Magtfulde. Nærige. Griske. Antisemitiske konspirationsteorier er ældgamle og sejlivede

Med jævne mellemrum stikker de hovedet frem. I medier, i samtaler med ens skøre onkel, og i de senere år endda hos demokratisk valgte politikere i flere europæiske parlamenter. Antisemitismen er næret af århundreder gamle konspirationsteorier, der nægter at dø

Et typisk eksempel på antisemitiske konspirationsteorier stammer fra denne særudgave af Julius Streichers nazistiske ugeavis Der Stürmer, som i maj 1934 hævdede at have afsløret et jødisk komplot om at myrde hele den ikke-jødiske menneskehed. – Foto: Album/Ritzau Scanpix.
Et typisk eksempel på antisemitiske konspirationsteorier stammer fra denne særudgave af Julius Streichers nazistiske ugeavis Der Stürmer, som i maj 1934 hævdede at have afsløret et jødisk komplot om at myrde hele den ikke-jødiske menneskehed. – Foto: Album/Ritzau Scanpix.

Peter Tudvad skuttede sig ved tanken og nægtede at tro på det, han netop havde hørt.

Over kirkekaffen i den østtyske by Meissen stod den danske filosof og forfatter for nogle år siden med en god bekendt fra menigheden og diskuterede verdens gang. Året inden havde det tyske politi i sidste øjeblik aflyst en fodboldlandskamp i Hannover mellem Tyskland og Holland af frygt for et terrorangreb. Nu mente Peter Tudvads bekendte at vide, hvem der stod bag: et verdensomspændende og fordækt netværk af rige jøder.

”Det var som at høre Hitlers tale den 30. januar 1939, hvor han beskyldte den internationale jødiske finanselite for at sende Europa ud i krig,” siger Peter Tudvad.

Eksemplerne på den stigende europæiske antisemitismes genopblussen er mange og findes ikke kun i det tidligere DDR, hvor Peter Tudvad i en årrække har været bosat. 9 ud af 10 europæiske jøder vurderer, at antisemitismen er steget i de seneste fem år. Over 30.000 jøder udvandrede sidste år til Israel. Læg dertil adskillige gravskændinger og endda terrorangreb rettet mod jøder, senest i den østtyske by Halle, hvor en 27-årig højreekstremist i oktober sidste år skød og dræbte to mennesker ude foran byens synagoge.

Om end antisemitismen viser sig på nye og uhyggelige måder i disse år, er fundamentet for den ikke nyt. Ifølge forskere næres den opblussende antisemitisme fortsat af sejlivede konspirationsteorier som den, Peter Tudvad fik galt i halsen til kaffen efter gudstjenesten.

Kunne tekster anklages for drab, ville der være gode grunde til at sende ”Zions vises protokoller” på anklagebænken. Protokollerne er et antijødisk smædeskrift, som på forunderlig og skræmmende vis har været katalysator for store dele af det 20. og 21. århundredes jødeforfølgelser.

Egentlig er ”Zions vises protokoller” en forfalskning. Teksten bygger på en fransk fiktionsfortælling, der var tænkt som satire. Alligevel blev skriftet udgivet i 1902 på russisk og fremstillet som et internt dokument, hvori en international jødisk magtelite konspirerer om at underlægge sig verdensherredømmet.

Skørt, ja, men ikke uden effekt. Myten tog om sig, og ifølge Morten Thing, lektor emeritus i historie på RUC og forfatter til flere bøger om jødedom og antisemitisme, kan betydningen af ”Zions vises protokoller” selv den dag i dag næppe overvurderes.

”Idéen om en magtfuld jødisk elite lanceres ikke af ’Zions vises protokoller’, men det er i høj grad med det smædeskrift, at konspirationen blæses helt vildt op i Europa efter afslutningen af Første Verdenskrig,” siger Morten Thing.

Selv ikke holocaust og det 20. århundredes antisemitiske forbrydelser har kunnet taget livet af ”Zions vises protokoller”, der stadig florerer på internetfora og i boghandler verden over. Også i Europa, forklarer Morten Thing. På den måde bliver konspirationen bag smædeskriftet reproduceret og dukker gang på gang op.

