Tasha Hancock og Marne Litton har været naboer i et villakvarter i byen Cedar Park nær Austin i Texas i seks år. En måneds tid før valgdagen den 3. november lagde de nogle nye billeder ud på grundejerforeningens Facebook-side. De poserer storsmilende og arm i arm foran deres hjem, Tasha Hancock med en Donald Trump-plakat og en rød ” Keep America Great” -kasket på hovedet, Marne Litton udstyret med en Biden-Harris-t-shirt og tilhørende valgplakat for USA’s kommende demokratiske præsident, Joe Biden, og dennes vicepræsident, Kamala Harris.
”Vi er begge mødre, og vi ville vise vores børn, at man kan have forskellige politiske holdninger, se forskellige ud og alligevel holde af hinanden,” siger Marne Litton til tv-kanalen ABC30’s program ”Eyewitness”.
”Jeg kan have en bestemt holdning til et eller andet, og derfor stemmer jeg på en bestemt kandidat. Men det styrer ikke hele mit liv. Det siger intet om, hvorvidt jeg er et ordentligt menneske eller ej, og det samme gælder for Marne,” siger Tasha Hancock.
Men netop den pointe, at det politiske tilhørsforhold ikke fortæller hele historien om et menneske, er et synspunkt, der er i tilbagegang i USA.
Den forbitrede valgkamp har afsløret et afgrundsdybt svælg, der splitter demokratiske og republikanske vælgere i to uforsonlige lejre. Naboer er blevet dødsfjender, familiemedlemmer taler ikke længere med hinanden. Ifølge analyseinstituttet Pew Research Center sagde 80 procent af både Trump- og Biden-vælgere forud for valget, at de har få eller ingen venner, der stemmer på det andet parti.
”Tilhængerne af Biden og Trump er overbeviste om, at forskellene handler om meget mere end politik. Aldrig tidligere har amerikanerne været så polariserede,” skriver Shannon Schumacher, forsker ved Pew Research Center, i en analyse offentliggjort efter valget for en måned siden.
Polarisering. Ordet benyttes igen og igen til at beskrive ikke kun USA, men også udviklingen i de fleste af de vestlige lande. Brexit i Storbritannien, terror og sekularisering i Frankrig, abort i Polen, indvandring i Tyskland og Sverige. Overalt kolliderer to uforenelige fortællinger om ret og uret i en mere og mere uforsonlig værdidebat.
Professor Rune Slothuus fra Aarhus Universitet har forsket i polarisering i både USA og Danmark, og han peger på, at vi ikke er blevet mere rygende uenige, end vi var i 1970’erne og 1980’erne, da vi på begge sider af Atlanten skændtes om Nato og Vietnamkrigen. Men vi er blevet uenige på en anden og mere destabiliserende måde.
”Den mest udbredte form for polarisering handler om en ideologisk afstand mellem to yderfløje. Men denne holdningsmæssige polarisering kan føre til det, man kalder følelsesmæssig eller affektiv polarisering, hvor borgerne udvikler negative følelser for hinanden som mennesker og stiller spørgsmålstegn ved modstandernes moralske habitus. Det er et fænomen, som man især har observeret i USA,” siger Rune Slothuus.
Som professor Shanto Iyengar fra Stanford Universitet forklarer det i det amerikanske tidsskrift Annual Review of Political Science i maj sidste år:
”Det nye er, at amerikanerne ikke kun er uenige, men i stigende grad giver udtryk for, at de ikke bryder sig om og ikke har tillid til det andet partis tilhængere. Både demokrater og republikanere siger, at de andre er hykleriske, selviske og indskrænkede, og at de ikke har lyst til at omgås dem.”
Shanto Iyengars forskning har blandt andet vist, at flere og flere amerikanere ser misbilligende på, at deres børn gifter sig med en person fra den modsatte lejr. Det samme gjaldt for omkring fem procent af partitilhængerne i 1960, men i 2010 var andelen vokset til 49 procent blandt republikanerne og 33 procent blandt demokraterne.
”Det amerikanske politiske system, hvor kun to partier kæmper om den politiske magt, forstærker denne tendens, samtidig med at amerikanerne over de seneste årtier er blevet splittet økonomisk, socialt og racemæssigt langs en skillelinje, der i vid udstrækning følger partiskellet,” siger Rune Slothuus.
Og det breder sig også i Europa.
”Jeg kan ikke komme i tanker om et land i Europa, hvor polariseringen ikke vokser. Der er helt indlysende årsager som den europæiske migrationskrise, men også eftervirkningerne af finans- og gældskrisen efter 2008. Befolkningerne er blevet mere urolige for fremtiden, og tilliden til de demokratiske institutioner er vigende. Og nye typer af politiske kandidater spiller på disse modsætninger for at vinde vælgeropbakning,” siger Jean Lachapelle fra V-Dem Institute, et internationalt forskerprojekt om demokratisk mangfoldighed med hovedkvarter på Göteborg Universitet.
