Modernisme er et forkætret begreb, ikke mindst hvis vi snakker arkitektur. Efterkrigsårenes store betonbyggerier har i vidt omfang forvandlet sig til sociale ghettoer, der kan få en til at glemme de høje idealer om dagslys, frisk luft og gode sanitære forhold for alle, som har ledt til den modernistiske – også kaldet funktionalistiske – byggestil. Men så kan det være nyttigt at blive mindet om, hvordan det hele begyndte.
Det kan man få indblik i, hvis man besøger byen Dessau i det tidligere Østtyskland, 130 kilometer sydvest for Berlin. Her lå Bauhaus-skolen i de formative år fra 1925 til 1932, og såvel skolebygningen som de huse, der blev opført til og af underviserne, er konkrete udtryk for et formsprog, der blev skabt for 100 år siden, men som stadig virker moderne – eller måske snarere tidløst – den dag i dag.
Det var arkitekten Walter Gropius, der i 1919 etablerede Bauhaus-skolen i det nærliggende Weimar, hvor det forestående jubilæum vil blive fejret ligesom i Dessau og talrige andre steder, hvor Bauhaus-principperne holdes i hævd. Da højrefløjen i 1925 vandt lokalvalget i delstaten Thüringen, blev Gropius presset til at flytte til Dessau. Her projekterede han en helt ny skolebygning, der blev taget i brug året efter, og som i dag betragtes som et af de ypperste eksempler på tidlig funktionalistisk arkitektur. Gropius tegnede desuden de fire meisterhäuser (huse for skolens mest prominente undervisere) og en række andre bygninger i samme modernistiske stil.
En del af skolens medarbejdere opførte deres egne huse – heriblandt det innovative stahlhaus (stålhus), der i dag fungerer som informationscenter for Bauhaus Dessau-stiftelsen – i den nye bydel Törten, planlagt af Gropius med henblik på at forbedre bomulighederne for nogle af de mange tyskere, der led under Weimarrepublikkens katastrofale økonomi, tynget af efterregningen fra Første Verdenskrig.
Efter omfattende restaureringer – og i nogle tilfælde reelt nybyggeri med udgangspunkt i de originale tegninger – kan man nu ved selvsyn konstatere, hvor fremsynede Bauhaus-folkene var.
Men husene har været grueligt meget ondt igennem i den mellemliggende tid. Nazisterne og det efterfølgende kommunistiske DDR-styre lagde, med hver sit udgangspunkt, afstand til den modernistiske arkitektur, der blev anset for ufolkelig og uden respekt for den tyske nationale arv. I og for sig ganske berettiget, for Bauhaus-tanken gik jo netop ud på at frigøre udtrykket fra tradition og dekoration og lade funktionen bestemme formen. To af husene blev ødelagt ved et luftangreb i Anden Verdenskrigs sidste dage, hvor det meste af byen blev jævnet med jorden, og resten af Bauhaus-arkitekturen fik efterfølgende lov til at forfalde.
Efter krigen blev Dessau genopført efter DDR-forskrifter med brede, sporvognsbetjente gader og rigelig plads mellem husene, og byen kan ikke kaldes hyggelig. Til gengæld er den en af Tysklands grønneste – og med sit flade landskab et yndet mål for cykelturisme. Mange benytter Dessau som stop på den populære cykelrute langs floden Elben, der med sine 1260 kilometer er blandt Europas længste.
Først i slutningen af 1960’erne begyndte man i DDR at erkende værdien af den kulturelle verdensarv, der lå gemt i Dessau. På ordre fra den østtyske stat begyndte restaureringen af den unikke skolebygning, der havde stået uden vedligehold siden 1930’erne, hvor den daværende rektor – den verdensberømte arkitekt Ludwig Mies van der Rohe – under pres fra nazisterne lukkede Bauhaus og emigrerede til USA. I 1976 genåbnede skolen som et center for kultur og uddannelse.
Siden 1986 har Bauhaus været en stiftelse, der ved siden af museumsfunktionerne modtager studerende fra hele verden i et undervisningsprogram, som følger skolens originale idé om det såkaldte gesamtkunstwerk: tanken om, at alle kunstarter og udtryksformer indgår i ét universelt sprog, som man bør studere snarere end at specialisere sig i en enkelt retning.
På museet kan det blandt andet ses, hvordan denne filosofi i 1920’erne udmøntede sig i møbel- og tekstildesign, typografi og grafisk design, billedkunst og teater, og i disse år, hvor nationalkonservative vinde igen blæser over Europa, fornemmer man, hvorfor borgerskabet – og ikke mindst de småborgerlige nazister – kunne lade sig provokere af de nye strømninger, hvor stort set alting blev kastet op i luften og sat sammen på nye måder.
Næste år markeres 100-årsjubilæet med åbningen af et helt nyt Bauhaus-museum i Dessaus centrum.
Blandt byens øvrige attraktioner kan nævnes fyrst Leopolds 142 kvadratkilometer store landskabspark fra slutningen af 1700-tallet, der ligesom Bauhaus-arkitekturen står på Unescos verdensarvsliste, samt den årlige Kurt Weill-festival, som siden 1993 er blevet afholdt for at markere, at den senere så berømte komponist blev født i Dessau i 1900.
I 1920’erne var den unge Kurt Weill del af den progressive inderkreds omkring Bauhaus-ikonerne Wassily Kandinsky og Ludwig Mies van der Rohe, og under navnet Kurt-Weill-Zentrum har man indrettet et lille museum i et af de fire meisterhäuser nær Gropius’ skolebygning.