Biden til krigsbekymrede amerikanere: Alt bliver godt igen

I sin store tale om nationens tilstand tordnede præsident Biden mod Rusland og forsøgte samtidig at berolige en ængstelig nation. Spørgsmålet er, hvor godt det lykkedes

Biden til krigsbekymrede amerikanere: Alt bliver godt igen
Foto: Pool/Reuters/Ritzau Scanpix.

Vladimir Putin, russiske oligarker, diktatur, sociale medier, kriminelle, inflation, opioidafhængighed og kræft. Det var nogle af de mange nederdrægtigheder og dårligdomme, som USA's præsident, Joe Biden, erklærede kamp mod, da han natten til onsdag gik på talerstolen i kongresbygningen i Washington for at redegøre for nationens tilstand.

Det var Bidens første State of the Union-tale, en årlig tradition i Washington, der giver præsidenten lejlighed til at tale direkte til millioner af vælgere og fremlægge sin politiske dagsorden for det kommende år.

Denne artikel er en del af denne serie:
Krigen i Ukraine

For Joe Biden var indsatsen i år særligt høj. Op til talen har de amerikanske nyhedskanaler været domineret af dystre reportager fra krigen og lidelsen i Ukraine, og verden synes at stå over for en kritisk skillevej i det eksistentielle globale opgør mellem demokrati og autokrati, mellem frihed og tyranni. Bidens store udfordring var at samle sine landsmænd om sin plan for at presse Rusland til at trække sig tilbage og samtidig forsikre en urolig amerikansk nation om, at tredje verdenskrig ikke er på nippet til at bryde ud.

"Jeg ved, at nyhederne om det, der sker, kan forekomme alarmerende. Men jeg ønsker, at I skal vide, at vi kommer til at være ok," sagde han.

I talen bekendtgjorde Biden, at USA som straf for Ruslands invasion af Ukraine vil gøre som sine allierede i EU og Canada og lukke sit luftrum for alle russiske flyvninger. Han lod også forstå, at amerikanerne vil beslaglægge russiske oligarkers yachter, luksuslejligheder og private fly.

"Vi kommer efter jer og jeres ulovligt anskaffede varer," sagde Biden, der også brystede sig af sin indsats for at danne fælles front mellem USA og Europa mod det russiske styre.

Præsidentens lidenskabelige og til tider følelsesladede bestræbelser på at vise, at krigen i Ukraine handler om universelle principper og er hævet over smålig partipolitik, synes at lykkes. Han høstede aftenens største, tværpolitiske bifald, da han vendte sin opmærksomhed mod den ukrainske ambassadør i USA, som var inviteret til Kongressen som førstedame Jill Bidens særlige gæst. Den tydeligt bevægede ambassadør, Oksana Markarova, lagde højre hånd på hjertet, mens både demokrater og republikanere rejste sig fra stolene og overøste hende med klapsalver.

”Vi, USA, står sammen med det ukrainske folk,” sagde Joe Biden, som dog stadig først og fremmest ydede moralsk opbakning til ukrainerne.

Og derfra ophørte også den tværpolitiske enighed. Da præsidenten efter 13 minutter vendte blikket væk fra Ukraine mod sin indenrigspolitiske dagsorden, var den politiske splid atter til skue med lejlighedsvise republikanske tilråb.

En lang række meningsmålinger viser lav folkelig opbakning til Joe Biden, og hans parti, Demokraterne, er i overhængende fare for at miste sit flertal i et eller begge Kongressens kamre, når amerikanerne til november går til midtvejsvalg. I talen forsøgte Biden at vende indtrykket af et betrængt præsidentskab ved at minde vælgerne om sine politiske sejre, heriblandt vedvarende økonomisk vækst i USA samt vedtagelsen af en massiv corona-hjælpepakke i foråret og en infrastrukturpakke i efteråret, ligesom han betonede, at truslen fra corona-pandemien er aftagende. En kendsgerning, der også afspejlede sig blandt publikum, der i overensstemmelse med Kongressens netop opdaterede coronaregler ikke bar mundbind. Men Biden erkendte samtidig, at den galopperende inflation er blandt amerikanernes største bekymringer lige nu.

"Min topprioritet er at få priser under kontrol," sagde han.

Præsident Biden gav også en forsmag på, hvilke temaer Demokraterne vil bruge til at bejle til vælgerne for at undgå et knusende nederlag i november. Her var hans fokus på emner, som appellerer til både demokrater og republikanere. Præsidenten opfordrede eksempelvis Kongressen til at holde techgiganterne ansvarlige for de negative konsekvenser, som brugen af deres sociale medieplatforme har på børn og unge, og han talte om at bekrige kræftsygdomme og den epidemi af opioidmisbrug, der hærger både amerikanske storbyer og små provinssamfund. Han lovede at bekæmpe coronasvindlere og identitetstyve, og han stillede i udsigt, at han vil sikre USA's grænse og reformere immigrationssystemet. Dog uden at redegøre for, hvordan han vil opnå alt dette.

Joe Biden afsluttede talen med at erklære, at nationens tilstand er "stærk". Men det opinionstal, som er mest foruroligende for præsidenten, er 67 procent. Det er den andel af amerikanerne, som ifølge en ny måling fra Politico og Morning Consult mener, at USA er på gal kurs. Hvis Bidens budskab om, at amerikanerne "kommer til at være ok" falder for døve ører, vil han og hans parti betale prisen.