Robotterne fylder mere og mere i verdens væbnede konflikter, og flere af dem kan i høj grad klare sig uden menneskelig indblanding. De er ofte langt mere præcise end mennesker og kan derfor minimere følgeskader, men de rokker også ved antagelsen om, at krig grundlæggende føres af mennesker. Det fortæller adjunkt ved institut for militær teknologi i Forsvars-akademiet, Iben Yde, som er medforfatter til bogen ”Smart Krig – Militær anvendelse af kunstig intelligens”. Bogen er ifølge Forsvarsakademiet den første danske fagbog om militær anvendelse af kunstig intelligens.
”Vi er stadig tidligt i udviklingen, men vi ser allerede de første våbensystemer, der besidder en høj grad af autonomi, i aktion,” siger hun og henviser til sidste års krig mellem Armenien og Aserbajdsjan:
”I Nagorno-Karabakh så vi droner, som nok er de mest autonome, vi har set indtil videre. Når først de er i luften, er de ifølge producenten i stand til at gennemføre angreb, uden at mennesker behøver autorisere angrebet først. Blandt andet ved hjælp af maskinlæring.”
I Libyen blev oppositionsstyrker ifølge en rapport fra FN’s Sikkerhedsråd angrebet af droner sidste forår, og her var dronerne programmeret til at angribe soldaterne uden behov for at være fjernstyret af et menneske. Da soldaterne trak sig tilbage, blev de ifølge rapporten chikaneret af dronerne. I begge tilfælde er det er uklart, om der reelt sad soldater klar til at godkende angreb eller overtage styringen med dronerne.
Mere klart er det, at de avancerede robotter gav en stor fordel til den angribende part. Derfor er den type våben interessante at udvikle, og som Nato’s generalsekretær, Jens Stoltenberg, sagde for nylig i et interview med den norske tv-station NRK, kommer udviklingen med de autonome våbensystemer og kunstig intelligens til at ”indebære våbentyper, verden aldrig har set mage til”.
Eksperter er uenige om, hvor langt vi er i udviklingen af den autonome teknologi. Dels fordi våbenindustrien opererer i hemmelighed, dels fordi der ikke findes en fælles accepteret definition for, hvad et autonomt våbensystem er. Det internationale samfund har siden 2014 forsøgt at nå til enighed om en definition, men den mission er ifølge Iben Yde sat på pause, fordi landene er for langt fra hinanden.
I det hele taget er der uenighed om, hvordan de autonome våben skal håndteres. Nogle menneskerettighedsorganisationer arbejder for et forbud mod det, som de kalder ”dræberrobotter”, mens lande som Rusland, USA og Kina ikke ser noget akut behov for ny lovgivning.
Men der bør ske noget, for i dag er det så godt som umuligt for krigens ofre og deres familier at få genoprejsning, hvis der ikke kan trækkes tydelige tråde tilbage til et menneske, når et autonomt våben begår en fejl, mener forsker og præst Afonso Seixas Nunes, som før sommeren færdiggjorde sin doktorafhandling på Oxford Universitet om ansvar og fejl i autonome våbensystemer.
”Udviklingen af de her våben er uundgåelig, og der er ingen, der ved, hvordan de opfører sig, når de kan fungere uafhængigt af mennesker. Og som altid halter lovgivningen efter teknologien,” siger Afonso Seixas Nunes.
Og selvom udviklingen stadig er på et tidligt stadie, bør Danmark blande sig mere i diskussionen i det internationale samfund end hidtil, siger Iben Yde. Ligesom eksperter fra Diis, Dansk Institut for Internationale Studier, tidligere har slået til lyd for, så mener hun, at Danmark forholder sig for passivt.
”Lige nu har vi ikke en strategi eller en formel stillingtagen til de her våben. Men selvom Danmark er et lille land med et tilsvarende lille militært budget, så kommer vi qua vores medlemskab af Nato og vores engagement i væbnede konflikter rundt om i verden formentlig til at være en del af konflikter, hvor de våben bliver anvendt. Også af vores allierede. Så jeg synes, det er en skam at lade være med at gøre noget,” siger hun.