På Siros satses der på mere end turismen

Den græske ø Siros’ historie er tæt sammenvævet med hele den græske nations tilblivelse

Hovedbyen på Siros er Ermoupolis, der betyder Hermes’ by. Hermes var antikkens gud for blandt andet handel og samfærdsel. – Alle fotos: Ole Munk.
Hovedbyen på Siros er Ermoupolis, der betyder Hermes’ by. Hermes var antikkens gud for blandt andet handel og samfærdsel. – Alle fotos: Ole Munk.

Hvis den eneste forestilling, man har om græske ferieøer, handler om hvidkalket postkortidyl og azurblå kirkekupler på en baggrund af krystalklart vand, så skylder man sig selv et besøg på Siros. Eller Syros, som angelsakserne transkriberer øens navn, for bogstavet y (ypsilon) er blandt hele fem forskellige bogstaver og bogstavkombinationer, der på nygræsk alle udtales ”i”.

Her er de ydre rammer fulgt med tiden i højere grad end på naboøerne, og larmen fra diverse to-, og tre- og firehjulede motorkøretøjer bidrager til atmosfæren, som dog fortsat er i den absolut afslappede ende. Det typiske græske udeliv, hvor hverdagens problemer ordnes over en ouzo eller en kop kaffe på torvet, synes sjovt nok at overleve i en mere autentisk form her i trafikstøjen end på de mange pittoreske småøer, hvor turismen er blevet eneste indtægtskilde.

I hovedbyen Ermoupolis har de obligatoriske turist-tavernaer kun fået lov at indtage et enkelt gadestrøg. Ellers møder man først og fremmest lokalbefolkningen i de snævre stræder, der fortrinsvis har form af trapper, eftersom byen strækker sig op ad en bjergside. Og man møder mange. Ganske usædvanligt for en bunke sten på størrelse med Samsø bor der nemlig over 20.000 på Siros.

Man møder først og fremmest lokalbefolkningen i de snævre stræder, der fortrinsvis har form af trapper, eftersom byen strækker sig op ad en bjergside.
Man møder først og fremmest lokalbefolkningen i de snævre stræder, der fortrinsvis har form af trapper, eftersom byen strækker sig op ad en bjergside.

Forklaringen skal findes i øens historie, der er tæt sammenvævet med hele den græske nations tilblivelse.

Efter at korsfarere i 1200-tallet havde erobret øen, var Siros under venetiansk herredømme i tre århundreder. I denne periode grundlagde man byen Ano Siros på det ene af to bjerge nær den naturlige havn på øens østkyst. Under Venedigs indflydelse valgte flertallet af indbyggerne i Ano Siros den romersk-katolske tro.

Den fik de lov at beholde, da den tyrkiske admiral og sørøver Barbarossa i 1522 indtog øen, og en særaftale med det osmanniske overherredømme sikrede katolikkerne på Siros beskyttelse fra Frankrig og Rom. Både mod religiøse overgreb og imod de pirater, der gjorde det usikkert at færdes i det østlige Middelhav.

Piraternes hærgen ophørte i begyndelsen af 1800-tallet, og Siros’ særstatus og placering som et nav i det hjul, der udgør øgruppen Kykladerne, gjorde øen til et naturligt knudepunkt for den voksende skibstrafik.

Da indbyggerne forholdt sig neutrale under den græske uafhængighedskrig mod osmannerne, blev Siros en sikker havn for de mange etniske grækere, som krigen drev på flugt fra det tyrkiske fastland og fra øerne nær den tyrkiske kyst. Befolkningstallet på Siros eksploderede, og de nye indbyggere grundlagde en by, der skød op fra havnen langs den anden af de to bjergskråninger.

Foruden de mange flygtninge fra Lilleasien tiltrak Siros sø- og handelsfolk, der så øens udviklingspotentiale, og det lå lige for at døbe den nye by ”Ermoupolis”: Hermes’ by, opkaldt efter antikkens gud for blandt andet handel og samfærdsel.

Man havde nu ét bjerg beboet af katolikker og et andet af græsk-ortodokse. Det skulle blive et mønstereksempel på religiøs sameksistens.

Katolikker og græsk-ortodokse har levet fredeligt side om side i snart 200 år, og ægteskab på tværs af de to trosretninger er ikke blot accepteret, men ganske almindeligt på Siros. Som gæst på øen slipper man imidlertid ikke for at blive krydsforhørt om sit religiøse tilhørsforhold.

På få år blev Ermoupolis den unge græske nations vigtigste havneby.

Samtlige gader i bymidten samt hele rådhuspladsen, 140 meter i længden og 50 meter på tværs, er brolagt med marmor – et vidnesbyrd om den velstand, byen og dens indbyggere oplevede i midten af 1800-tallet.

Periodens nyklassicistiske idealer skinner igennem i de mange store bygninger, tegnet af den tids førende europæiske bygningskunstnere. Ernst Ziller, en tysk elev af den danske stjernearkitekt Theophilus Hansen, står bag byens monumentale rådhus, og Apolloteatret er tegnet af italieneren Pietro Campo som en miniatureversion af La Scala-operaen i Milano.

Neorion-skibsværftet, grundlagt i 1856 som landets første, er øens vartegn og samtidig forklaringen på, at de fleste turister vælger at blive på færgen, når den lægger til i Ermoupolis.

Det bombastiske havneanlæg er ikke, hvad man forventer at se på en øhop-tur i det Ægæiske Hav.

Men selvom værftets ejere har måttet dreje nøglen om efter en række svære år, kulminerende med finanskrisen, står Neorions store gule kraner der endnu som et billede på, at erhvervslivet på Siros har flere ben at gå på end blot turismen. Og markedsstrøget og de andre indkøbsgader emmer fortsat af liv på ægte middelhavsmanér, hvor der aldrig mangler tid til en passiar med ejeren eller naboen.

Enkelte tomme butiksfacader vidner om det økonomiske mareridt, Grækenland gennemlever i disse år.

Men på Siros har man tradition for at hjælpe hinanden, også gennem strenge tider, og ikke så få har brugt krisen som anledning til et ejerskifte, hvor næste generation med nye idéer og tro på fremtiden får lov til at overtage gesjæften.

En del caféer og butikker er blevet betydeligt smartere at se på. Men grundtonen er den samme som for knap 40 år siden, da denne skribent overvandt sin egen modvilje mod tørdokken og de gule kraner – og gik i land på Siros.