom.
Hermed risikerer man også at sætte lighedstegn mellem væren og intimitet. Det er imidlertid både uheldigt og uhensigtsmæssigt. Og min væren er helt min egen sag.
Måske skyldes den misforståede sammenblanding af væren og intimitet, at vi har frygteligt svært – Jantelov eller ej – ved at give os selv betydning. Det er derfor besnærende at tildele den anden den betydning, som man ikke tør give sig selv. Et godt alternativ kunne være at lade sig inspirere af mangfoldigheden i det, man ser hos den anden, til også at opdage, hvordan der spejles en tilsvarende mangfoldighed i en selv. Denne dialektik i at være menneske er også et tilbagevendende tema i denne bog.
Det farligste ved at sætte lighedstegn mellem væren og intimitet er at blive forført. I det intime rum kan den andens betydning trænge under huden på en i et omfang eller på en måde, hvor man risikerer at tro, at det vigtige, der sker for en, kun kan finde sted, når den anden er til stede. Så mister man sig selv og slipper mulighederne for at tage ansvaret for og lære af sit eget liv og sin egen væren i verden.
Det er formentlig denne tilbøjelighed til at sammenblande nærvær og intimitet, der er baggrunden for, at behandlere lidt for ofte tillader sig at blive seksuelt involverede i deres klienter. Den intime kvalitet af nærværsrummet er potentielt forførende. Men det bliver uvægerligt et overgreb, uanset hvad klienten måtte savne eller være i underskud med. Som ved alle overgreb er det udelukkende krænkerens skyld og ansvar, uanset vedkommende kalder sig behandler, pædagog eller terapeut.
Når behandleren alligevel lader sig forføre, kunne den venlige udlægning være, at vedkommende er blevet bjergtaget af nuets belønning, nemlig nærvær – selv om den forståelse hverken kan bruges som undskyldning eller som bortforklaring. Desværre er nuværende øjeblikke og nuværende mødeøjeblikke med et andet menneske sjældne i mange menneskers liv. Lidt for sjældne, kan man sige, også selv om vedkommende har taget en terapeutisk uddannelse og opfatter sig selv som professionel behandler.
Det er forståeligt, men ikke desto mindre yderst uheldigt, at denne kontakt med nuet, hvor man føler sig vibrerende levende og med skærpede sanser, risikerer at blive fejlopfattet som en forelskelse i den person, man med et behandlingssigte har fundet nærværet sammen med.
Det er slående, at næsten alle i sådanne situationer ”flygter” væk fra det intensive nærvær med sig selv, fordi en sådan væren føles nærmest ubærligt stor. Sådan har vi mennesker sjældent lært, at man kan møde sig selv. I stedet tilskrives det store og betydningsfulde næsten ufravigeligt sikkert den anden part, fordi man ikke kan se andre muligheder. Resultatet bliver, at man hellere søger intimiteten sammen med den anden person i stedet for at søge nærværet med sig selv.