Hun bliver kaldt den polske Anne Frank. Under krigen var dagbogen hendes nærmeste fortrolige

Den polske Renia Spiegel skrev ligesom Anne Frank dagbog om livet som ung, jødisk kvinde under nazismens grumme indtog. Men hvor Anne Frank levede i skjul, deltog Renia Spiegel i hverdagen og beskrev det smukke, der også fandtes ved siden af krigens grusomheder. Læs et uddrag her

Renia Spiegel (tv.) med sin mor og sin yngre søster. Renia Spiegel blev i 1938 sendt til  Przemyśl for at bo hos sine bedsteforældre, og i hendes dagbog kan man tydeligt læse savnet efter især moderen
Renia Spiegel (tv.) med sin mor og sin yngre søster. Renia Spiegel blev i 1938 sendt til Przemyśl for at bo hos sine bedsteforældre, og i hendes dagbog kan man tydeligt læse savnet efter især moderen.

15. AUGUST 1939

Jeg har ikke talt med dig i noget tid. Det er længe siden, skoleåret sluttede, min sommerferie er næsten slut, og jeg har ikke talt med dig. Jeg har besøgt min tante på landet, jeg har været i Warszawa, besøgte mama, og nu er jeg tilbage. Men alt det ved du ingenting om. Du har ligget her, ladt alene med mine tanker, og du ved ikke engang, at vi har en hemmelig mobilisering, du ved ikke, at russerne har underskrevet en aftale med tyskerne. Du ved ikke, at folk hamstrer mad, at alle er på vagt og venter på … krig. Da jeg sagde farvel til mama, omfavnede jeg hende inderligt. Jeg ville fortælle hende alt med denne tavse omfavnelse. Jeg ønskede at tage hendes sjæl og give hende min egen, for – hvornår?

Moders omfavnelse
En eneste, den sidste
Vil være hos mig alle dage
I gråd, i ulykke
I alle svære stunder
Vi vil begge komme igennem, du og jeg
Og så vil lyset stråle

Jeg kan ikke tænke sammenhængende i dag. De kalder det vist for ”spleen”. Der flyver noget rundt i høj fart, og så forsvinder det i tåge. Zigzagger, cirkler, striber, tåge … lyserød tåge, grønlig. Nej. Jeg er ikke nysgerrig efter noget som helst. Der er én tanke, der kredser rundt i mit hoved, kun én eneste, den samme hele tiden. Mor … krig … brune sko … krig … mor.

6. SEPTEMBER 1939

Krigen brød ud i torsdags! Først gik Polen i krig mod Tyskland den 30. eller 31. august. Så erklærede England og Frankrig også krig mod Hitler og omringede ham fra tre sider. Men han bliver ikke bare siddende. Fjendens fly flyver konstant hen over Przemysl, og en gang imellem lyder der en luftalarm. Men der er gudskelov ikke faldet nogen bomber i vores by indtil videre. Der er andre byer, der er blevet delvist ødelagt, som Krakow, Lviv, Czestochowa og Warszawa.

Men vi kæmper alle sammen, vi kæmper alle sammen, fra små piger til soldater. Jeg har deltaget i militærtræning for kvinder – gravet skyttegrave til luftangreb, syet gasmasker. Jeg har løbet ærinder. Jeg har vagter, hvor jeg serverer te for soldaterne. Jeg går rundt og indsamler mad til soldaterne. Kort sagt kæmper jeg sammen med resten af den polske nation. Jeg kæmper, og jeg vinder!

10. SEPTEMBER 1939

Åh, Gud! Min Gud! Vi har gået i tre dage nu. Przemysl blev angrebet. Vi måtte flygte. Vi tre flygtede: mig, Arianka og bedstefar. Vi forlod den brændende, delvist ødelagte by midt om natten til fods med vores tasker. Bedstemor blev. Herre, vil du ikke nok passe på hende? Vi hørte på vejen, at Przemysl var blevet ødelagt.

