Den kolde krig var ikke for tøsedrenge. Amerika stod over for Sovjetunionen. Den frie verden over for diktaturet. Med amerikanerne var de fleste lande, der kunne bestemme selv. Hos russerne var de, der var bundet på hænder og fødder.
Der er altså ingen grund til at begræde den tid. Men hvorfor er det så, man alligevel bliver en smule nostalgisk og tænker på gamle dage? Dengang Leonid Bresjnev var kommunistisk partichef og Sovjetunionens leder fra 1964 til 1982?
Bresjnev var ingen demokrat, han kom selv til magten ved et kup, da han satte forgængeren, Nikita Khrusjtjov, fra bestillingen. Han stod bag invasionen i Tjekkoslovakiet 1968 og en hel del andet. Hans eget land stagnerede, folk kunne ikke rejse ud, og meget få rejse ind, og havde det ikke været for enkelte modige og kloge mennesker – systemkritikere, forfattere, musikere – ville det hele have været gråt i gråt.
Nostalgien melder sig, fordi Bresjnev var nogenlunde beregnelig. Han truede ikke med atomvåben, han angreb ikke a-kraftværker. Hans senere år var præget af sygdom og alkoholisme, men han holdt ikke rablende taler om Ruslands storhed eller latterliggjorde Vesteuropa. Man kunne sidde i København eller Berlin uden større sandsynlighed for at få en atomraket i hovedet. Og han var ansvarlig over for politbureauet, det øverste, sovjetiske organ, som han var nødt til at have med sig i alle vigtige beslutninger.
Det er anderledes med Vladimir Putin. Han er ikke ansvarlig over for nogen, eller ansvarlig i det hele taget. Umiddelbart inden invasionen af Ukraine ydmygede han på tv nøglepersonerne i sit sikkerhedsapparat. Selv udenrigsminister Sergej Lavrov, der ellers kan lide at føre sig frem som let skrydende diplomat med en svaghed for vestlig livsstil, virker nu som en bugtalerrekvisit.
Spørger man erfarne, udenrigspolitiske kræfter, nikkes der bekræftende til, at der var noget godt ved de gamle dage.
"Koldkrig 1 var stabil, hvis man ser på den atomare balance, især efter at våbenkapløbet i 1950'erne og 60'erne blev begrænset af en række våbenkontrolaftaler. Når det er sagt, var der adskillige brutale stedfortræderkrige, fra Korea over Vietnam til Angola og Afghanistan. Så det afhang af, hvor man var," siger Mark Medish, der rådgav USA's præsident, Bill Clinton, om blandt andet Rusland og Ukraine i 1990'erne.
"Ja, Bresjnev var mere under kontrol, og vi har ikke set noget lignende siden Stalin," lyder det fra Andras Simonyi, Ungarns tidligere ambassadør ved Nato og i Washington.
"Rusland truede ikke med atomvåben, men hvis Putin var kommet til magten i 1988, ville de have rullet ind i Polen og Ungarn – der var kræfter i Ungarn, som var forberedt på at ’invitere’ dem ind,” siger Simonyi, som senere har været direktør for Center for Transatlantic Relations i den amerikanske hovedstad.
"Forholdet mellem USA og Sovjetunionen nød godt af en form for orden og underforståede regler; det hvilede på atomar ligevægt og antagelsen om, at tingene ville forblive omtrent uforandrede i længere tid. Putin er - som kontrast - revisionist," lyder det fra Medish.
"Han søger at udfordre amerikansk overherredømme og er villig til at indgå risici for at nå sit mål. Derfor kan koldkrig 2 blive mere ustabil,” mener han.
Til slut en af Danmarks mest erfarne diplomater, K. E. Tygesen, nu pensioneret. Tygesen har været ambassadør i blandt andet Bonn, den tidligere vesttyske regeringsby, og Washington.
"Ja, der var på sin vis mere stabilitet under den kolde krig. Verdensordenen, eller hvad man skal kalde den, var jo frosset, men truslen fra Sovjetunionen var altid nærværende, og indimellem blev vi mindet om, hvor ikke-stabil terrorbalancen var: Næppe nogen i min generation glemmer Cuba-krisen. Og nærmere på måtte vi se magtesløse til under overgreb som Berlin 1953, Ungarn 1956 og Prag 1968," siger han.
Så helt nostalgisk skal man måske ikke være. Men alt er relativt, og i forhold til vore dage var Leonid Bresjnev ikke den værste, man kunne tænke sig. I hvert fald ikke i Vesten. Med Putin er det, desværre, noget andet.
Michael Kuttner har været korrespondent i Budapest, Berlin og Washington. Han skriver om internationale forhold med europæisk perspektiv i Kristeligt Dagblad.