Desmond Tutu har talt håbet frem i Sydafrika i en menneskealder

I næste uge fylder ærkebiskop og nobelfredsprismodtager Desmond Tutu 90 år. Hvad har han betydet for Sydafrika?

I 1984 modtog Desmond Tutu Nobels Fredspris. Her ses han to år senere ved en demonstration foran den sydafrikanske ambassade i Washington, D.C.
I 1984 modtog Desmond Tutu Nobels Fredspris. Her ses han to år senere ved en demonstration foran den sydafrikanske ambassade i Washington, D.C. Foto: Mike Hutchings/Reuters/Ritzau Scanpix.

Den første følelse var glæde og stolthed. To sorte piloter i cockpittet. Det havde Desmond Tutu aldrig oplevet før. I hans verden havde piloter været hvide indtil denne tur fra Lagos til Jos i Nigeria i begyndelsen af 1980’erne.

Men noget senere, da indenrigsflyet kom ind i en voldsom turbulens og blev hvirvlet nådesløst rundt i luften, sneg en anden følelse sig ind hos ham: Kunne de to sorte piloter klare udfordringen alene?

Det kunne de. Flyet landede sikkert, men oplevelsen satte sig i Desmond Tutu. Når han ser tilbage på episoden i Nigeria, er det den skræmmende tvivl på de sorte piloter, der klarest har vist ham, hvor dybe skader apartheid gjorde.

”Det var ikke gået op for mig, at jeg var ødelagt helt ind i min tankegang. At alt det, de hvide havdet banket ind i os om, at vi var underlegne og ikke kunne noget, havde lejret sig i mig,” fortalte Desmond Tutu i 2012 i et tv-interview med den prisbelønnede amerikanske journalist og forfatter Krista Tippett.

Den tidligere anglikanske ærkebiskop, menneskerettighedsaktivist og modtager af Nobels Fredspris fylder 90 år på torsdag efter et liv defineret af apartheid. Kampen mod apartheid, kampen mod konsekvenserne af den.

Desmond Tutu har været en nøglefigur hele vejen igennem. Han bragte sydafrikanerne håb om, at apartheid var overvindelig ved i sine taler og prædikener at insistere på, at Gud er på retfærdighedens side.

”Sydafrika ville have været et andet land uden Desmond Tutu. Hans lederskab under apartheid gav de sorte kirkeledere troen på, at det kunne lade sig gøre at få frihed. På den måde blev religionen en faktor i mobiliseringen af de sorte i kampen for social forandring,” skriver Khamadi Joseph Pali, præst og lektor i teologi ved det sydafrikanske Free State Universitet, hvor han har forsket i Tutus teologiske lederskab, i en mail til Kristeligt Dagblad.

Hæv ikke stemmen. Gør dine argumenter bedre.

Desmond Tutu

På et tidspunkt, hvor Sydafri

kas legendariske apartheidmodstander og første demokratisk valgte præsident, Nelson Mandela, stadig sad i fængsel på øen Robben Island, var det Desmond Tutu, der var den mest markante offentlige stemme mod apartheid.

”Da jeg voksede op, var der ikke mange, der kendte Nelson Mandela. Det var Tutu, de kendte. Det var hans taler og hans modstand mod apartheid, der gjorde indtryk. Hans moral, den styrke og det mod, han stod for,” siger Thabo Makgoba, den nuværende anglikanske ærkebiskop i Cape Town.

Apartheid er hæsligt

Desmond Tutu blev født i 1931 i en lille provinsby i det nordlige Sydafrika, Klerksdorp. Hans far var skoleinspektør. Hans mor var hushjælp uden nogen videre uddannelse, men det er hende, Desmond Tutu, taler varmest om, når han mindes sin barndom. Det var moderen, der altid tog de svage og undertryktes parti – og hende Tutu håber, at han ligner ”bare en lille smule”, som han sagde i et interview med den nu afdøde amerikanske journalist og kommentator Bill Moyer i 1999.

Faderens stilling som skoleinspektør betød, at familien hørte til en af de mest respekterede blandt de sorte indbyggere, men det forhindrede ikke, at hans far blev tiltalt med det nedsættende udtryk ”boy” af selv ganske unge hvide kvinder, når han handlede ind, som Tutu har fortalt om. Eller at samme nedladenhed over for hans mor var så gennemgribende, at Tutu fik et chok første gang, han oplevede en hvid mand løfte hatten som hilsen til hans mor.

Manden med hatten var den engelske, anglikanske præst Trevor Huddleston, der fik stor indflydelse på Desmond Tutus kristendomsopfattelse. Huddleston var aktiv i kampen mod apartheid, og da Tutu fik tuberkulose som 14-årig og lå på hospitalet i næsten et år, besøgte Huddleston ham jævnligt, bragte bøger og havde lange åndelige samtaler med ham.

