En gammel og slidt fordom er, at Tyskland er et land, man blot kører igennem for at komme til Sydeuropa. En fordom, der dog ikke holder længere. Alene det faktum, at Berlin er en af danskernes yndlingsrejsedestinationer, modbeviser nemlig denne udslidte traver.
Men vil man som dansker udvide sin tyske horisont til landet uden for hovedstaden, kan man med fordel køre knap 200 kilometer mod syd til hovedbyen i den tyske delstat Sachsen, Dresden.
Byen ved floden Elben er med sine cirka 550.000 indbyggere Tysklands 15.-største by, og Dresden ligger blot 50 kilometer fra den tjekkiske grænse og 150 kilometer fra Prag. Dermed er et besøg i byen ikke blot et besøg i en tysk kulturby og et besøg i det tidligere Østtyskland. Det er også et besøg i centrum af Europa.
Blot det at gå rundt i Dresdens gamle bydel er hele rejsen værd. På et yderst begrænset område kan man nemlig dels opleve Elben og de historiske broer, der binder byen sammen, og dels se en af Tysklands mest imponerende museumsbygninger, Zwinger. Og i midten af alt dette troner Frauenkirche, der ligesom resten af den gamle bymidte led en krank skæbne i slutningen af Anden Verdenskrig. Og netop Zwinger og Frauenkirche må man se, uanset hvor længe man opholder sig i Dresden.
En enestående kunstsamling
Zwinger, der er et af Tysklands mest betydningsfulde barokbygningsværker, blev tegnet af Matthäus Daniel Pöppelmann og opført fra 1710 til 1728 på initiativ af den sachsiske kurfyrste Friedrich August den Første.
Zwinger blev skabt som et orangeri, og grundplanen er en stor åben gård omkranset af tre lange, lave bygninger med portpavilloner, der forbinder fire højere hjørnepavilloner. Bygningerne er rigt udsmykkede med skulpturer udført af billedhuggeren Balthasar Permoser og hans medarbejdere. Planerne for den fjerde side, der vender ud mod Elben, blev imidlertid stillet i bero i 1733, da Friedrich August den Første døde. I midten af 1800-tallet lykkedes det dog, om end i noget mindre format, arkitekten Gottfried Semper at færdiggøre Zwinger, så man i dag kan stille sig i midten af denne store gård og lade sig overvælde af en enestående symmetri, detaljerigdom og et uendeligt antal lige linjer.
Man skal imidlertid ikke snyde sig selv for også at gå indenfor i Zwinger, hvor man finder en række imponerende kunstsamlinger. Her kan man blandt andet se en enestående samling af porcelænsgenstande, som Friedrich August den Første i sin tid samlede. Ligeledes kan man besøge Gemäldegalerie Alte Meister, der rummer en lang række hovedværker af nogle af de største italienske renæssancemalere. Således kan man blandt andet se Rafaels ”Den Sixtinske Madonna”, Giorgiones ”Sovende Venus”, Tizians ”Skattens Mønt” og Correggios ”Hellige Nat”. Ligesom man kan se værker af Mantegna, Botticelli og Tintoretto.
Kirken, man ikke kommer udenom
Når man har set sig mæt i al denne overdådige kunst og drukket en kop kaffe eller to på en af museumscaféerne, bør man gå de par hundrede meter, der er, til Frauenkirche.
På det sted, hvor den nuværende evangelisk-lutherske kirke ligger, har der ligget en kirke i 1000 år. Den nuværende er tegnet af arkitekt George Bähr og er opført fra 1726 til 1743.
Kirkens mest karakteristiske træk er den 91 meter høje kuppel, der kan ses på lang afstand, og som dermed ikke blot er kirkens vartegn, men hele byens. Et bygningsværk, der til trods for sin store spændvidde modstod et bombardement af granater i 1760.
Frauenkirches historie er dog, som Zwinger og resten af den gamle bydel, særligt knyttet til det massive luftangreb, som amerikanske og engelske krigsfly gennemførte fra den 13. til 15. februar 1945, og som betød, at kirken styrtede sammen den 15. februar. Krigen var reelt afgjort. Alligevel blev luftangrebene gennemført, hvorved det meste af Dresdens gamle bydel blev jævnet med jorden og tusindvis af civile dræbt.
I DDR-årene blev kirkens ruin gjort til et krigsmindemærke, og da unge mennesker første gang, den 13. februar 1982, forsamledes i ruinerne for at tænde lys for fred, blev en tradition skabt, der stadig er levende, og som altså har overlevet Berlinmurens fald og Østtysklands opløsning.
Genopførelsen af Frauenkirche forløb fra 1994 til 2005 og blev primært finansieret af private donationer.
Når man derfor i dag står og betragter den fantastiske kirkes blanding af nye og gamle sten, ser man ikke blot en kirke, hvor der søndag efter søndag bliver fejret gudstjeneste. Man betragter også, i såvel overført som konkret forstand, at det kan lade sig gøre at opbygge noget, der engang blot var en ruin.
Kronborg, slottet Versailles og Venedigs bymidte samt en meget lang liste af andre historiske byer og bygningsværker har det til fælles, at de er del af FN-organisationen Unescos verdensarvsliste. På listen befandt sig engang også Dresden. Helt forståeligt, når man går rundt i den historiske bymidte eller slår et smut ned til Elben for at nyde floden og udsigten over byen.
Men netop Elben, eller rettere sagt en af de broer, der binder den gamle bydel sammen med nyere dele på den anden side af floden, er årsag til, at Dresden ikke længere er en del af det fine selskab. I 2004 blev Dresden ellers optaget på verdensarvslisten, men da det i 2007 blev besluttet at opføre en ny bro som supplement til de øvrige og historiske broer, blev det for meget for Unesco, og i 2009 røg Dresden igen af listen efter blot fem år.
Begrundelsen lød, at den nye bro ville forstyrre udsynet mod Dresdens klassiske silhuet. Den nye bro, Waldschlösschenbrücke, blev indviet i 2013.