Den canadiske smeltedigel

Toronto, Canadas største by, byder både på skyskrabere med international atmosfære og viktoriansk landsbystemning

346 meter oppe i verdens næsthøjeste tårn, CN Tower, er der en pragtfuld udsigt over storbyen Toronto.
346 meter oppe i verdens næsthøjeste tårn, CN Tower, er der en pragtfuld udsigt over storbyen Toronto. . Foto: Scanpix.

Smeltedigel “ Der findes vel næppe noget mere klichéfyldt begreb om en international storby, hvor mange forskellige kulturer og folkeslag lever på det samme begrænsede antal kvadratkilometer.

Men i tilfældet Toronto, Canadas største og Nordamerikas femtestørste by, giver det alligevel mening at benytte begrebet.

Canada, dette kæmpestore, men tyndt befolkede land, er langt hen ad vejen skabt af indvandring og var det første land i verden, der indskrev i sin forfatning, at det er et multikulturelt land. Over halvdelen af Torontos indbyggere menes at være født uden for landets grænser, og det er i den grad tydeligt, når man tager på sine første byvandringer. Især synes den asiatiske indvandring meget tydelig i bybilledet.

For den besøgende kan et overblik over millionbyen således føles nødvendigt, og her kan byens måske største turistattraktion, CN Tower, kraftigt anbefales. Det store telekommunikationstårn, hvis tv- og radioantenne rager 553 meter op, er beliggende downtown i byens finansdistrikt og var indtil 2007 verdens højeste enkeltstående tårn, hvor det blev overgået af en konkurrent i Dubai.

Den nuværende andenplads skal dog ikke afholde nogen fra at tage plads i glaselevatoren, hvor man på 58 sekunder stiger til vejrs og ser de omkringliggende skyskrabere fra fugleperspektiv og oplever gadens biler og mennesker blive til miniaturemodeller.

Oppe i 346 meters højde er udsigten over byen formidabel. Man kan vandre hele vejen rundt i observationsplatformen og få det fulde overblik over byen med højhusene i centrum, det enorme område med mindre byhuse, havnen og den lille lokale flyveplads. I tårnets restaurant kan man også nyde en kop kaffe eller et måltid mad, mens man betages af udsigten.

Et lille gys er der også mulighed for. En sektion af tårnet er nemlig indrettet med et glasgulv, hvor man kan stå og se direkte ned på gaden, mange hundrede meter under en. Selvom man ved, at det stærke panserglas er fuldkomment sikkert at gå på, kræver det alligevel en vis overvindelse at betræde gulvet og se bilerne, som ligner legetøjsmodeller, under sine fødder. Og hvis man ligefrem har nerver af stål, har CN Tower også et tilbud til de mennesker, der har trang til ekstremsport: Det er muligt at foretage en såkaldt edgewalk, hvor man iført bjergbestigeragtigt udstyr med sikkerhedsliner kan gå en tur på tårnets yderside!

Nede på jorden igen efter det store overblik er det tid til fordybelse, og et besøg på Royal Ontario Museum (ROM) bør stå øverst på dagsordenen, hvis man vil vide noget om den canadiske historie og kultur. Museet er efter en stor renovering blevet udstyret med en spektakulær facade tegnet af arkitekten Daniel Liebeskind og er i dag et af Nordamerikas største museer. Som på de fleste andre kæmpemuseer er det umuligt at se det hele på en dag, og kan man kun besøge ROM én gang, så spring de europæiske og egyptiske samlinger over dem kan vi jo ret beset lige så godt se herhjemme. Så hellere koncentrere sig om den canadiske historie.

Museet giver en fin indsigt i blandt andet den oprindelige canadiske befolknings historie (indianerne/inuitterne) og giver et godt overblik over en epoke, som canadierne i dag godt er klar over ikke blev håndteret helt efter bogen.

Men formidlingen er desværre præget af et noget gammeldags museumssyn med uendelig mange montrer og knap så meget tekst, der sætter datidens historie ind i en sammenhæng. ROM har også en meget imponerende samling af kinesiske effekter efter sigende den største samling uden for Kina og særlig anbefalelsesværdig er samlingen af dinosaurskeletter, som er indsamlet fra store dele af Nordamerika. Hvis man har børn med på turen, er det et sikkert hit.

Men den største attraktion i Toronto er i virkeligheden selve byen. Byen i al sin diversitet, venlighed og imødekommenhed.

Bevæger man sig væk fra det strømlinede centrum, som på mange måder kan minde om et mini-New York selv en Times Square-lignende plads kan Toronto fremvise vil man opleve nærmest landsbylignende kvarterer, som udgør langt størstedelen af den store by. Stort set overalt bebygget med de karakteristiske viktorianske to- eller treetagers ejendomme, hvor man må knibe sig i armen for ikke at tro, at man befinder sig i gamle England, som stadig fylder meget i den canadiske selvforståelse i hvert fald i den engelsktalende del af landet.

Praktisk talt alle kvarterer har deres eget særpræg at byde på. Tag til Kensington Market som ikke er et egentligt marked, men en håndfuld gader og man vil føle sig hensat til 1960ernes og 1970ernes Kings Road i London. Småflippede mode- og genbrugsbutikker og økologisk mad.

Eller de mange etniske kvarterer: det store Chinatown et af Nordamerikas største hvor gadenavnene både står på kinesisk og engelsk, og hvor billige T-shirts og kinesiske fødevarer og restauranter fylder gadebilledet.

Greektown, hvor restauranterne byder på retsina og græsk salat. Det græske flag vajer overalt, og selv maratonflammen fra et løb i Athen i 2012 er til stede. Koreatown, hvor man på et splitsekund simpelthen er i Korea. Eller India Bazaar, hvor indisk-pakistanske indvandrere har opbygget et samfund i byens periferi, hvor fattigdommen er mere iøjnefaldende end mange andre steder i byen. Og skulle man pludselig få et stik af hjemve, kan Toronto såmænd også byde på et Legoland.

Hvis man trænger til et pusterum væk fra storbyen, kan en udflugt til museet McMichael Canadian Art Collection anbefales.

Museet ligger omkring 40 kilometer nord for Toronto og viser først og fremmest værker af Canadas mest berømte kunstnergruppe, The Group of Seven, og deres store forbillede, maleren Tom Thomson. De syv mænd skildrede i 1920erne den vilde natur i det nordlige Ontario og står som pionerer for canadisk kunst.

Museet, som også kan fremvise et udvalg af værker skabt af inuit-kunstnere, blev stiftet i 1966 af kunstsamleren Robert McMichael og hans danskfødte hustru, Signe. Så også her giver smeltedigel-begrebet mening.

På Royal Ontario Museum er især afdelingen for den oprindelige canadiske befolknings historie interessant.
På Royal Ontario Museum er især afdelingen for den oprindelige canadiske befolknings historie interessant. Foto: Scanpix