Da udenrigsminister, Jeppe Kofod (S), i fredags mødte sin russiske kollega, Sergej Lavrov, i Moskva, blev han mødt med en russisk anmodning om udnævnelse af en russisk honorær konsul i Grønland. Det er et initiativ, der kommer i forlængelse af, at USA i juni åbnede et generalkonsulat i Nuuk, som indtil videre er placeret på det danske forsvars aktiske kommando.
Kofod havde en lang klageliste med til Lavrov – krænkelser af dansk luftrum, Ukraine, Krim, Hviderusland, Navalnij-forgiftningen med meget mere. Kofods liste er et udtryk for den værdibaserede udenrigspolitik, som han annoncerede i begyndelsen af september, hvor demokrati, menneskerettigheder og lighed skal stå over eksempelvis økonomiske interesser. I sin begrundelse for det ændrede fokus fik ministeren sagt, ”at Rusland træder på os alle” med henvisning til, hvordan Vladimir Putins styre har udfordret den regelbaserede verdensorden det seneste årti. I fredags fik Kofod med sin liste trådt pænt på ømme russiske tæer, og Lavrov fik tydeliggjort, at det mest interessante at tale med sin gæstende danske kollega om var Arktis.
Den nye værdibaserede udenrigspolitik kommer til at stå sin ilddåb i netop Arktis. Værdier kan Danmark markere i de fleste sammenhænge, uden at det har den store omkostning politisk. I Arktis er intet gratis for Danmark og Rigsfællesskabet, og man står som geografisk stormagt og sikkerhedspolitisk dværg overfor svære dilemmaer. Samtidigt har Rigsfællesskabet konfliktende interesser. Færøerne, der ikke er medlem af EU og dermed ikke omfattet af Ruslands fødevareembargo, har Rusland som sit største eksportmarked i kraft af fiskerierhvervet. Grønland har interesser i blandt andet at åbne for kinesiske investeringer, hvilket USA er lodret imod og modarbejder.
Danmark kan hævde, men ikke militært forsvare Rigsfællesskabets territoriale integritet i Grønland – det lader sig kun gøre med massiv amerikansk hjælp. Den støtte vil som logisk konsekvens gøre Danmark og Rigsfællesskabet til frontlinjestat overfor Rusland – og både Ruslands og USA’s ageren i Arktis vil være båret af nidkært fokus på hvert lands egne nationale interesser.
Danmarks vision for Arktis har udenrigspolitisk i mere end et årti været båret af en ambition, der nu må kategoriseres som et fromt, men urealistisk ønske om at fastholde Arktis som et lavspændingsområde baseret på den regelbaserede verdensordens principper. Som tidligere beskrevet i Kristeligt Dagblad er Arktis i den globale stormagtskonkurrence helt centralt for det igangværende våbenkapløb indenfor missilsystemer samt kontrollen over rummet. På våbenkontrolområdet er den kolde krigs aftaler under afvikling, så her er der færre og færre regler at basere en orden på.
Ruslands strategi i Arktis har i praksis indtil nu ikke været præget af ”at træde på alle”, men i høj grad at optræde regelbaseret og holde Arktis som lavspændingsområde. Det har været i Ruslands interesse, fordi man geografisk og militært er den stærkeste magt i Arktis, men den position er USA i gang med at udfordre. Og det er i USA’s klare nationale interesse at matche Rusland – og Kina – i Arktis.
Vil Rigsfælleskabet være mere end blot et vedhæng til den amerikansk-russisk stormagtskonkurrence i Arktis, så skal man finde sig en position ved siden af stormagtsligningen, hvor Rigsfælleskabets alliance med USA er givet. Og man skal gøre op, om Danmarks ruslandspolitik skal skrives af Rigsfællesskabet eller i Washington.
Danmarks nuværende arktiske strategi udløber ved årsskiftet, og inden årets udgang fremlægger regeringen en ny. Bliver det en værdibaseret arktisk strategi, der ikke er funderet i afvejning af nationale interesser, vil det øge konflikterne i Rigsfællesskabet og svække Danmarks position i relation til stormagterne.
Sætter strategien national interesse først, så kan det styrke sammenholdet i Rigsfællesskabet, som Jeppe Kofod så gerne taler om. På det grundlag kan man være et diplomatisk talerør for væsentlige værdier indenfor miljø, forskning og oprindelige folks interesser og skabe sig en position ved siden af den militære stormagtskonkurrence, hvor Danmark på forhånd er sat udenfor indflydelse. Diplomatisk oprustning vil være en småstats bedste svar på stormagternes oprustning. Opruster man ikke diplomatisk, er den værdibaserede udenrigspolitik uden værdi.
Jens Worning er tidligere dansk generalkonsul i Sankt Petersborg og direktør i kommunikationsbureauet Policy Group. Han analyserer russisk politik og dens følger i Kristeligt Dagblad.