Putin dumper forholdet til USA før topmøde

Ruslands præsident, Vladimir Putin, og USA-præsident Joe Biden mødes for første gang 16. juni i Schweiz.
Ruslands præsident, Vladimir Putin, og USA-præsident Joe Biden mødes for første gang 16. juni i Schweiz. Foto: Angela Weiss, Alexey Druzhinin/Ritzau Scanpix.

Ruslands præsident, Vladimir Putin, varmer op til at møde sin amerikanske pendant om få dage ved at være ganske klar i mælet.

Han kalder således forholdet til USA for det dårligste i flere år. Det sker i et interview med den amerikanske tv-station NBC News.

- Vi har et bilateralt forhold, der er forringet til det dårligste, det har været i senere år, siger Vladimir Putin.

Hans udtalelse kommer, kort før han skal mødes med Joe Biden for første gang, siden Biden blev USA's præsident.

Mødet finder sted 16. juni i Schweiz og er det første topmøde mellem de to lande, siden Putin i 2018 mødtes med daværende præsident, Donald Trump, i den finske hovedstad, Helsinki.

Selv om forholdet til USA ikke er det bedste i øjeblikket, forventer Putin, at han kan finde frem til et godt samarbejde med Biden.

- Det er mit store håb. Der er nogle fordele og ulemper. Men der vil ikke være nogen impulsive beslutninger fra den siddende præsident, siger han med lettere skjult henvisning til Trump.

Han beskriver videre Biden som en karrierepolitiker, der er "radikalt anderledes" end Trump.

- Jeg mener, at tidligere USA-præsident Trump er et ekstraordinært individ, et talentfuldt individ. Han er en farverig person. Du kan lide ham eller lade være, men han kom ikke fra USA's etablerede system, siger Putin.

Det Hvide Hus har tidligere oplyst, at præsident Joe Bidens mål er at forbedre forholdet til Rusland, så det bliver "mere stabilt".

Putins kontante udmeldinger i interviewet lader ikke til at overraske Biden-administrationen, der forventer mere af samme under mødet.

- Vi forventer, at dette møde bliver ærligt og ligefremt, siger en embedsmand fra Det Hvide Hus ifølge nyhedsbureauet Reuters.

Biden har heller ikke lagt fingre imellem, når emnet har været Rusland og Putin.

Han har beskrevet Putin som "en dræber", hvilket er en skjult henvisning til dødsfald blandt flere fremtrædende kritikere af det russiske regime, skriver nyhedsbureauet AFP.

Da Putin bliver adspurgt direkte, om han er "en dræber", ler han.

- I løbet af min embedsperiode er jeg blevet vant til angreb fra alle sider og vinkler, på alle områder og under alle påskud og af forskellig styrke og skarphed.

- Og intet af det overrasker mig, siger han under interviewet uden at svare direkte på spørgsmålet.

Han tilføjer, at "dræber" er et machoudtryk, som ofte bliver brugt i Hollywood.

Putin har været åben om, at han i 2016 håbede på, at Donald Trump ville vinde præsidentvalget, hvilket som bekendt også blev tilfældet.

Men Trump tabte altså valget i 2020. Derfor er det nu Biden, som Putin skal tale politik med.

/ritzau/