Vi rejste fra byen
Som flygtninge
På egen hånd, i den evigt mørke nat
Byen bød os farvel
Med lyden af styrtende huse
Over mit hoved var mørket
Gode menneskers nåde
Moders omfavnelse fjernt herfra
Lad dem lede os
Lad dem give os trøst og hjælp
Vi vil gå gennem
Alle vores prøvelser
Indtil dagen gryr, indtil den anes
Vi er ensomme flygtninge
Flygtninge, svigtet af alle

18. SEPTEMBER 1939

Vi har været i Lviv i næsten en uge, og vi kan ikke komme til Zaleszczyki. Byen er omringet. Der er ikke meget mad. Nogle gange står jeg op ved daggry og står længe i kø for at få brød. Desuden er vi nede i en bunker hele dagen, en kælder, og vi kan høre den forfærdelige susen af kugler og bombeeksplosioner. Frels os, Gud, jeg beder dig! Adskillige boligejendomme er blevet ødelagt af bomber, og efter tre dage gravede de mennesker fri af murbrokkerne, de var i live. Nogle sover i bunkerne; dem, der er så modige at sove i deres hjem, skal op flere gange hver nat og løbe ned i deres kældre. Det er frygteligt at leve sådan her. Vi er helt gulligt-blege af det her kælderliv – af mangel på vand, behagelige senge og søvn.

Men grufulde tanker er endnu værre, så sorte som natten, vampyragtige. Bedstemor blev i Przemysl, far er i Zaleszczyki, og mor, min mama, er i Warszawa. Warszawa er omringet, tappert forsvarer den sig og udstår det ene angreb efter det andet. Vi polakker kæmper som riddere på en åben mark, hvor vi er synlige for fjenden og Gud. Ikke som tyskerne, som bomber civile menneskers hjem, som gør kirker til aske, som forgifter små børn med giftigt slik (inficeret med kolera og tyfus) og balloner fyldt med sennepsgas. Vi forsvarer os, og vi vinder, ligesom Warszawa og som byerne Lviv og Przemysl.

Min mama er i Warszawa. Jeg elsker hende højere end noget andet i verden, min kæreste sjæl, min dyrebareste. Jeg ved, at hvis hun ser børn, der klynger sig til deres mødre i bunkere, må hun føle det samme, som vi føler, når vi ser det. Åh, min Gud! Den mægtigste, den eneste ene. Gud, vil du ikke nok passe på min mama, give hende tro på, at vi er i live. Nådige Gud, vil du ikke nok få krigen til at holde op, gøre alle mennesker gode og lykkelige. Amen.

22. SEPTEMBER 1939

Min kære dagbog! Jeg har haft en mærkelig dag. Lviv har overgivet sig. Ikke til Tyskland, men til Rusland. Polske soldater i gaderne fik taget deres våben. Nogle af dem stod bare med tårer i øjnene og lod deres bajonetter falde til jorden og så russerne knække deres rifler. Nogle civile tog heste, sadler, tæpper. Jeg føler sådan en sorg, sådan en umådelig sorg … Kun en lille håndfuld kæmper stadig. På trods af ordrerne fortsætter Lvivs beskyttere deres heroiske kamp for at dø for deres fædreland.

Byen har overgivet sig
Ved grænserne
En håndfuld fortsætter kampen
Uden at have fået ordre til det
En håndfuld fortsætter kampen
De overgiver sig ikke
De er Lvivs beskyttere

28. SEPTEMBER 1939

Byen er blevet indtaget af russere. Der er stadig mangel på mad, tøj, sko, det hele. Der er lange køer foran alle butikker. Især russerne er meget ivrige efter at købe ting. De har organiseret razziaer for at få ure, tekstiler, sko osv.

Denne Røde Hær er besynderlig. Man kan ikke se forskel på en menig og en officer. De har alle sammen de samme grå-brune uniformer på. De taler alle sammen det sprog, jeg ikke forstår. De kalder alle sammen hinanden for Tovarishch (kammerat, red.). Men nogle gange har officererne mere intelligente ansigter. Polen er blevet fuldstændig druknet i tysk og russisk militær. Kun Warszawa kæmper stadig imod. Vores regering er flygtet ud af landet. Og jeg, som havde så stor tillid.

Hvor er mama? Hvad er der sket med hende? Gud! Du hørte min bøn, og der er ikke længere krig (jeg kan i hvert fald ikke se den). Vil du ikke nok høre første del af min bøn også og beskytte min mama fra det onde? Hvor hun end er, hvad der end sker med hende, så pas på hende og på os og hjælp os i vores nød! Amen.

27. OKTOBER 1939

Jeg har været tilbage i Przemysl i et stykke tid nu. Jeg går i skole. Livets hverdagsrutiner er vendt tilbage, men samtidig er det anderledes og så trist. Her er ingen mama. Vi har ikke hørt fra hende. Jeg havde en forfærdelig drøm om, at hun var død. Jeg ved, at det ikke kan passe. Jeg græder hele tiden og plages af frygtelige følelser. Hvis jeg bare vidste, at jeg skulle se hende om to måneder, eller endda et år, så længe jeg vidste, at jeg helt sikkert ville få hende at se. Det er umuligt. Nej, lad mig dø. Hellige Gud, lad mig dø smertefrit.

