Europas dystre fortid er blevet en politisk kampplads

På Auschwitz-dagen den 27. januar markeres et af Europas mørkeste kapitler. Men den erindringspolitiske fortælling om holocaust, der har samlet EU, er blevet udfordret siden østudvidelsen

Mange snublesten i München er nedfældet på privat grund tæt på det hus, hvor afdøde boede.
Mange snublesten i München er nedfældet på privat grund tæt på det hus, hvor afdøde boede. . Foto: Anne Jensen Sand.

De findes overalt i Tyskland, og i år kommer de måske til Danmark. Små messingfarvede snublesten, diskret gemt i gadebelægningen, der skal minde os om nazismens millioner af ofre. Søndag den 27. januar mindes man disse ofre på Auschwitz-dagen, FN’s internationale holocaustdag på 74-årsdagen for befrielsen af koncentrationslejren Auschwitz-Birkenau.

Samme dag er det 75 år siden, at nazisternes knap 900 dage lange belejring af Leningrad, det nuværende Sankt Petersborg, ophørte. Alt sammen minder om en fortid, der skaber erindringskonflikter helt op til i dag.

Som i München, hvor et forbud mod snublesten på offentlig grund har ført til splid mellem fortalere og modstandere. Ifølge Moritz Schramm, lektor ved institut for kulturvidenskaber på Syddansk Universitet, står byens snublestensaktivister på ryggen af årtiers aktivisme, der skulle gøre op med tysk fortrængning af fortiden.

”Måske er kampene langt vigtigere end selve mindesmærkerne, for de sparker en demokratisk samtale i gang om komplekse spørgsmål, som hvordan vi bedst mindes. Hvem ofrene er, hvilke offergrupper der er repræsenteret, og hvem der har mest ret til at erindre og hvordan,” siger han.

Overalt i Europa er der politiske diskussioner om, hvordan de enkelte lande skal forvalte fortiden. I Spanien skal diktator Francisco Francos lig sandsynligvis graves ud af De Faldnes Dal efter årtier i jorden. I Ungarn og Polen udkæmpes en kamp om historien i monumenter og på museer. I Tyskland er Münchens snublestenskonflikt udtryk for et mangeårigt erindringsopgør, der først nu for alvor rammer det konservative Bayern.

Erindringseksperter har beskrevet mindet om holocaust og det ansvar, som Tyskland, men også andre europæiske lande havde for folkedrabet, som grundlaget for det europæiske fællesskab. Nogle siger ligefrem, at EU’s kollektive hukommelse er den lim, der binder unionen sammen, men som også risikerer at blive opløsningsmidlet, der underminerer dens sammenhold.

”Der findes en veletableret fortælling i Vesteuropa om holocaust, der bygger på, at vi har begået den ultimative forbrydelse og forpligter os til at tage ansvar for den,” siger Tea Sindbæk Andersen, der ved institut for tværkulturelle og regionale studier på Københavns Universitet forsker i kollektiv erindring.

Men med EU’s østudvidelse i 2004 blussede erindrings- politiske problemer op, siger hun. Unionen skulle pludselig rumme en anden offerfortælling, nemlig østlandenes fortid som ofre for kommunismen.

”Det er fremmedgørende for os at løbe ind i folk, der ikke anerkender holocaust på samme måde. Og det er fremmedgørende for østeuropæerne, at deres historie som ofre for kommunismen ikke fylder i den fælleseuropæiske erindring. Det udfordrer det europæiske værdifællesskab og er noget, som EU stadig bakser med at finde ud af at rumme,” siger hun.

Samtidig er det fuldstændig legitimt, at de østeuropæiske lande vil have deres minder anerkendt på transnationalt plan, siger Mark Wolfgram, der forsker i europæisk erindringskultur ved det canadiske McGill University. Men det slår gnister, når vi skal finde et erindringspolitisk fodslag på tværs af landegrænserne. Man risikerer, at de enkelte lande bliver så fokuseret på deres mest traumatiske minder, at de negligerer andres, siger han:

”Det er som med den græske mytologis tragedie om Antigone. Hun bliver så fikseret på sin egen sorg, at hun bliver villig til at ødelægge sig selv og alt omkring sig. Spørgsmålet er, hvordan vi kan sørge uden at miste evnen til at sympatisere med og forstå andres lidelser.”