Gråspurve kvidrer om kap med den monotone snurren fra hundreder af aircondition-anlæg. Men hverken støjen eller den øldåse, som flyder omkring i det blikstille vand (cubanerne har mange kvaliteter, men miljøbevidsthed er ikke den mest fremtrædende), forstyrrer for alvor idyllen her ved den brede Cienfuegos-bugt på Cubas sydkyst. Tre brune pelikaner følger vandoverfladen i majestætisk svæv. Næppe nogen anden vinget skabning har så graciøs en flugt som pelikanen, i skærende kontrast til hvordan samme fugl tager sig ud på land.
Byen Cienfuegos blev grundlagt i 1819 inderst i bugten af franske indvandrere på invitation fra den spanske kolonimagt. Det vellykkede slaveoprør i nabolandet Haiti havde gjort spanierne bekymrede over befolkningsudviklingen på Cuba, hvor man var interesseret i at få flere hvide medborgere. For mange Cuba-farere bliver Cienfuegos blot et kort stop på vejen fra Havana til det farvestrålende Trinidad med toppede brosten og salsarytmer i hver en krog. Men ”Sydens Perle”, som cubanerne kalder byen, har sin egen stille charme samt et liv, der i langt mindre grad er lagt an på turismen, end tilfældet er i den Unesco-hypede nabo.
Her er fabrikker, olieraffinaderier og en havn, hvor andet end krydstogtsskibe lægger til. Samt masser af mennesker, omkring 150.000, som forsøger at få enderne til at mødes inden for den socialistiske planøkonomis rammer. En kunst, cubanerne med næsten 60 års erfaring mestrer på imponerende vis.
Bugten lukker til, inden den løber ud i det Caribiske Hav, og på det smalleste sted er der kun et par hundrede meter fra bred til bred. Her etablerede spanierne allerede i 1742 et fæstningsværk for at beskytte de tidlige bosættelser mod piratangreb. Fra tårnet havde de spanske soldater fuldt overblik over indsejlingen, borgens 10 kanoner gjorde det umuligt for fremmede skibe at passere uskadt ind i bugten, og en voldgrav fyldt med krokodiller sikrede, at ingen fjendtlig magt fik held med at forcere El Castillo de Jaguas mure i de godt 150 år, hvor borgen var i militær anvendelse.
I dag huser fæstningen et fint lille museum og er et populært udflugtsmål, ikke mindst for Cienfuegos’ egne indbyggere. Udstillingen omfatter originale våben og andet inventar, og for den spanskkyndige udgør en detaljeret tidslinje over ikke blot borgens, men hele regionens udvikling fra forhistorisk tid og frem til dette årtusindskifte, en ekstra attraktion. Selv Dansk Vestindien bliver nævnt.
Et særligt rum er viet beretningen om Juragua, atomkraftværket, som efter sovjetisk forbillede blev påbegyndt i 1982. Den nyligt afdøde Fidelito Castro havde ansvaret for projektet og faldt i unåde hos sin far, den daværende præsident Fidel Castro, da det 10 år senere måtte opgives ”af økonomiske og politiske årsager” – efter Tjernobyl-katastrofen og Sovjetunionens sammenbrud.
En flot model viser det ambitiøse anlæg i alle detaljer. Man nåede kun at opføre en enkelt reaktorskal, der i dag troner som et dystert monument over svundne tider og bristede ambitioner – sammen med to enorme boligblokke, der i 10 år husede et internationalt team af ingeniører og bygningsarbejdere ved den brede Cienfuegos-bugt på Cubas sydkyst, og nu er hjem for cubanere med 30 kilometer til jobbet inde i Cienfuegos.
Man kan sejle til El Castillo fra centrum, men den lokale færge har kun få afgange. Et godt alternativ er at tage en taxi til Hotel Pasacaballo 26 kilometer fra Cienfuegos. Herfra sejler en lille plimsoller i fast rutefart over det smalle stræde (pris 1 CUC hver vej). På tilbagevejen kan man gøre ophold på den hyggelige lokale strand Rancho Luna med krystalklart vand og et af områdets fineste koralrev ud for det nærliggende fyr.
Blandt Cienfuegos’ andre attraktioner er Parque José Marti, byens centrale torv, med det velbevarede Tomás Terry-teater fra 1889 samt ”ponyslottet” Palacio Ferrer fra 1918, tegnet af den lokale Gaudí-elev Pablo Donato Carbonell. Strandpromenaden El Malecón, der er hele byens samlingspunkt hver lørdag aften, fører ud til Punta Gorda, hvor man kan lade sig forbløffe over Palacio de Valle, opført i 1917 af italieneren Alfredo Colli i ren konditorstil. Pynten strækker sig ud i bugten og ender i en lille park med en pavillon, der serverer Cubas bedste mojitos (omend bartenderen beskedent erklærer, at de kun er byens bedste).