Desmond Tutu forklarer selv sin kamp mod apartheid med, at det strider mod Guds skabelse af mennesket.

”Racisme er hæslig. Den fordømmer dig for noget, du ikke kan ændre på. Jeg kan ikke gøre for, at jeg har en stor næse og er sort. Nej, vel? Det er Gud, der har skabt mig, som jeg er,” sagde han blandt andet i 2012 til tusinder af unge mennesker, samlet i Vancouver i Canada.

Selvom modstanden mod apartheid har været en hjørnesten gennem Tutus liv, har han også engageret sig i verden udenfor.

Han har talt Israel midt imod i spørgsmålet om behandlingen af de palæstinensiske indbyggere. Han har været fortaler for homoseksuelles rettigheder og opfordret til en markant indsats over for den globale opvarmning. Han har høfligt, men klart kritiseret den burmesiske modtager af Nobels Fredspris, Aung San Suu Kyi, for hendes stiltiende accept af overgrebene på rohingyaer.

I 1984 modtog Desmond Tutu Nobels Fredspris. Her ses han to år senere ved en demonstration foran den sydafrikanske ambassade i Washington, D.C.
I 1984 modtog Desmond Tutu Nobels Fredspris. Her ses han to år senere ved en demonstration foran den sydafrikanske ambassade i Washington, D.C. Foto: Dennis Cook/AP/Ritzau Scanpix

”Han er et fyrtårn på en lang række af de eksistentielle spørgsmål i vor tid. Hans samfundsengagement har rakt langt ud over kampen mod apartheid, og han har haft mod til at tale alle typer af magthavere imod,” siger Christian Balslev-Olesen, som var generalsekretær i Folkekirkens Nødhjælp op gennem 1990’erne, da Sydafrika gik fra apartheid til demokrati, og som flere gange har mødt Desmond Tutu.

Den sydafrikanske historiker og lektor ved Johannesburg Universitet med speciale i apartheid, Stephen Sparks, kalder Desmond Tutu for ”en stærk etisk stemme”.

”Han er en bemærkelsesværdig person, og hans betydning for Sydafrika er ufattelig,” siger Stephen Sparks.

Hvis du er neutral, når du møder uretfærdighed, har du valgt at støtte undertrykkeren. Hvis en elefant står med foden på en mus' hale, og du siger, at du er neutral, vil musen ikke sætte pris på din neutralitet.

Desmond Tutu

Hånden bag Sydafrikas forsoningsproces

Som Nelson Mandela, der ikke blot gik hele vejen i kampen mod apartheid, men også påtog sig ansvaret som præsident i 1994, fortsatte Desmond Tutu også sit engagement. Nu med fokus på den forsoningsproces, han fandt afgørende for landets fremtid.

Tutu var ophavsmanden til Sandheds- og Forsoningskommissionen, som arbejdede fra 1995 og tre år frem. Hans tanke var, at hvis Sydafrika skulle undgå en ødelæggende spiral af hævn og vold, krævede det for det første, at sandheden om den brutale undertrykkelse blev kendt af alle ved at lade de tusinder af sorte, der havde været tortureret, fængslet eller udsat for andre overgreb fortælle deres personlige historier til kommissionen. Dernæst, at der var vilje til at sige undskyld blandt de hvide, og vilje til tilgivelse blandt de sorte.

”Det er med tilgivelsen som med tango. Der skal to til, hvis det skal virke. Men der er ingen fremtid uden tilgivelse,” som Desmond Tutu sagde i et interview med Kristeligt Dagblads chefredaktør, Erik Bjerager, i 2001.

Kommissionen har været omdiskuteret, fordi den efter manges mening lod hvide bødler slippe for let og skyggede for et egentligt retsopgør. Tutu forstår kritikken. Han kan bare ikke se, at der var noget alternativ til tilgivelsen. Som han har sagt mange gange: Hvis landets sorte flertal havde valgt hævnens vej, ville Sydafrika have ligget i støv og aske nu.

Som historiker er Stephen Sparks enig.

”Der er en del sydafrikanere, der mener, at Tutu var for blødsøden og er medskyldig i, at der i dag går hvide mordere frit omkring. Det er et forståeligt synspunkt, men det overser, hvor tæt Sydafrika var på en borgerkrig omkring apartheids ophør, også mellem sorte befolkningsgrupper internt. Vi kunne være tippet ind i en Rwanda-situation,” siger han med henvisning til folkedrabet i Rwanda i 1994.

”Desmond Tutus understregning af forsoning og menneskelighed havde den mirakuløse effekt, at Sydafrika kom gennem overgangsperioden fra apartheid med begrænset vold,” siger Stephen Sparks.