Blandt Jordens talrige tungemål er der ét sprog, hjertesproget, som forstås af ethvert menneske, hvad enten man nu taler dansk, amerikansk eller russisk. Selv Vladimir Putin forstår hjertesproget, hvis han da ellers begynder at høre rigtig godt efter. Og jeg indrømmer gerne, at det, der fascinerer mig ved Barack Obama, er hans sprog, som i høj grad er præget af hjertesproget.
Hjertesproget er det sprog, hvori vi ser og taler til hinanden som medmennesker, der skal finde en fælles vej frem i livet på trods af det, der kan skille os i kulturel, politisk og religiøs henseende. I hjertesproget er ethvert menneske et medmenneske og ikke et modmenneske.
Nogle vil nok sige, at det er snak uden forbindelse med virkeligheden. Ikke desto mindre er jeg overbevist om, at forstummer hjertesproget, ender vi i en hjerteløs, umenneskelig verden. Det forekommer mig, at konturerne kan skimtes. Mon ikke klummens læsere kender til den isnende frygt for, at vore børn og børnebørn måske kommer til at opleve en ny krig i Europa på grund af krisen mellem Ukraine og Rusland? Lige nu er det magtens sprog, der bruger store og farlige ord.
I min forståelse af virkeligheden skelner jeg især mellem to sprog, som ikke bør adskilles og dermed udelukke hinanden. De følges ad i samme bevidsthed. Det er det beskrivende, til det yderste tilstræbte objektive sprog, som for eksempel inden for den medicinske verden. Tænk på kræftforskningen, som tænder håbets lys i mange menneskers sind.
LÆS OGSÅ: Tryghed og nærhed årsag til succes for lokal rejseklub
Det naturvidenskabelige sprog afbalanceres af hjertesproget, som er det fortolkende sprog, der ser det syge menneske ikke alene som et objekt for behandling eller manglende behandling, men som et medmenneske, der kalder på opmærksomhed og omsorg.
Hjertesproget er også det religiøse sprog. Bibelen er skrevet og fortalt på hjertesproget. Hvad det betyder, har Martin Luther udtrykt, når han siger, at i Bibelen taler Gud til os som en ven taler med sin ven. Og Søren Kierkegaard har sagt, at Det Nye Testamente skal læses som brevet til den elskede. Det indebærer, at det bibelske budskab først forstås i sin dybde i den personlige tilegnelse; som en tiltale, der lyder ind i et menneskes tilværelse i nuets øjeblik.
Derfor skal evangeliet stedse forkyndes. Det kan ikke sættes på en éntydig formel som en objektiv tidløs sandhed. Sker det, indtræffer den fundamentalistiske kortslutning, som for eksempel i forhold til skabelsesmyten, som netop ikke er en beskrivelse af, hvordan universet er blevet til. Men myten forkynder, at Gud Fader, den almægtige, er Himlens og Jordens skaber. Mennesket er kronen på skaberværket og har fået den kongelige opgave betroet at tage vare på den verden, Gud har skabt og stadig opretholder, ligesom det er menneskets uundvigelige ansvar at leve ansvarligt i forhold til medmennesket: Kain, hvor er din bror?. Således fortolker skabelsen, hvad der er meningen med menneskelivet, og kalder derfor på afgørelse og tro. At tro er at være tro.
Videnskabelige teorier, som for eksempel Darwins hypotese om arternes oprindelse, er ikke i modstrid med skabelsestroen. Tilsvarende gælder det, at teorien om big bang at universets tilblivelse blev sat i gang ved en kolossal energiudladning for en uoverskuelig mængde millioner år siden ikke anfægter skabelsestroen. Tro og viden er ikke i konflikt endsige i modsætning til hinanden. De korresponderer med hinanden.
Der er ikke nogen enkelt person, der i samme grad som N.F.S. Grundtvig har præget dansk folkeliv og kirkeliv. Han gjorde op med drengevidenskabeligheden, rationalismen, ateismen, som er hildet i den indbildning, at menneskelivets dybder kan måles med deres eget lille centimetermål. Det er hjertet, ikke forstanden, som er livets sæde. Skal vi fatte lidt af livets forunderlighed, må hjertelivet vækkes. Det er skolens, højskolens og al livsoplysnings opgave at åbne hjertets øjne hos børn og unge og ældre, for den har aldrig levet, som klog på det er blevet, han først ej havde kær. Alene hjertesproget kan vække et folk af dvale. Vågner hjertet, bliver det også modtageligt for evangeliets forkyndelse, som er Guds hjertelige tiltale. Menneske først, kristen så.
Des ældre jeg bliver, des stærkere er min forvisning om, at hjertesproget er livets eget sprog. Skrækkelige nye ord som aktiv dødshjælp eller assisteret selvmord kan ikke findes i hjertesprogets store ordbog. Hvis man prøver at slå efter i sindet, vil der dukke en henvisning op: Se i stedet ord som tro, håb, kærlighed.
Kommer den dag, som kan komme for enhver, at jeg bliver svag i ånden, hjælpeløs og helt afhængig af andre menneskers nærvær og omsorg, så er det en trøst at vide, at hjertesproget er så rigt, at det kan meddele sig i andet end ord, men lige fuldt i et blik, et smil, en håndsrækning, et kærtegn.