Projektet indsamler globale data om demokrati og herunder om polarisering. På en skala fra nul til fire, hvor nul repræsenterer den højeste grad af polarisering, viser EU samlet en splittelse på 1,25. Tyskland, som var markant mindre splittet end Danmark omkring år 2000, er raslet ned til 1,45 siden 2012, hvor diskussionerne om den europæiske gældskrise især i Grækenland tog fart, mens Storbritannien tog et styrtdyk op til Brexit-afstemningen i juni 2016.
Frankrig ligger helt i bund sammen med Polen, mens Danmark ser ud til at være blandt de mindst polariserede lande med en værdi på omkring 2,9.
I Storbritannien har Brexit splittet familier og venner, som ikke længere taler med hinanden. Flere end 1 ud af 20 briter siger ifølge en meningsmåling offentliggjort i netmediet The Independent i oktober sidste år, at de er holdt op med at omgås og tale til et medlem af deres familie. Og endnu flere, 1 ud af 12, har brudt med en ven på grund af skænderier om Brexit.
I Danmark viser forskning, blandt andet fra Københavns Universitet, at hver fjerde dansker ikke ønsker at have en tilhænger af et af fløjpartierne, Enhedslisten eller Dansk Folkeparti, som nabo.
”Uenighed er naturligvis ikke skidt, og det er også selve demokratiets kerne,” siger Rune Slothuus.
”Problemet opstår, når denne uenighed kammer over, så vælgerne får den opfattelse, at der er tale om en eksistentiel kamp, hvor deres kulturelle overlevelse eller identitet er på spil. Man ser modparten som dårlige mennesker, man ikke kan have tillid til. Det underminerer selve tilliden til de demokratiske institutioner, og det spiller for eksempel helt konkret ind i den amerikanske debat om valgsvindel,” vurderer Rune Slothuus.
Skyttegravene er imidlertid ikke helt så dybe i Europa som i USA.
”I forhold til Brexit har vi en voksende følelsesmæssig polarisering, hvor briterne ser meget negativt på modparten. Men det gælder ikke i andre vigtige debatemner, og borgerne er også enige på mange områder, for eksempel når det gælder synet på uddannelse, sundhed og familien. Vi har ikke haft de samme kulturkampe om for eksempel abort eller selv racespørgsmål, som vi ser i USA, og som har delt landet i to lejre, der følger partiskellet,” siger Julian McCrae, seniorforsker ved universitetet King’s College i London på baggrund af undersøgelsen ”Divided Britain?”.
Den tværeuropæiske organisation More in Common (Mere til fælles) blev netop oprettet under Brexit-kampagnen og efter det politisk motiverede drab på Labour-politikeren Jo Cox for at forhindre Storbritannien, men også andre europæiske lande i at brække midt over.
Lederen af den franske afdeling, Mathieu Lefevre, forsøger at skabe dialog på arbejdspladser eller blandt naboer for at vise franskmændene, at man kan have meget til fælles på tværs af politisk uenighed.
”Det er blevet meget svært at komme til orde i Frankrig med nuancerede synspunkter om for eksempel terror og islam. Hver lejr giver et karikaturagtigt billede af modparten som enten islamofobiske fascister eller islamofile kollaboratører. Men vores undersøgelser viser, at 80 procent af franskmændene ikke deler deres medborgere op på den måde. Det er en politisk og medieskabt iscenesættelse, som an blive selvopfyldende,” siger han.
Denne iscenesættelse forstærkes af de sociale medier, som med Mathieu Lefevres ord fungerer som en veritabel polariseringsindustri. De mest radikale synspunkter får den største eksponering i et forsøg på at tiltrække brugerne til annoncefinansieret indhold. Og algoritmer bidrager til at skabe ekkorum, hvor brugerne især får tilbudt indhold og synspunkter, de tidligere har vist interesse for, mens alternative synspunkter sorteres fra.
Det bliver til gift for sammenhængskraften. Og det er farligt for demokratiet, lyder advarslerne i stigende grad fra især USA.
”I skarpt politiserede samfund vil selv demokratisk sindede vælgere være villige til at ofre demokratiske principper, hvis det kan gavne det parti, de støtter,” skriver Milan W. Svolik, professor i politisk videnskab ved Yale Universitet, i tidsskriftet Journal of Democracy.
En lignende advarsel kommer fra Thomas Carothers og Andrew O’Donohue fra den amerikanske tænketank Carnegie Endowment i en ny bog, ”Democracies Divided. The Global Challenge of Political Polarization” (Splittede demokratier. Den globale trussel fra politisk polarisering):
”Polarisering svækker respekten for demokratiske normer, oppisker intolerance og diskrimination, skader social tillid og øger volden i samfundet. Og det trækker samfundene ind i en ond cirkel af vrede og splittelse, det ikke er nemt at komme ud af igen.”