”Selvom antisemitismen i dag tager mange former og findes i islamistiske miljøer og på både den hårde højre- og venstrefløj, udspringer den af samme konspiratoriske grundlag: At jøder har en overdrevet stor indflydelse på verdens gang, som de udnytter til egen fordel,” siger Jakob Egholm Feldt, professor på RUC og forsker i jødisk historie.

En konspirationsteori kan ikke overleve uden en modtagerskare, som er villig til at lade sig påvirke. Ifølge Morten Thing er det ikke tilfældigt, at europæerne i 1900tallet fik smag for antisemitiske løgnehistorier. Forinden da havde indvandring af jøder, som så anderledes ud og havde en anden kultur end de oprindelige europæiske befolkninger, gødet jorden for antisemitisme.

”Fra særligt 1880 til 1914 finder en voldsom migration af jøder fra Rusland til Europa sted. Det er med til at opbygge en stereotyp om jøder som nogle, der kan noget med penge, men holder sig for sig selv og har gang i noget fordækt. Inden da har der også været jøder i Europa, hvor de især har været med til at opbygge de finansielle institutioner og er kendt som driftige handelsmænd, især fordi de mange steder ikke må eje jord.”

Det er formentlig her, at stereotypen om den rige, nærige og pengegriske jøde stammer fra.

Efter Første Verdenskrig, hvor multikulturelle kejserriger røg på retræte, mens etnisk homogene nationalstater brød frem, blev myten om de gedulgte jødeaktiviteter særligt farlig. De jødiske mindretal blev udsatte i et Europa, hvor nationerne i højere grad så sig selv som etniske fællesskaber.

”Med nationalismen vokser idéen om, at jøderne er illoyale mod staten, men loyale over for hinanden. At jøderne er en parasit, der underminerer samfundsorganismen. Den samme slags antisemitisme trives stadig i visse kredse,” siger Jakob Egholm Feldt.

Bedre bliver det ikke af, at racebiologien vinder indpas fra sidste halvdel af 1800-tallet og langt op i 1900-tallet. Med den bliver forestillinger om jøder pludselig tilskrevet deres etnicitet – ikke kun kultur.

”Det giver antisemitismen et biologisk element. Jøderne bliver nu regnet som en race, man tillægger nogle egen-skaber. Eksempelvis at de er nærige,” siger Jakob Egholm Feldt.

I dag er den racebiologiske antisemitisme næsten ikke-eksisterende, om end den har tilhængere på den yderste ekstreme højrefløj, forklarer Jakob Egholm Feldt.

Til gengæld lever flere af de kulturelle stigmatiseringer af jøder i bedste velgående. 41 procent af tyskerne tror eksempelvis, at jøder er mere loyale over for Israel end Tyskland. Næsten hver femte tysker svarer ja til, at jøder er ligeglade med andre end dem selv. Det viser en meningsmåling fra oktober i år foretaget for World Jewish Congress, en sammenslutning af jødiske organisationer.

Den udbredte stereotyp om den illoyale, magtfulde og egennyttige jøde kan på den måde skræddersyes til at passe ind i de forskellige antisemitiske strømninger i Europa.

I islamistiske miljøer i Europa kommer den til udtryk ved forestillinger om, at jøderne sidder på magten og de store verdensmedier. Et verdensbillede, der adopteres af dele af den yderste venstrefløj.

”Det bliver deres konspiratoriske forklaring på, at palæstinenserne lider,” siger Jakob Egholm Feldt.

Selv på den parlamentariske højrefløj er der nu igen politikere, der retter det retoriske sigtekorn mod jøderne, når nationens dårligdomme skal forklares. Ungarns nationalkonservative premierminister, Viktor Orbáns, yndlings-antipati er den jødiske milliardær George Soros, der beskyldes for samfundsundergravende aktiviteter. Et par hundrede kilometer fra Peter Tudvads hjem er antisemitismen også nået ind i delstatsparlamentet i Thüringen. Den lokale AfD-leder, Björn Höcke, sagde tidligere på året til Die Welt, at ”en lille pengemagtelite” søger at ”hævde deres interesser på bekostning af alle verdens folk”. Ifølge Peter Tudvad er langt de fleste østtyskere klare i deres afstandtagen til antisemitismen og de myter, der driver den.

”Men selv her i Tyskland ser man desværre stadig eksponenter for en fuldstændig hæmningsløs antisemitisme,” siger han.