Efter Ruslands annektering af Krim i 2014 er forsvarsviljen steget blandt lande med egen grænse til Rusland, og især et koreansk artillerisystem er populært. Nato-landene Norge, Estland og Polen har investeret i den såkaldte K-9 kanon. Finland, der skal forsvare den 1.340 km lange grænse til Rusland, har også købt rigeligt ind af det tunge sydkoreanske grej, og det sker med bistand fra den danske agent, Military Equipment Denmark A/S, en familieejet virksomhed med rødder i sjællandske Regstrup.
At den danske virksomhed på vegne af Hanwha Defense i Seoul kan bryde igennem markeder omkring Østersøen, men ikke i Danmark, er betegnende for forskellen mellem Danmark og Finland. De nordiske lande, de baltiske lande og Polen har oprustet betydeligt, siden den russiske ekspansion drog mod Europa i 2014 – bortset fra Danmark, hvor man forsat begrænser sig til intentioner, men endnu ikke har fået statskassen åbnet i et omfang, der blot kan minde om vore naboer omkring Østersøen.
Og dermed lægger det finske ønske om Nato-medlemskab pres på den danske folkeafstemning om forsvarsforbeholdet den 1. juni 2022. Med et finsk Nato-medlemskab stiger prisen for det danske, og Østersøen bliver højspændingsområde i relation til Rusland, for Finland er ganske enkelt et mere egnet og villigt medlemsland end Danmark, fordi finnerne uden at kny yder de ofre, der kræves. Det har Danmark svært ved. Og den danske pris for en rolle i Nato vil kun stige, hvis folkeafstemningen ender med et nej. Af både indlysende og paradoksale grunde.
Et ja til at afskaffe det danske forsvarsforbehold har én begrundelse – Putin. Den russiske præsident, Vladimir Putins, lidet succesfulde angrebskrig i Ukraine er anledningen for Folketingets flertal til at prøve at få danskerne til at sige ja. Et nej har langt flere begrundelse. Man kan som Dansk Folkepartis formand, Morten Messerschmidt, mene, at mere EU på forsvarsområdet trækker os væk fra USA og Nato. Man kan strategisk have en filosofi om, at fred i Europa kræver mindre militær og mere diplomati. Man kan have helt andre motiver heriblandt det helt banale, at folkeafstemningen giver vælgerne en mulighed for at stemme imod landets statsminister, Mette Frederiksen, og dermed give regeringen et nederlag, fordi man er utilfreds med den af andre grunde – eksempelvis mink-skandalen.
Og så kan man stemme imod, fordi oprustning koster – det er ikke som de voldsomme udgifter under coronaen en engangsudgift, som statens finanser relativt let kan bære. Det er en ny fast omkostning, der skal afholdes år for år. Det er penge, der ikke kan bruges på sundhed, skoler, børnehaver og pensioner i en tid, hvor inflationen er kommet retur fra historiebøgerne og udhuler reallønnen.
Af nye grunde til at sige ja til afskaffelsen af det 30 år gamle forsvarsforbehold er kun Putin – af grunde til at sige nej er der, som bekrevet, mange i en uhellig alliance.
Men når den nye finske duks er på vej ind i Nato, og når Finlands vej til medlemskabet ikke vil omfatte en folkeafstemning, så vil prisen for ikke at vise sin forsvarssolidaritet med det øvrige fællesskab i EU øge presset for, at danskerne betaler mere i Nato.
Og Finland er ikke Mette Frederiksens eneste bekymring fra de senere dage, når vi ser hen mod folkeafstemningen den 1. juni. EU-Kommissionen og dens formand, Ursula von der Leyen, har annonceret planer om, at beslutninger på udenrigs- og forsvarsområdet fremover skulle kunne træffes med kvalificeret flertal og ikke som i dag i enstemmighed. Og det pirrer til en kendt folkeafstemningspsykologi: at et nej er sikrere end et ja, fordi man ved, hvad man har, og ikke ved, hvad man får. Også selvom den årsagssammenhæng er falsk.
Ender det med et dansk nej til EU og et Nato-ja til Finland, kan Mette Frederiksen blive opfordret af Helsinki til at tage til Regstrup og se, hvad de har på hylderne der til det danske forsvar.