Panama er verdens vigtigste smutvej

Panama er berømt for sin kanal, men landet har mere at byde på – hvad enten man er til regnskov, bjergvandring eller snorkling mellem palmebestrøede øer

Hver dag passerer op til 40 skibe igennem Panamakanalen. Det er fascinerende at følge den langsommelige proces, når et af de store fartøjer skal hæves eller sænkes for at passere igennem. Alle fotos: Ole Munk
Hver dag passerer op til 40 skibe igennem Panamakanalen. Det er fascinerende at følge den langsommelige proces, når et af de store fartøjer skal hæves eller sænkes for at passere igennem. Alle fotos: Ole Munk.

Næppe noget andet land er i den grad forbundet med én bestemt attraktion, som tilfældet er med Panama. Den kanal, der blev indviet for 102 år siden, er eneste mål for flertallet af besøg på disse kanter – og ofte begrænser ”besøget” sig til en gennemrejse. Panamakanalen er verdens vigtigste smutvej.

Den har afkortet sejladsen mellem USA’s østkyst og vestkyst med 13.000 kilometer og givet verdenshandelen enorme besparelser, både i tid og i penge til brændstof og arbejdsløn. Langs kajerne vidner hundredvis af opstablede Maersk-containere om anlæggets betydning for globaliseringen i bred forstand.

Panama har imidlertid mere at byde på end sin berømte kanal. Trods sine kun 74.000 kvadratkilometer er det aflange land særdeles varieret, både hvad angår naturen og indbyggerne, og det er absolut et besøg værd.

Men som de fleste turister lægger vi ud med at se kanalen. Det mest publikumsvenlige af de tre sluseanlæg hedder Miraflores og ligger ved Panama City.

Fra besøgscentrets terrasse kan man følge den fascinerende og langsommelige proces, når et af de store containerskibe skal hæves 16,5 meter for at kunne sejle videre mod Atlanterhavet – eller sænkes tilsvarende for at komme til Stillehavet.

På hver side af vandvejen går skinner, hvorpå de såkaldte ”muldyr” (50 tons tunge lokomotiver) med tykke stålwirer leder skibet sikkert igennem den smalle passage. Panamax er betegnelsen for den største skibstype, der kan passere igennem kanalen. Et Panamax-skib måler 32,3 meter i bredden, og eftersom kanalen er 32,6 meter bred på de smalleste steder, skal her ikke slingres for meget.

Miraflores-centret har en glimrende udstilling og en biografsal, hvor kanalprojektets dramatiske historie genfortælles på 12 minutter. Første forsøg blev gjort i 1880’erne af den franske diplomat Ferdinand de Lesseps, som med succes havde anlagt Suezkanalen.

Her ni grader nord for ækvator var udfordringerne imidlertid andre og større. Efter at knap 22.000 arbejdere var døde, blandt andet af tropesygdomme som malaria og gul feber, måtte franskmændene give op.

Yderligere 5500 menneskeliv skulle gå til, før ingeniørtropper fra den amerikanske hær i 1914 fik hul igennem. USA administrerede kanalen og den 16 kilometer brede ”kanalzone” frem til den 31. december 1999, hvor Panama selv overtog styringen.

Et af de få åndehuller i Panama Citys hektiske centrum er Cinta Costera-parken langs havnefronten.
Et af de få åndehuller i Panama Citys hektiske centrum er Cinta Costera-parken langs havnefronten.

I 2007 påbegyndte man en ambitiøs udvidelse, der giver plads til New Panamax-klassen, som med en bredde på 49 meter kan transportere over dobbelt så meget gods som de skibe, der i dag besejler kanalen. Udvidelsen forventes klar i år.

De mange milliarder, kanalen indbringer til Panamas statskasse, har ændret landet. Atypisk for Mellemamerika er her opstået en middelklasse af en anselig størrelse. Det har blandt andet medført en bilpark, som hovedstadens vejnet slet ikke er gearet til. Overalt dytter bilisterne sig frem, mens deres ikke-motoriserede medborgere springer for deres liv.

I gågaden Avenida Central afløses båthornene af enorme højttalere, som falbyder alskens billigt stads. Gaden fører ud til den lille historiske bydel, som blev sønderbombet ved USA’s angreb på diktatoren Noriega i 1989. Genopbygningen har fået Casco Viejo til at minde lidt om et frilandsmuseum. Men smukt er her.

Eliten forskanser sig i skyskrabere langs havnefronten, få minutters kørsel fra slumkvarterer som El Chorillo og San Miguelito, hvor væbnet røveri hører til dagens orden. Det bedste bud på, hvad europæere ville kalde et mere normalt byliv, findes i området omkring Via Argentina, hvor restauranter og barer har udendørs servering, og de smallere gader får pulsen ned blandt bilister så vel som fodgængere.

Anderledes rolig er stemningen i landets næststørste by, David, hovedstad i provinsen Chiriquí nær Stillehavet og den costaricanske grænse.

Som guidebøgerne advarer om, er der ikke meget at se i David.

I Parque Cervantes kan Davids indbyggere puste ud under træernes skygge, der sænker temperaturen til et par grader under de fyrre.
I Parque Cervantes kan Davids indbyggere puste ud under træernes skygge, der sænker temperaturen til et par grader under de fyrre.

Til gengæld er her masser at købe. I byens udkant vidner mængden af nybyggerier om en region i vækst. Og kun et par blokke fra den hyggelige centrale plads, Parque Cervantes, hvor unge og gamle puster ud under træernes skygge (som sænker temperaturen til et par grader under de fyrre), finder den shoppinglystne et veritabelt slaraffenland bag virvaret af kitschede butiksfacader.

Med sin afslappede atmosfære og gode og billige hoteller er David det perfekte udgangspunkt for ture ud i det smukke land, hvad enten man er til regnskov, vandreture i bjerge op til 3500 meters højde eller snorkling mellem Chiriquí-bugtens palmebestrøede øer. Overalt møder man venlighed og imødekommenhed i dette hjørne af verden, som masseturismen så småt er ved at opdage. De oprindelige folk udgør 12 procent af befolkningen, mens to tredjedele er mestizer, det vil sige af blandet indiansk og europæisk herkomst.

På den anden side af bjergene strømmer rygsækturister og surfere til øgruppen Bocas del Toro, der med sine sværme af turbåde, vandtaxier og lystsejlere for svaj er en slags caribisk Venedig. Og længere mod øst omtales Guna Yala-indianernes diminutive San Blas-øer af kendere (vi har den oplevelse til gode) som det nærmeste, man kommer paradis på jord.

Her er det eneste, man behøver være på vagt over for, at falde i søvn under kokospalmerne.

Det slår nemlig hårdt, når sådan en nød dratter ned!