Den 17. maj kommer Finlands præsident, Sauli Niinistö, på statsbesøg i Stockholm. Og ifølge både finske og svenske medier kan det meget vel være anledning til, at de to nordiske lande ansøger om medlemskab af Nato. En vurdering, som Patrik Oksanen, forfatter og senior fellow ved den sikkerhedspolitiske tænketank Free World Forum, er enig i.
Finland har længe ønsket en fælles indtræden i forsvarsalliancen, og for nylig fremrykkede Sveriges udenrigsminister deadline for den sikkerhedspolitiske analyse, som Rigsdagen har bestilt, fra den 31. til den 13. maj.
Hvorfor er der nu sat fart på processen?
Finland er qua sin geografi og historie vant til at balancere på en eksistentiel knivsæg, og man har derfor udviklet en kultur, hvor man træffer hurtige beslutninger, når situationen kræver det. Det gør den nu, og jeg er ret sikker på, at den finske proces kunne have været endnu hurtigere, hvis ikke det var, fordi man ønskede at give Sverige tid til at finde sine fødder og koble sig på processen. I Sverige er Nato et identitetsspørgsmål – ikke mindst for regeringspartiet Socialdemokraterne, som historisk har stået vagt om alliancefriheden. De har derfor ventet på en forandring i den sikkerhedspolitiske situation, som ville tvinge en 180 graders vending frem. Og nu forsøger ledelsen at få en så stor del af partiet og befolkningen med sig, før man selv melder endeligt ud.
Hvorfor er der udsigt til, at landene ansøger sammen?
Sverige og Finland er hinandens nærmeste allierede, og med tanke på landenes geografisk udsatte placering er det en styrke, at man gør tingene sammen. Skulle det ene land gå med i Nato alene, ville det skabe et potentielt russisk pres mod det land, som står udenfor. Enegang risikerer at øge spændingerne i Østersø-området. Samtidig vil optagelsesprocessen sandsynligvis forløbe hurtigere, hvis man gør det sammen og undgår, at Rusland kan tvinge en kile ned mellem det tilbageværende land og forsvarsalliancen.
Hvis begge lande ansøger om Nato-medlemskab i midten af maj, hvordan ser processen så ud derfra?
Normalt tager ratificeringsprocessen et år, men de seneste ugers Nato-signaler tyder på, at det kommer til at gå hurtigere. De mest optimistiske taler om måneder, men jeg tror, et realistisk bud er, at Sverige og Finland er medlemmer af Nato inden årets udgang. Både Finland og Sverige er så dybt integreret i samarbejdet i forvejen, at det primært er et spørgsmål om papirarbejde.
Hvordan håndteres sikkerhedssituationen i ansøgningsperioden?
Perioden mellem ansøgning og optagelse er risikofyldt, men allerede nu er situationen kritisk. Skulle Rusland agere, kunne det ligeså vel ske, inden Finland og Sverige formelt tager beslutningen. I perioden fra ansøgning til medlemskab ønsker de to lande en sikkerhedsgaranti fra Nato, og selvom det ikke nødvendigvis er noget, som bliver skrevet ned på papir, er jeg overbevist om, at vi får de facto-sikkerhedsgarantier fra USA og Storbritannien. Samtidig vil vi givetvis se militærøvelser og øget flåde-nærvær i Østersøen fra Nato-medlemmer. Det er næppe tilfældigt, at britiske tropper gennemfører en større militærøvelse i Finland i maj for eksempel.
Der er ikke udsigt til en folkeafstemning i nogle af landene – hvorfor ikke?
Folkeafstemninger i sikkerhedspolitiske spørgsmål er risikofyldte. Det er at indbyde russerne til at forsøge at påvirke, sabotere og undergrave den demokratiske proces. I både Finland og Sverige er det parlamenterne, der træffer beslutningen, og som det ser ud nu, vil det ske med overbevisende demokratisk legitimitet. I Finland er det 85-90 procent af politikerne, som vil stemme for medlemskab. Det samme vil sandsynligvis blive tilfældet i Sverige, hvor folkeafstemninger kun er rådgivende. Og samtidig er opbakningen i begge befolkninger historisk høj.
Hvad vil eventuelt svensk og finsk Nato-medlemskab betyde for den sikkerhedspolitiske situation i Europa?
Det vil betyde et sikrere Europa og en sikrere Østersø-region. Det vil rydde enhver tvivl om, hvordan Østersølandene vil agere i tilfælde af angreb, af vejen. Det vil selvsagt ikke behage russerne, men det vil mindske risikoen for, at både Sverige og Finland, men også Danmark, Norge, Polen, Tyskland og de baltiske lande havner i en konflikt.