Midt i dramaet om Ukraine er der en grund til at undre sig. Det gælder – nogle – hjemlige stemmers vurdering af, hvad der vil ske, og navnlig ikke vil ske med Europas største nation og med Rusland.
Flere ellers erfarne forskere og kommentatorer afviste helt op til invasionen, at en sådan ville finde sted. Og nu er der andre, som mener, at de sanktioner, som Vesten indfører over for Kreml, næppe vil nytte det store.
Lad os tage invasionen først. Enhver efterskoleelev kunne have fundet ud af, at en indmarch var overvejende sandsynlig. Der var op mod 190.000 russiske soldater ved Ukraines grænser. De havde været der i uger, officielt på øvelse, men de skulle åbenbart ikke hjem. Hvad mon de så skulle?
Det kunne man få et indtryk af på satellitbilleder – mange leveres efterhånden af private og er offentligt tilgængelige – og af fotos på sociale medier. Man kunne se, hvordan soldaterne blev flyttet lidt frem og tilbage, åbenbart for at narre fjenden, men de blev ved med at være tæt på Ukraine. Det er en kæmpemæssig operation, som i reglen kun foretages med offensive formål for øje.
Hvis man ville have flere argumenter, kunne man have lyttet til amerikanske og britiske efterretningskilder, som ganske utraditionelt offentliggjorde meget – måske størstedelen – af deres viden på dette område. Det er sådan noget, man i Danmark kan komme i fængsel for, men her syntes formålet at være klart: At afsløre Putin som løgner, inden han kom for godt i gang, og at forberede Ukraine, som længe søgte at fortrænge truslen, på, at noget meget, meget alvorligt var under opsejling.
Amerikanerne er traditionelt gode til teknikken i hemmeligt arbejde – aflytning, overvågning fra luften og den slags. Briterne har selv et af verdens bedste aflytningsorganer, GCHQ, og regnes for de bedste analytikere, altså til at forklare, hvad det hele betyder. På gode dage er det et perfekt match. Det var det her. Alt, hvad de sagde og advarede imod, viste sig at holde stik, med undtagelse af, at amerikanerne mente, at krigen ville komme seks-syv dage tidligere, end den gjorde.
Og så er der sanktionerne. Den første, danske professor i statskundskab har allerede sagt, at det er "meget lidt sandsynligt", at de vil virke, om end han synes, de er vigtige som en reaktion på Ruslands overgreb.
Sanktioner er komplicerede, det er de ikke mindst i forhold til Rusland, men lytter man til udenlandske røster, kan den vestlige holdning sammenfattes sådan: Sanktionerne er overvejende effektive, om end udfordringen er at skrue dem sammen, så de ikke skader os lige så meget eller mere, end de skader russerne.
Hvis der for eksempel blokeres for en russisk bank, som har optaget lån i Vesten, kan amerikanske eller europæiske pengehuse lide skade, fordi kreditten ikke kan betales tilbage. Sanktionerne kan også få indflydelse på Europas energiforsyning. Og vestlige virksomheder, som eksporterer til Rusland, kan komme i knibe, om end antallet er overskueligt.
Men i det store billede er de vestlige reaktioner effektive, lyder budskabet fra internationale eksperter og folk på stedet. Det russiske finanssystem er vingeskudt. En af de store banker er på randen af sammenbrud, rublen er styrtdykket, mange kreditkort fungerer ikke længere, og udenlandsk valuta er blokeret, fordi folk ellers ville lænse deres konti.
"Det her bliver et sort hul," siger en vestlig iagttager i Moskva. "Der er ingen tvivl om, at sanktionerne virker; det er ikke løsningen, men et af flere instrumenter," melder en anden.
Ingen er ufejlbarlig, og den, der skriver disse linjer, har selv ramt ved siden af en del gange. Da man den 9. november 1989 om formiddagen gik en tur i Østberlin, ville man have rystet på hovedet, hvis nogen havde forudsagt, at Muren ville falde nogle timer senere.
Vestlige efterretningstjenester viste sig også mindre end pålidelige i Irakkrigen, Afghanistan og andre konflikter, så man skal ikke tro på alt, og det er ingen skam at gå imod strømmen.
Det fascinerende denne gang er, at man kunne følge med live, så at sige. Man havde en uhørt stor og usædvanlig seriøs mængde informationer. Man havde dokumentation fra gulv til loft. Man skulle blot bruge sin sunde fornuft. Dér var der folk, som glippede. Det ændrer ikke ved verdenssituationen, men ja, man undres, og mindes om, at det ingen skade er at tænke selv.
Michael Kuttner har været korrespondent i Budapest, Washington og Berlin. Han skriver om internationale forhold med europæisk perspektiv i Kristeligt Dagblad.