Der er en del tale om filmen ”Kandis for livet” i medier og ved middagsbordene i øjeblikket. Det er fuldt forståeligt. Hvis man ikke har set den, er her en kraftig anbefaling. Den kan hentes fra dr.dk kvit og frit.
Den handler om popsangeren Johnny Hansen og hans danseorkester. Men den handler mest om hans tilhængere. Dermed fortæller den en historie om Europa.
Orkestret – Kandis – vil måske ikke optræde i fremtidige værker om civilisationen i det 21. århundrede. Men tilhængerne, altså Kandis’ fans, er værd at beskæftige sig med.
Det er ikke mennesker, der nødvendigvis er født med en guldske i munden. De folk, man møder i løbet af den halvanden times dokumentarudsendelse, har næsten alle haft det hårdt, fornemmer man. De svømmer ikke i penge, de har mistet familiemedlemmer, i hvert fald en enkelt har været i fængsel. De har ikke alle drømmekroppe, og der er nogle, hvor den personlige hygiejne ikke synes at have en høj prioritet. Det er ikke mennesker, som den, der skriver disse linjer – eller formentlig mange af avisens læsere – støder ind i hver dag.
Det påfaldende – ud over, at man er kommet til at holde af dem alle ved filmens slutning – er, at ingen beklager sig. Vi præsenteres for voldsomme skæbner. Den ene har været ved at tage sit eget liv. En anden lever muttersalene på et husmandssted, der har set bedre dage. En tredje er åbenbart så forelsket i Kandis-Johnny, at hun bruger nætter på at skrive breve til ham, selvom hun godt ved, at det ikke nytter noget.
Der er desuden ingen, som føler sig krænket. Ingen taler om LGBT+, og man hører ikke et grimt ord om indvandrere eller flygtninge. Man kan ikke vide, om der i det materiale, som instruktøren har klippet fra, er røget nogle finker af panden. Men filmen virker redeligt redigeret, så herfra er formodningen, at det er der ikke.
Det er altså en parallelverden, der vil noget. Det er en verden, der utvivlsomt eksisterer rundt om på dette kontinent, og andetsteds – mennesker, der ikke ligner nogle, der går på café og drikker cappuccino, eller læser mange bøger, eller holder Kristeligt Dagblad. De har et liv med problemer, der får de små udfordringer, man selv tumler med, til at ligne morsomheder. De går ikke til demonstrationer eller mener, at corona ikke eksisterer. De vil gerne tro på det gode, selvom det næppe er egne erfaringer, der får dem til det. Der er heller ingen, som giver samfundet skylden.
Når der ikke er nogen, som føler sig krænket, behøver det altså ikke at betyde, at man ikke har fået en hård behandling af livet. Når ingen taler om LGBT+, er det ikke nødvendigvis udtryk for, at de ikke kender homoseksuelle; måske er der en bror eller søster, kanske er der en onkel, som er død af aids. Og måske synes ikke alle i filmen, at der skal være fri adgang for alle fra udlandet. Men det er tilsyneladende ikke noget, der optager dem voldsomt.
Det er blandt andet, fordi de har Kandis og Johnny Hansen. De fleste i filmen er nordjyder, og sjældent har man set borgere fra den del af nationen vise så mange følelser. En pæn ældre herre med parcelhus og en striks klippet hæk bryder ud i tårer, når han fortæller om Johnnys betydning for ham. Han passer graven for sangerens første hustru, der begik selvmord. En stor mand – ham, der har været i fængsel – bliver blød som et lille barn, når han fortæller, hvordan Kandis’ musik frelste ham fra en lignende skæbne.
Sådan er det hele vejen igennem. Der er ingen, man ikke ville købe en brugt bil af. De er en del af Europa, man sjældent møder. Man bliver glædeligt overrasket. Og Kandis-Johnny kan være en smule stolt, selvom det virker, som om han under tiden synes, at beundringen er i overkanten. Man taler ofte om såkaldt almindelige mennesker, og visse regeringschefer har gjort det til en mærkesag at henvende sig til netop dem. Kandis-Johnnys publikum viser, at almindelige mennesker også kan være ualmindelige. Det er godt gået.
Michael Kuttner har været korrespondent i Budapest, Washington og Berlin. Han skriver om internationale forhold med europæisk perspektiv i Kristeligt Dagblad.