Folkedrabsdømt bosnisk-serbisk leder flyttes til britisk fængsel

Karadzic skal afsone resten af sin livstidsdom i et britisk fængsel. Han er dømt for folkedrab i Srebrenica.

Den tidligere bosnisk-serbiske leder Radovan Karadzic blev i marts 2019 kendt skyldig i folkedrab ved en domstol i Haag. I dag afsoner Karadzic en livstidsdom i et fængsel i den hollandske hovedstad, men skal overflyttes til et britisk fængsel. (Arkivfoto)
Den tidligere bosnisk-serbiske leder Radovan Karadzic blev i marts 2019 kendt skyldig i folkedrab ved en domstol i Haag. I dag afsoner Karadzic en livstidsdom i et fængsel i den hollandske hovedstad, men skal overflyttes til et britisk fængsel. (Arkivfoto). Foto: Peter Dejong/Ritzau Scanpix.

Storbritannien vil lade den tidligere bosnisk-serbiske politiske leder Radovan Karadzic blive overført til et britisk fængsel, hvor han kan afsone sin livstidsdom for folkedrab.

- Radovan Karadzic er et af de få mennesker, der er kendt skyldig i folkedrab, siger den britiske udenrigsminister, Dominic Raab.

- Vi kan være stolte over, at Storbritannien - fra at sikre hans anholdelse til den fængselscelle, han nu står overfor - har støttet den 30 år lange kamp for retfærdighed for disse forbrydelser.

Karadzic blev for fem år siden idømt 40 års fængsel for folkedrabet i byen Srebrenica i Bosnien i juli 1995. Siden blev det skærpet til fængsel på livstid ved den særdomstol i Haag, der behandlede sager fra det tidligere Jugoslavien.

Domstolen i Haag holdt Karadzic ansvarlig for massakren på omkring 8000 muslimske mænd og drenge i Srebrenica.

Han er også dømt for andre forbrydelser mod menneskeheden. Blandt andet belejringen af Sarajevo og drab og forfølgelse i andre dele af Bosnien.

Srebrenica-massakren betegnes som den værste massakre i Europa siden Anden Verdenskrig.

Under den tre år lange borgerkrig i Bosnien fra 1992 til 1995 blev omkring 100.000 mennesker dræbt, mens 2,2 millioner mennesker blev fordrevet fra deres hjem.

Den i dag 75-årige Karadzic formåede i over ti år at holde sig skjult, inden han blev anholdt i Serbien og udleveret til domstolen i Haag i 2008.

Han og hans militærchef, Ratko Mladic, var to af de sidste tiltalte, der blev stillet til ansvar for deres rolle i krigen i det tidligere Jugoslavien ved særdomstolen i Haag.

Karadzic befinder sig i dag i et fængsel ved domstolen i Haag.

De dømte afsoner ikke i Haag. Domstolen har en aftale med medlemslandene, der tager imod de personer, der skal afsone en fængselsstraf.

Der er ikke umiddelbart sat en dato på for, hvornår Karadzic flyttes til det britiske fængsel.

/ritzau/dpa