Avis: Israelsk angreb mod Gaza er konfliktens hidtil største

Israels premierminister, Netanyahu, advarer Hamas-bevægelse om, at den vil komme til at betale en høj pris.

Det israelske militær indledte omkring midnat natten til fredag et massivt bombardement mod flere mål på den nordlige del af Gazastriben, der kontrolleres af den islamistiske Hamas-bevægelse.

Ifølge The Times of Israel var angrebet, der omfattede både kampfly og artilleri, det hidtil mest voldsomme, siden konflikten brød ud for under en uge siden.

Men der blev ikke sendt styrker ind over grænsen til Gazastriben, som den israelske hær i første omgang oplyste. Hæren korrigerede senere den oplysning, som angiveligt skyldtes en kommunikationsfejl.

Tidligere torsdag sagde en højtstående diplomatisk kilde til den israelske tv-station Channel 12, at det bliver overvejet at indsætte landtropper i Gazastriben som svar på de fortsatte raketangreb fra området mod Israel.

Hamas reagerede på Israels offensiv ved at affyre nye bølger af raketter ind over den sydlige og centrale del af Israel, og ikke alle blev uskadeliggjort af det israelske luftforsvar.

Mindst en raket ramte direkte ned i en bygning i byen Ashkelon. En 60-årig mand kom alvorligt til skade, oplyser myndigheder. Andre raketter landede i åbne områder, hvor de ikke gjorde skader.

I minutterne efter angrebet blev indledt, udsendte premierminister Benjamin Netanyahu en erklæring, hvor han truede Hamas og "andre terrororganisationer" med, at de kommer til at betale en høj pris.

- Det sidste ord er ikke blevet sagt, og denne operation vil fortsætte i så lang tid, som er nødvendig for at genoprette roen og sikkerheden i staten Israel.

Siden mandag har Hamas ifølge den israelske hær affyret omkring 1750 raketter mod Israel, som har svaret igen med luftangreb.

Mange af affyringerne er dog gået galt. Omkring 300 raketter er ramt ned i Gazastriben. Deriblandt én som ramte en skole og dræbte flere børn, skriver Times of Israel.

Den israelske hær oplyste torsdag, at det har bombet op mod 600 mål i Gazastriben.

Hæren har endnu ikke oplyst, hvilke mål der var genstand for det seneste angreb torsdag og natten til fredag.

FN's Sikkerhedsråd skal søndag mødes igen for at drøfte konflikten.

/ritzau/