”En ven er en ven er en ven”

Otte simple ord om næstekærlighed har fulgt overlæge Cai Frimodt-Møller i årevis. Netop næstekærligheden tog han med sig allerede fra opvæksten

 Læge Cai Frimodt-Møller er altid parat til at hjælpe venner og venners venner. -
Læge Cai Frimodt-Møller er altid parat til at hjælpe venner og venners venner. - . Foto: Paw Gissel.

Det er i dag godt 20 år siden, at overlæge Cai Frimodt-Møller ringede til sin kammerat Sven, som han vidste havde en nær ven og kollega i Prag. Cai Frimodt-Møller stod og skulle køre til Prag i egen bil, men var i tvivl, om det var sikkert at stille bilen fra sig i byen.

Sven lovede at undersøge sagen og ringede snart tilbage: Cai Frimodt-Møller kunne bare stille sin bil i den tjekkiske vens garage. Og da Cai Frimodt-Møller protesterede over den store gæstfrihed, sagde Sven:

”Det kan du sagtens tillade dig. For en ven er en ven er en ven.”

I dag står ordene stadig nedfældet i den nu 77-årige overlæges notesbog, hvori han samler på opbyggelige ord.

”Jeg synes, det var så rørende, og Svens ord har sat sig i mig lige siden. De minder mig om betydningen af, at man kan kalde nogle sine venner og selv være en ven for andre. De knytter næstekærlige bånd mellem mig og mine medmennesker,” siger han.

Cai Frimodt-Møller blev uddannet læge i 1965. Siden da har lægegerningens motto ”Stundom helbrede, ofte lindre, altid trøste” stået ham nær. Lægegerningen handler for ham om til hver en tid at hjælpe et medmenneske uanset rang. Det gælder også, når venner og venners venner spørger ham til råds.

”Jeg betragter det som noget ganske naturligt, at man stiller sig til rådighed med det, man nu engang kan tilbyde. Lægeløftet lægger op til et påbud om næstekærlighed, som jeg absolut mener, man bør leve op til. Og jeg er da kun glad for, at jeg kan bruges på den måde, hvis folk har tillid til, at jeg kan hjælpe,” siger han.

Den indstilling har Cai Frimodt-Møller med sig fra sin opvækst som missionærbarn i Indien.

Her åbnede hans farfar, der var lægemissionær, et sanatorium for tuberkuloseramte, som hans far siden drev videre. Og i dette land blandt nogle af verdens allerfattigste oplevede Cai Frimodt-Møller i den grad, at ”en ven er en ven er en ven”.

”Her var det naturligt at benytte sig af sine venneforbindelser uden skelen til, at man skulle honoreres for det. Der var al den hjælp og gæstfrihed, man kunne ønske sig. Og når jeg i dag kommer tilbage og møder nogen, der kendte min familie, bliver den røde løber atter rullet ud. Det er utrolig rørende,” siger han.

Det kunne vi med fordel lære lidt af herhjemme, mener Cai Frimod-Møller.

”Dørene stod åbne i det indiske samfund, og der var en tillid til næsten. Jeg oplever, at man ofte gerne yder noget i det moderne, vestlige samfund, men så kommer regningen også bagefter. Det bryder jeg mig ikke om. Vi har ofte så travlt med at lukke os inde bag hoveddøre og hække, fordi vi har nok i egen overflod. Men det giver både trøst og glæde at huske næstekærlighedsbuddet og at vide, at man hjælper hinanden.”