Kunstmuseum i Berlin: To kilometer europæiske mesterværker

Gemäldegalerie i Berlin kan tage pusten fra den besøgende i mere end en forstand

Rembrandt-rummet er med sine 16 værker en af verdens største Rembrandt-samlinger. Til højre ses ”Manden med den gyldne hjelm”.
Rembrandt-rummet er med sine 16 værker en af verdens største Rembrandt-samlinger. Til højre ses ”Manden med den gyldne hjelm”.

Berlin er et sandt eldorado for museumselskere, og kunstsamlingerne i Kulturforum i hjertet af den tyske hovedstad er en af perlerne, som ikke ligefrem kan påstås at henslæbe en tilværelse i ubemærkethed.

Og så alligevel: I de seneste år har meget af opmærksomheden i den berlinske museumsverden været rettet mod de store museer på Museumsøen Museumsinsel efter de store og gennemgribende renoveringsarbejder på Neues Museum, Bode Museum og Pergamonmuseet.

LÆS OGSÅ: Mens mørket sænker sig over gangsternes Berlin

Det har i nogen grad fjernet fokus fra den unikke samling af europæiske mesterværker fra det 13. til det 18. århundrede, som befinder sig i Gemäldegalerie i det store Kulturforum-kompleks.

Først et par ord om selve Kulturforum: Komplekset blev opbygget i 1950erne og 1960erne i tidens modernistiske arkitektur og var et vigtigt symbol på den vesttyske genopbygning efter Anden Verdenskrig. Placeringen var næppe heller helt tilfældig: Placeret tæt ved Potsdamer Platz og den daværende Berlinmur skulle dette kulturelle overflødighedshorn vise naboen i Øst, at Vestberlin var fuldt ud leveringsdygtig i kunstneriske tilbud. Mange kendte og enestående institutioner blev installeret i Kulturforums gule bygningskompleks: Berlinerfilharmonikerne, Statsbiblioteket, kobberstiksamlingen, Det Nye Nationalgalleri med mere. Og sidst, men ikke mindst: Gemäldegalerie.

Gemäldegalerie, som er en af verdens vigtigste samlinger af europæisk malerkunsts største mestre, har levet en særdeles omtumlet tilværelse. Samlingen åbnede første gang i 1830 i den bygning, som i dag kendes som Altes Museum, og siden har diverse europæiske krige haft stor betydning for både samlingens placering og dens indhold.

Ikke mindst Anden Verdenskrig var hård ved samlingen. Ved krigens afslutning var samlingen placeret på Bode Museum på museumsøen, og for at beskytte de uvurderlige malerier blev et stort antal anbragt i saltminer i Thüringen. De største malerier var imidlertid umulige at flytte så langt og blev i Berlin, hvor de blev anbragt i en bunker, men i forbindelse med de sovjetiske troppers indtog i byen udbrød der brand i bunkeren, og 434 malerier gik op i røg. Værkerne, som var opbevaret i saltminerne 1225 i alt blev reddet af de amerikanske tropper og bragt til en lagerbygning i Wiesbaden.

For at gøre en lang historie kort: Samlingen blev efter krigen opdelt i Øst- og Vestsektoren, og i mange år var den udstillet i henholdsvis Bode Museum (i Østberlin) og Dahlem Museet (i Vestberlin). Det var først i 1998, at samlingen blev genforenet i en ny bygning i Kulturforum. Og for at gøre forvirringen komplet: Efter genåbningen af Bode Museum i efteråret 2006 blev en del af Gemäldegaleries samling atter returneret til sit gamle sted.

Det betyder dog langtfra, at man går forgæves i Gemäldegalerie, som i dag rummer cirka 1000 værker. Besøget er en stor oplevelse, men også en fysisk udfordring. Udstillingsområdet fylder 7000 kvadratmeter, og fra start til slut skal man vandre to kilometer gennem de 72 udstillingslokaler. Så det er en god idé at forberede sig lidt hjemmefra og beslutte sig for, hvilke værker og perioder man vil dvæle ved, og hvilke man vil gemme til en anden god gang.

Det skorter ikke på valgmuligheder. Udstillingen er i udgangspunktet arrangeret i kronologisk orden, startende med en ret omfattende samling af italienske 1300-tals malere. Og herefter går det slag i slag med værker af de mest betydningsfulde europæiske mestre: Rafael, Tizian, Caravaggio, Rubens, Dürer, Cranach, Holbein, van Eyck og mange, mange flere.

Hvad er udstillingens slagnummer? Det kan være svært at afgøre i dette enorme udbud af mesterværker. Rembrandt-rummet med 16 værker af den hollandske mester, blandt andre Manden med den gyldne hjelm, er indiskutabelt en oplevelse, der ikke må springes over. Det er en af verdens største Rembrandt-samlinger. De tidlige 1300-tals-malerier og altertavler er også imponerende at beskue med en farvepragt, som efter konservatorarbejdet får dem til at fremstå, som om de nærmest var malet i går. Og så er der van Delfts Ung kvinde med perlehalsbånd. Og Correggios Leda og svanen. Og så videre og så videre.

Skal man pege på et værk, som der kan bruges ekstraordinært megen tid på at fordybe sig i, må det blive Pieter Bruegel den Ældres De nederlandske Ordsprog fra 1559. Bruegels værker er kendt for at rumme en utrolig detaljerigdom, og det gælder ikke mindst dette maleri, som ved første øjekast synes at skildre hverdagslivet i en lille landsby, men som ved nærmere eftersyn rummer ikke mindre end 126 scener, som kan referere til nederlandske ordsprog og talemåder. Eksempelvis en kvinde, der giver sin mand en blå kappe på, hvilket henviser til et ordsprog om, at hun bedrager manden bag hans ryg. Foran Bruegels maleri er der placeret en nummereret oversigtstavle, hvor man kan få forklaret, hvilke ordsprog det drejer sig om.

Man er sandsynligvis godt øm i benene, når man forlader udstillingen, men til gengæld er hovedet blevet tanket godt op efter en storslået oplevelse.

Gemäldegalerie

Bruegels ”De nederlandske ordsprog” fra 1559 er morsom at fordybe sig i. Planchen foran billedet viser referencen til ordsprogene.– Alle fotos: Michael Sørensen.
Bruegels ”De nederlandske ordsprog” fra 1559 er morsom at fordybe sig i. Planchen foran billedet viser referencen til ordsprogene.– Alle fotos: Michael Sørensen.