Selvom der ikke er noget nyt under solen med præst Per Ramsdals udsagn om, at han ikke tror på Jesu opstandelse siden Grosbøll sagen, ryddede det alligevel forsider i julen og blev genstand for debat. Selv sad jeg i Rom sammen med folk fra verden, der var kommet for at fejre deres konkrete tro på jomfrufødslen og undrede mig over, hvorfor en præst, der ikke tror, kan få så meget opmærksomhed i Danmark – og så i julen.

Det kan næppe være fordi det virker provokerende at sige, at man ikke tror på opstandelse, at mediernes interesse blev vakt. Ovenpå Grosbøll sagen skal der mere til at forarge danskerne.

Læs også: "Det bør kræves af en præst, at han selv tror på opstandelsen" 

Det er snarere fordi Per Ramsdal udtrykker et aspekt af moderne dansk kristendom, som mange kan identificere sig med. Når Ramsdal får lov til at forklare sig, er det en måde at åbne for en legitimering af, at man godt kan kalde sig kristen uden at bekende sig til trosbekendelsens dogmer.

Derfor er det egentligt heller ikke en kritisk holdning, der ligger bag mediernes fokus på Ramsdal, men derimod interesse. Når biskop Peter Skov-Jakobsen skal tage Ramsdal til en tjenstligt samtale, er det ren pro forma. Selvfølgelig bliver han ikke fyret.

Kristendommen fortolkes fra et menneskeligt perspektiv

Det, som kendetegner Ramsdal teologiske tankesæt, er en ren menneskelig tilgang til det guddommelige. Det er alene en menneskelig målestok, der anvendes overfor evangeliet og den kristne tradition. En ny form for humanisme, hvor kristendommen bliver fortolket ud fra et menneskeligt perspektiv og som er vidt udbredt. 
 
En del af de folkekirkepræster, som ytrer sig i debatten, formulerer sig derfor også sjældent et i sprog, der er transcendent, men hellere i verdslige og sekulære termer. 
 
Selv Sørine Gotfredsen, der er Ramsdals største kritiker og som har krævet ham fyret, udtrykker sig ofte i et sprog, der er enten filosofisk, kulturelt eller som har fokus alene på den menneskelige siden af sagen.

Læs også: Gotfredsen: Per Ramsdal bør forlade folkekirken 
 
Gotfredsen benytter sig sjældent af et helligt eller transcendent ordvalg. Når hun kritiserer Ramsdal manglende tro på opstandelsen udtrykkes det med at han ”føler sig fundamentalt fremmed overfor det, som ikke kan forklares rationelt”. Gotfredsen vil heller ikke selv ud med sproget om opstandelsens konkrete betydning og svæver rundt i luftige formuleringer om ”et frit rum for fortolkning”.

Hendes ellers udmærkede og anmelderroste bog ” At leve med Kierkegaard” handler hovedsageligt om teologi anvendt til selverkendelse og syndsbevidsthed, men indeholder stort set ingen direkte referencer til det overnaturliges virkelighed eller udlægninger heraf. Hovedparten af hendes refleksioner er centreret om det menneskelige og jordiske perspektiv. 

Gammelt kætteri i ny forklædning

Det er hun bestemt ikke ene om. Dansk præstestand og dansk kristendom lider generelt af forskrækkelse, hvis ikke lede ved det hellige. Det minder jo om fromhed, og så er fanden løs i Danmark, hvis det kommer på bane.

Men den sørgelige konsekvens er, at når der ikke findes noget fælles, veludviklet og overbevisende sprog for de overnaturlige elementer i kristendommen - og som der er flest af i kristendommen – så er resultatet præster som Ramsdal, der kun har en svag og humanistisk forståelse af kristendommen.

Det er ikke en ny og moderne udgave af kristendommen, som man skulle tro, men et gammelt kætteri, der er vakt til live i en ny forklædning.
 
Arianismen var en vranglære, der opstod i kirkens første århundrede, og som benægtede Kristi guddommelige natur og alene fokuserede på hans menneskelighed. I vores tid kommer dette gamle kætteri tilbage i skikkelse af humanisme. Det består i et værdisæt, hvor mennesket, som sagt, er målestok for alting.

Essensen i denne humanisme er materialisme. Den fysiske verden er det eneste, som gælder. Det er kun den menneskelige tilværelse, der har betydning. Fremgang i det fysiske, jordiske liv er det eneste, der er værd at kæmpe for. Når kristendommen bliver reduceret til sådan en form for humanisme, bliver opstandelsen ikke bare uforståelig, men også uvedkommende.

Læs også: Præster støtter Ramsdal i debat om Jesu opstandelse 

I virkeligheden er det ganske ukompliceret at tro på opstandelsen. Men det kræver, at man er villig til at gå mystikkens vej. Al kristen tro starter med en personlig erfaring af Jesus selv.

Det handler ikke om at forstå og filosofere, men om at erfare. Det forudsætter ikke nogen intellektuelle kvalifikationer, men blot god vilje. Det er millioner af mennesker, der har mødt og set Jesus, efter han døde og opstod i Jerusalem. Derfor har troen og kirken været i live nu i over 2000 år.

I dansk kristendom er der desværre en tendens til, at man fornægter og afviser den mystiske erfaring og mener, at det kun er for de få og udvalgte – eller de tossede.

I Danmark bruges evangeliet ofte til at forkynde, hvor ringe mennesket er, og at det er så lille over for Gud, at det ikke kan forvente ret meget. Og da slet ikke en åbenbaring. Intet kunne være mere forkert. Julen er et stort budskab om, hvor gerne Gud vil vise sig for os. Det er at være alt for uambitiøs med sit trosliv, hvis man nedtoner muligheden af at få en direkte erfaring af Gud anno 2015.

Iben Thranholm er cand.theol., katolik og journalist. Hun skriver kristendomsanalysen på kristendom.dk