Krybskytteri stiger igen i Sydafrika efter pause under pandemi

Antallet af næsehorn, der bliver dræbt af krybskytter, er igen begyndt at stige i Sydafrika efter et større fald under sidste års nedlukninger i landet.

Det oplyser miljøminister Barbara Creecy lørdag.

Ifølge ministeren er 249 næsehorn blevet dræbt af krybskytter frem til slutningen af juni.

Det er 83 flere end i samme periode sidste år, men færre end de 318 næsehorn, der blev dræbt i de første seks måneder af 2019.

Det oplyser Sanpark, der administrerer Sydafrikas nationalparker.

Myndighederne har tidligere forklaret sidste års fald med, at det meste af Sydafrika var lukket ned i store dele af 2020 på grund af pandemien.

De store dyr bliver som oftest skudt af krybskytter, der udelukkende er ude efter næsehornenes horn, der kan sælges for tusindvis af kroner på det sorte marked.

Kigger man på angreb mod dyr af alle arter, så har myndighederne registreret 715 tilfælde af krybskytteri frem til slutningen af juni i Kruger National Park, der er Sydafrikas største nationalpark.

Det er en stigning på fire procent i forhold til samme periode sidste år.

I alt er 125 personer indtil videre i år blevet anholdt for krybskytteri eller for at smugle næsehornshorn. 20 af dem er indtil videre blevet dømt.

- I kampen for at bevare vores dyreliv og standse krybskytteri er det vores parkinspektører, der går forrest i kampen og dagligt risikerer deres liv for at passe på vores natur og truede dyrearter, siger Barbara Creecy.

Kruger National Park er en af Sydafrikas vigtigste turistattraktioner og vildtreservater. Parken blev oprettet i 1898 af daværende præsident Paul Kruger.

/ritzau/dpa