”Det må aldrig ske igen,” lød det fra efterkrigstidens tyske politikere, der skulle opbygge et nyt og demokratisk Tyskland. Demokratiets vogter blev Forfatningsdomstolen, Bundesverfassungsgericht, der blev etableret som institution i 1951 i Karlsruhe i delstaten Baden-Württemberg. Den kaldes for det tyske demokratis vagthund og er placeret i passende afstand fra magtens centrum i Berlin.
Det er domstolens opgave at beskytte forfatningen og den enkelte borger. I tidens løb har domstolen blandt andet forbudt antidemokratiske partier og forhindret marcher og demonstrationer, der ville hylde fortidens nazistiske koryfæer.
Tæt ved Forfatningsdomstolen bliver man mindet om den fortid, der gik forud for domstolens etablering. På Badisches Landesmuseum, også i Karlsruhe, handler en permanent udstilling om Tyskland nazistiske fortid. Velkomstbilledet er en fotostat fra Berlin årgang 1932, hvor folk, der marcherer under Weimarrepublikkens demokratiske fane, tørner sammen med medlemmer af nazistiske stormtropper.
Lyden af datidens gadekampe vælter ud af højttalerne, hvor den ene fløj synger ”Internationale” og den anden fløj ”Die Fahne Hoch”. Den nazistiske kampsang kaldes også Horst Wessel-sangen og er i vore dage forbudt ved lov. Men på museets udstilling, hvor gæsterne konfronteres med nazitiden og al dens uvæsen, må sangen godt synges.
En stor dynge lommeure ligger i en montre. Et opslag med køreplanen til Auschwitz fortæller, hvor urenes ejermænd endte. En serie fotos med navne på nogle af de tusinder romaer, jøder, homoseksuelle og politiske modstandere, som endte livet i en koncentrationslejr, er afbildet i udstillingen. Også folkevognen har fået en plads.
Alle tyskere skulle dengang have en Volkswagen, der kunne bruges på de nye motorveje. Men de skulle også have en radio, en Volks- empfänger, så de kunne lytte til propagandaminister Joseph Goebbels og Adolf Hitlers opildnende taler. En meget udbredt Volksempfänger med modelbetegnelsen VE 301 henviser til datoen for Hitlers magtovertagelse den 30. januar 1933.
Foruden Forfatningsdomstolen har også Tysklands højesteret, Bundesgerichtshof, sæde i Karlsruhe. De to domstoles betydning kommer til udtryk på Platz der Grundrechte i centrum.
Her er 24 emaljeskilte ophængt i standere, og på skiltenes for- og bagsider er i alt 48 udsagn, der udtrykker domstolenes betydning for demokratiet med bidrag fra repræsentanter for domstolene, civilsamfundet og folk, som har fået en sag behandlet ved domstolene.
Skiltene blev til efter en omfattende høring i lokalsamfundet og er byens kunstneriske bidrag til opfattelsen af Karlsruhe som domstolenes hovedstad.
Men ud over juraen og historien er der også interessant kunsthistorie at se på i Karlsruhe.
Museum beim Markt giver et fornemt historisk overblik over næsten 120 års kunst og design. I de nyligt restaurerede udstillingslokaler, der tidligere husede et bogforlag, inviteres på en tidsrejse i kunstens verden.
Her er fokus på Bauhaus-skolen, der for 100 år siden af arkitekten Walter Gropius blev etableret i Weimar, senere fik sin mest frugtbare periode i Dessau, men lukkede allerede 14 år senere efter et kort intermezzo i Berlin i 1933 – det år, Hitler kom til magten. Nazisterne ville ikke vide af bevægelsen, men takket være Walter Gropius og hans ligesindede spredte den klassiske modernisme sig fra Tyskland til resten af verden. Den lokale keramikfabrik Majolika, der blev grundlagt i 1901, er rigt repræsenteret på museet med værker af blandt andre Hans Thoma (1839-1924) og Wilhelm Süs (1861-1933). Majolika har siden grundlæggelsen fremstillet skulpturer, vaser, fade, krukker og friser til store omfattende udsmykningsarbejder.
Danske designere er også repræsenteret på museet, blandt andre Henning Koppel (1918-1981) med arbejder i sølv, udført af Georg Jensen, og Verner Panton (1926-1998), der for den tyske radiofabrik Wega-Radio GmbH designede en banebrydende kombination af en radio og en grammofon i den todelte enhed, der i 1963 blev markedsført som hjemmets Hi-Fi Møbel.