28. OKTOBER 1939

Det er mærkeligt at være på skolen. I går var vi til et møde, dagen før – til march. Polske kvinder gør oprør, når de hører folk hylde Stalin. De nægter at deltage. De skriver hemmelige beskeder, hvor der står ”End er Polen ej fortabt,” selv om det, sandt at sige, længe har været fortabt. Og nu er det Vestlige Ukraine her, og der er ”kommunisme”, alle er lige, og det er det, der er smertefuldt for dem. Det er smertefuldt for dem, at de ikke kan sige ”elendige jøde.” De siger det stadig, men skjult.

De russere er sådan nogle smukke fyre (dog ikke dem alle). En af dem var fast besluttet på at gifte sig med mig. ”Pajdyom baryshnya na moyu kvateru budem zhyly,” (”End er Polen ej fortabt”, polsk nationalsang, red.) osv. osv. Frankrig og England kæmper mod tyskerne, og der er noget i gære her, men hvad vedkommer det mig? Jeg vil bare have, at mama kommer og er hos os. Så kan jeg klare alle mine prøvelser og trængsler.

Der er en ”tante” her, der er død, en tynd, rynket, gammel dame med sølvgråt hår:

Hun levede så stille …
Hun var som en skygge
I det dystre efterår gav hun slip
Denne gråhårede, gamle dame, rokkende og rynket
Krumbøjet, skrumpet, hostende, og dårligt var synet
Hun døde … (som mennesker gør)
Og af kalenderen en side fløj
En ny dag kom
Livet var som før
Dette liv, som hun elskede såre
Damen med sølvhåret fældede en tåre
For hende, hun var som en skygge
Og i det dystre efterår gav hun slip

1. NOVEMBER 1939

Jeg er så vred i dag. Vred, som man siger. Men hvis jeg skal være helt ærlig, er jeg ulykkelig, så ulykkelig.

Der er kommet en ny ungdomsklub. Der er mange drenge og piger, der har været der, og der kan godt være sjovt (for nogle). Jeg er ikke længere betaget af Brühla. Jeg har omsider sagt det til Nora, og hun sagde, at hun har det på samme måde. Ifølge faserne i en piges udvikling skulle jeg nu ”forelske” mig i en dreng. Jeg kan godt lide Jurek. Men det ved Jurek ikke, og han finder aldrig ud af det. Du ved det, du og jeg og …

Første dag i klubben var sjov (jeg havde det sjovt, mener jeg), men i dag følte jeg mig som en fisk uden vand. Folk spillede det der flirtespil (det er noget af et spil), og jeg fik ikke et eneste kort. Jeg er flov over at indrømme det, selv over for dig. En dreng, der hedder Julek (ikke Jurek) kan efter sigende lide mig, men hvorfor? Måske fordi jeg er så anderledes end mine veninder. Jeg siger ikke, at det er godt – det kan endda være dårligt – men jeg er meget anderledes end dem. Jeg kan overhovedet ikke finde ud af at le på en flirtende måde. Når jeg ler, er det ægte, ærligt. Jeg ved ikke, hvordan jeg skal ”opføre” mig sammen med drenge. Det er derfor, jeg savner de gamle dage, hvor der var lyserødt … blåt … hvor jeg var ubekymret … Da mama stadig var hos mig, da jeg havde mit eget hjem, da der var fred i verden, da alt var blåt, lyst, fredfyldt; da det var sådan et vejr, der herskede i mit hjerte.

Jeg boede blandt muntre enge
Blandt marker strejfet af solens lys
Jeg smilede til de gyldne stjerner
Til det rosa morgengry
Mit liv var også rosafarvet
Så lyst som dage med sol
Jeg ønskede ikke det stoppede brat
Det var sjovt at være et lykkeligt ekko
Der gav genlyd af sølvskinnende fryd
Lystigt genspejlede himlen
Var forelsket i alle, lykkelig som få
Jeg vidste ikke, hvor meget et hjerte kunne græde
Jeg vidste ikke, hvor ondt man kan have i sin sjæl
Jeg vidste ikke, det kunne være anderledes.
I dag er jeg fuld af sorgOg skønt jeg stadig er ung og hel
Ser jeg tilbage på den seneste tid
Og græder. Den er væk … Sorg, jeg er forfærdet …