Ny type satellit er sendt i kredsløb og indvarsler ny æra

En ny type telekommunikationssatellit, der på få minutter kan omprogrammeres til at dække et nyt geografisk område på Jorden, er fredag aften dansk tid blevet sendt ud i rummet med en Ariane 5-raket fra Det Europæiske Rumcenter i Fransk Guyana. Arkivfoto viser en tidligere opsendelse af satellitter fra basen i Sydamerika.
En ny type telekommunikationssatellit, der på få minutter kan omprogrammeres til at dække et nyt geografisk område på Jorden, er fredag aften dansk tid blevet sendt ud i rummet med en Ariane 5-raket fra Det Europæiske Rumcenter i Fransk Guyana. Arkivfoto viser en tidligere opsendelse af satellitter fra basen i Sydamerika. Foto: Jody Amiet/Ritzau Scanpix.

Verdens første kommercielle satellit, der kan genprogrammeres, er fredag aften blevet sendt i kredsløb om Jorden.

Det oplyser Det Europæiske Rumagentur (ESA).

Satellitten med navnet "Quantum" blev sendt afsted fra en raketaffyringsbase i Fransk Guyana i Sydamerika.

Efter 36 minutter vil den være på plads i en planlagt position cirka 35.000 kilometer over vores planet.

I modsætning til konventionelle satellitter er det muligt at ændre måden "Quantum" bliver anvendt på i løbet af dens forventede 15-årige levetid.

Dermed bliver der indledt en ny æra med mere fleksibel telekommunikation.

Den 3,5 ton tunge satellit er udstyret med otte kommunikationsenheder udformet som bjælker. Hver enkelt kan modificeres til at ændre dækningsområde på Jorden.

Ved hjælp af software stillet til rådighed for kunder kan den slags ændringer foretages på "få minutter". Det oplyser den europæiske operatør af satellitten, Eutelsat.

Det betyder, at satellitten kan bruges til at sikre mobildækning for bevægelige objekter som fly og skibe eller til at sikre mobildækning i områder, der bliver ramt af naturkatastrofer.

"Quantum" vil fra sin position tusindvis af kilometer over Jorden dække et stort geografisk områder fra det vestlige Afrika til Asien i hele sin levetid.

/ritzau/AFP