Franske Storm P. med eget museum

Den franske tegner Albert Dubouts satiriske streg blev brugt, når nye lægemidler skulle markedsføres. Postkort med tegning og tekst blev sendt ud til landets læger med godt nyt mod halsbrand, blodstyrtning og gigt. I dag har den populære tegner sit eget museum

Den blodtud har hårdt brug for akut hjælp. Oplysning om det rette præparat findes på bagsiden af kortet med Albert Dubouts satiriske streg.
Den blodtud har hårdt brug for akut hjælp. Oplysning om det rette præparat findes på bagsiden af kortet med Albert Dubouts satiriske streg.

Den franske tegner Albert Dubout (1905-1976) er højt elsket for sine satiriske tegninger. Stilmæssigt er hans streg på mange måder det franske svar på vores Storm P.

Allerede i sine første tegninger, der blev publiceret i forskellige franske blade i 1923, blev læserne præsenteret for et af hans uopslidelige temaer: den storbarmede og hovne kone, der terroriserer sin magre tøffelhelt af en mand.

Fra 1930 til 1970erne var han nærmest allestedsnærværende i Frankrig.

Han tegnede til bøger, filmplakater, postkort og tidsskrifter, og nogle af hans illustrationer blev også til tegnefilm. Blandt andre temaer var det især katte, som stod hans hjerte nær, og hans dyr blev brugt andre steder end på papir, blandt andet blev dyremotiverne trykt på porcelæn, der stadig kan købes.

I dag er han dog mest kendt for den voluminøse kone og tøffelhelten, men man kan også møde Albert Dubouts kunstneriske virke i et helt andet og forholdsvis ukendt hjørne. Et hjørne, der ligger milevidt fra hans tegninger og plakater til blandt andet film af Marcel Pagnol og bogudgivelser af Miguel de Cervantes, Edgar Allan Poe, og Alexandre Dumas.

Det ukendte hjørne hedder medicinal-information, og det lyder jo både klinisk og tørt. Men selv tørre fakta om nye medicinske præparater kan fortælles i en satirisk og galgenhumoristisk streg, sendt som postkort til franske læger.

LÆS OGSÅ: Danskerne rejser helst til Sydeuropa

For enhver kan jo se, at den styrtblødende bokser har brug for akut hjælp.

Det kan han få med Cepevit K., fortælles det på postkortets bagside. Og ganske vist er det måske en god idé at ringe efter brandvæsenet i tilfælde af halsbrand, men bedre endnu med en omgang Phosphalugel, kan man læse på et andet postkorts bagside. Endelig, så er det slemt, når gigten plager så meget, at patientens krop slår en krølle.

Han vil have godt af præparatet Hista, gerne som injektion, forklarer teksten på et tredje postkost, hvor man også kan læse, at en af de mange læger, der fik det tilsendt, var en monsieur le Docteur Maurice Brunel i rue de Rennes i Paris.

Hvordan kan man dog være så heldig at falde over hele tre herlige karikaturtegninger af Albert Dubout?

Såmænd ved at besøge loppemarkedet i den sydfranske by Menton.

Min mor var lægesekretær i Paris, og hun tog tegningerne med hjem, forklarer den unge kvinde i boden på loppemarkedet. De tre gange Albert Dubout ryger over disken for 10 euro.

I den Sydfranske by Palavas les Flots ligger Albert Dubouts museum. Mest af alt ligner museet en ridderborg, og bag de tykke mure er et sandt skatkammer af fornøjelige plakater og tegninger. – Alle fotos: Niels-Henrik Jensen.
I den Sydfranske by Palavas les Flots ligger Albert Dubouts museum. Mest af alt ligner museet en ridderborg, og bag de tykke mure er et sandt skatkammer af fornøjelige plakater og tegninger. – Alle fotos: Niels-Henrik Jensen. Foto: image/jpeg
For en sikkerheds skyld er der ringet efter brandvæsenet. Men der må være andre måder at slukke en halsbrand på. Et af Albert Dubouts yndlingstemaer, den storbarmede kvinde, der lider af halsbrand, over for den lille læge.
For en sikkerheds skyld er der ringet efter brandvæsenet. Men der må være andre måder at slukke en halsbrand på. Et af Albert Dubouts yndlingstemaer, den storbarmede kvinde, der lider af halsbrand, over for den lille læge.