Rejseguide: Det skal du opleve i Nice

Nice er for mange en hurtig genvej til den franske riviera. Men byen har meget at byde på, blandt andet verdens mest berømte promenade, et hotel fra la belle époque-perioden og en samling af Marc Chagalls værker

Le Grand Tour med panoramabus byder også på en fantastisk udsigt over Nice fra højderne ved indsejlingen til byens havn. Færgen i forgrunden sejler til den franske ø Korsika på under tre timer.
Le Grand Tour med panoramabus byder også på en fantastisk udsigt over Nice fra højderne ved indsejlingen til byens havn. Færgen i forgrunden sejler til den franske ø Korsika på under tre timer.

Nice er et overflødighedshorn af gode tilbud til de mange turister, der hvert år besøger byen. Som begynder i Nice kan man sagtens blive overvældet af de mange muligheder og stille sig selv spørgsmålet: Hvor skal jeg begynde?

En god idé er at begynde på turistkontoret på Promenade des Anglais, hvor folkene bag skranken er leveringsdygtige i gode råd, brochurer og kort over Nice. Samt i masser af gode forslag til indholdsrige dage i byen.

LÆS OGSÅ: At rejse er at leve

Formiddagssolen skinner over Promenade des Anglais i Nice, der af mange kaldes verdens mest berømte promenade. Middelhavet ligger smukt som et farvestrålende postkort.

Det er Den Franske Riviera, og det er en god idé at opleve det hele lidt fra oven i én af de mange panoramabusser, hvis øverste etage er under åben himmel. Le Grand Tour hedder en af de mange turbusser.

Nærmeste stå-på-sted ligger få hundrede meter nede ad promenaden, dér, hvor den har skiftet navn til Promenade Etats Unis.

Her ligger også det mest berømte hotel på hele Rivieraen, Hôtel Négresco.

Det er et pragtstykke fra la belle époque-perioden, opført i 1912 af Henri Négresco. I dag har hotellet status af nationalhistorisk bygning.

I årtier har hotellet været det prominente mødested for alverdens statsoverhoveder, kongelige og kendte fra finansverdenen som blandt andre Rockefeller og Vanderbildt.

Dørvogteren i sin flotte blå uniform og fjerprydede hat hilser velkommen. Ved hotellets reception er der som regel travlhed, så man fortsætter op ad den flotte og imponerende trappe. Op til den arkade, som løber rundt om den store og pragtfulde Salon Royal, hvor basunengle i trængsel flokkes om den imponerende lysekrone i baccarat-krystal. 16.309 stene er der brugt til pragtværket, som vejer et ton. Salon Royal ligger og lader op til den næste store celebre begivenhed. Måske er det et cocktailparty med 700 inviterede gæster. Det antal er netop, hvad Salon Royal med tilhørende gallerier kan rumme.

Et besøg på Hôtel Négresco er også en rejse blandt kunstværker fra ikke mindre end fem århundreder.

Men tilbage til Promenade Etats Unis! Med Le Grand Tour ser man Nice fra panoramabus, højt hævet over gadens hektiske trafik. Og med indbygget mulighed for at stå af og på hele 17 steder undervejs på den godt en time lange køretur. Den kan kombineres med endnu en rute til andre dele af Nice.

Men nu går turen langs verdens mest berømte promenade. Rundt om havnen og op i de bynære højder over havnen med fotostop på det helt rigtige sted.

Ned igen til de snævre gader, ad brede boulevarder og hen over store pladsers åbne vidder. Alt bliver kommenteret i hovedtelefonen på det valgte sprog.

Et godt sted at stå af er ved stoppestedet ved Musée National Message Biblique Marc Chagall.

Museet ligger smukt placeret i en park med middelhavsområdets typiske flora. Cypresser, oliventræer og pinjer er de mest markante vækster, der sammen med lavendel og rosmarin omkranser museets lave, cremefarvede bygninger.

Den franske forfatter og kulturminister André Malraux var en nærtstående ven af Marc Chagall. Og det var ham, der først fik ideen til et museum dedikeret til Marc Chagall og arkitekten André Hermant.

I 1966 donerede Marc og Valentina Chagall 17 kæmpelærreder med bibelske motiver til den franske nation. Den gave blev grundstammen i Musée National Message Biblique Marc Chagall.

En gave, som senere blev suppleret med kunstnerens skitser til værkerne. Og yderligere tegninger, gouacher, litografier, raderinger, skulpturer og en enkelt gobelin kom til senere.

Til overflod skabte Marc Chagall en serie glasmalerier til museets koncertsal.

Museet har den største samling af Marc Chagalls værker i verden. Og som gæst er det godt at have den trykte miniguide med i hånden, som kan købes i museumsbutikken. Heri bliver de mest fremtrædende værker beskrevet, og man får Marc Chagalls egen forklaring på, hvordan han fra sin tidligste barndom har været fascineret af Bibelen som inspirationskilde. Det er en stor oplevelse for en tid at være i Marc Chagalls bibelske univers.

Ud til verdens mest berømte promenade, Promenade des Anglais i Nice, ligger det næsten lige så berømte Hôtel Négresco, opført i 1912. I årtier har hotellet været et prominent mødested. – Begge fotos: Niels-Henrik Jensen.
Ud til verdens mest berømte promenade, Promenade des Anglais i Nice, ligger det næsten lige så berømte Hôtel Négresco, opført i 1912. I årtier har hotellet været et prominent mødested. – Begge fotos: Niels-Henrik Jensen.