Hvad er sagens kerne?
En lang række medier i både Danmark og udlandet bringer i disse dage eksplicitte billeder af lig og lemlæstede ukrainere. Særligt fotos og video fra den ukrainske by Butja, hvor russiske styrker ifølge ukrainske myndigheder har begået massedrab på civile, er gået verden rundt som dokumentation for krigens rædsler.
Men den meget eksplicitte visning af død og ødelæggelse har samtidig åbnet en anden debat om såkaldt medfølelses-udmattelse - et begreb, som ofte bruges i den engelske udgave compassion fatigue. Begrebet betyder lettere forenklet, at overeksponering af voldsomme indtryk over længere tid kan mindske beskuerens empati i forhold til en bestemt sag - for eksempel krig. En risiko, paven advarede om allerede for to uger siden.
Hvad taler for at begrænse brugen af eksplicitte billeder i krigsdækningen?
”Når vi bliver oversvømmet med billeder, som før chokerede os og vakte indignation, mister vi vores evne til at reagere,” skrev forfatteren Susan Sontag i ”At betragte andres lidelser” fra 2003.
”Medfølelse, strakt til sit yderste, bliver til følelsesløshed.”
Begrebet medfølelses-udmattelse stammer oprindeligt fra sundhedsvæsenet og refererer til en situation, hvor sundhedspersonale overeksponeres for ubehageligheder via patienter. Siden har begrebet vundet indpas i relation til mediebranchen, og eksperter i visuel formidling taler om, at fotografiers påvirkningskraft svækkes over tid. Udsættes beskuerne for stærke billeder gennem en periode, hærdes mange. Selv eksplicitte billeder af død og ødelæggelse vil over tid berøre modtageren mindre, og læserne eller seerne kan udvikle apati og følelseskulde.
”Det er naturligvis en risiko, enhver publicist bør være på vagt over for,” skriver Kristeligt Dagblads designchef Ole Munk i bogen "Visuel journalistik".
I en artikel om samme fænomen i netmediet Vice fortæller Charles Chaffin, der er forfatter til en bog om følelser i informationsalderen, at et studie af terrorangrebet under Boston Marathon i 2013 peger på, at det for nogle oplevedes som værre at se angrebene gentagne gange via tv end for andre, som rent faktisk havde været til stede.
”Vi er bare ikke designet til konstant at blive eksponeret for lidelse,” konkluderer Charles Chaffin.
Et andet argument for at være påpasselig med, hvad der videreformidles i medierne, er den usikkerhed, som rapporteringen midt under en krig altid vil være forbundet med.
"Hvilken sandhed rummer disse utålelige billeder så i sidste ende? Svaret er lige så ubærligt. Sandheden bag billederne fra Butja skal først efterforskes," skriver eksempelvis den tyske ugeavis Die Zeits kulturredaktør Dirk Peitz.
Hvad taler imod en striksere billedbrug?
Under krigen i Ukraine har en række både danske og internationale chefredaktører henvist til behovet for at dokumentere konsekvenserne af de grufulde handlinger, så offentligheden med egne øjne kan se, hvor konkret brutaliteten er.
Desuden har eksperter gjort opmærksom på, at krigsførende parter altid har en interesse i at fremstille krigens gang fra netop deres perspektiv – og til deres fordel. Derfor er det særligt vigtigt, at uafhængige medier rapporterer om udviklingen – inklusive billeddækning af død.
”Vi vurderer hvert billede og tager hensyn, især ved mulig ansigtsgenkendelse. Vi advarer i toppen af artikler mod voldsomme billeder. Men det er afgørende, at verden får indsigt i de forbrydelser, der er begået,” skrev Berlingskes chefredaktør Tom Jensen for nylig på Twitter.
Hvordan kunne en mellemvej se ud?
Mange medier advarer mod stærke billeder, hvis de indgår i et tv-indslag eller i en artikel. Men schweiziske Neue Zürcher Zeitungs netavis kan man i en oversigtsartikel med et kort over byen Butja krydse af i en boks i forhold til, om man ønsker at læse artiklen med eller uden billeder. Læseren kan således nøjes med at tilgå information om krigen via tekst og kort, men uden at billeder af lig i gaderne er en del af dækningen.
Kristeligt Dagblads billedpolitik er, at avisen normalt ikke bringer billeder, "der kan virke anstødelige eller krænkende". Men med massedrabene i Ukraine vil avisen gøre en undtagelse, når billederne "er helt afgørende for den journalistiske dokumentation" af de historiske begivenheder.
Hvad angår den enkelte medieforbruger, kan en del af løsningen være at lukke af for krigen for en stund. Klappe avisen sammen, slukke for fjernsynet og sætte de sociale medier på pause. Eller som forfatteren og terapeuten Chloe Carmichael siger til CNN:
”Det er acceptabelt – og vigtigt – at koble fra (...). I stedet for at begrave dig selv i en tragedie, så gør noget, du holder af.”
I globalt dilemma sætter Kristeligt Dagblad fokus på en af ugens store etiske problemstillinger i verden.