De bliver fundet kastet i toiletter eller efterladt på lossepladser. Ligene af spædbørn. Født af kvinder, der aldrig ønskede at blive gravide, og som på grund af Senegals abortforbud ikke følte, de havde andet valg end at skille sig af med barnet efter fødslen.
Senegal er et af seks afrikanske lande, der stadig har et totalt forbud mod abort. Det driver hvert år i tusindvis af desperate ufrivilligt gravide kvinder og piger til at opsøge illegale aborter eller, hvis de ikke når det i tide, til at skille sig af med deres nyfødte.
”De har ikke andet valg end at bryde loven. Får de et barn uden for ægteskab bliver de udelukket fra fællesskabet, og barnet bliver ikke anerkendt – så uanset hvad de gør, bliver de straffet,” siger Awa Tounkara.
Hun er uddannet jurist og har siden 2009 arbejdet for Organisationen for kvindelige jurister i Senegal (AJS). Siden grundlæggelsen i 1974 har AJS spillet en aktiv rolle for at fremme menneskerettighederne i det vestafrikanske land med særligt fokus på kvinder og børns rettigheder.
Fra et lille centralt kontor i Dakar, hovedstaden i Senegal, lobbyer og rådgiver AJS samt giver gratis juridisk bistand til kvinder i hele landet. Organisationens logo i pink, lilla og guld er en afrikansk udgave af Justitia med hovedtørklæde og en stolt hånd i taljen, mens den anden holder vægtskålene højt løftet.
En af kampene, AJS er aktiv i, er retten til abort. For nylig udsendte Verdenssundhedsorganisationen, WHO, nye retningslinjer, der anbefaler, at kvinder og piger får adgang til abort, "når de har brug for det". Det er meget fint, lyder det fra Awa Tounkara, men Senegal er slet ikke et sted, hvor retningslinjerne giver mening.
Her udspiller kampen sig nemlig om den mest basale abortret, der er defineret i Den Afrikanske Unions Maputo-protokol. I år er det 18 år siden, at Senegal underskrev protokollen, der handler om sikring af menneskerettighederne og især kvinders rettigheder. Artikel 14 påbyder landene at sikre adgang til abort for kvinder og piger, der er blevet gravide som følge af incest eller voldtægt eller i tilfælde af, at moderens liv er i fare.
En underskrift uden virkning
Men Senegal har endnu ikke fulgt op på sin underskrift på protokollen og legaliseret abort i disse tilfælde. Ifølge landets straffelov er abort fortsat et groft lovbrud med en strafferamme på op til to års fængsel samt en bøde på op mod 1130 kroner – en mindre formue for en gennemsnitlig senegalesisk kvinde. For den eller dem, der udfører aborten, kan straffen være endnu højere.
Et bud fra sundhedsmyndigheder i Senegal lyder, at der i 2020 fandt 34.079 aborter sted – vel at mærke under ikke-egnede forhold. Tallet er med stor sandsynlighed endnu højere, lyder det fra AJS. I over en tredjedel af tilfældene ender kvinderne med alvorlige fysiske men, og nogle dør. Samtidig risikerer kvinder, der opsøger sundhedsklinikker eller hospitaler, at blive indberettet af sundhedspersonalet, der ikke vil risikere at blive anklaget for meddelagtighed.
I 2012 var en fjerdedel af alle sager, der kom for strafferetsdomstolen i det vestafrikanske land, kvinder eller piger anklaget for at have fået en abort eller for at have skilt sig af med deres nyfødte. Et estimat fra den internationale menneskerettighedsorganisation Center for Reproductive Rights (center for reproduktive rettigheder) lyder, at disse kvinder udgør 38 procent af alle kvindelige indsatte i Senegals fængsler.
”De her kvinder er ofre hele vejen igennem. De er fattige, de er uuddannede, de er sårbare, og de har været udsat for mænd, der forgriber sig på dem,” siger Awa Tounkara.
Siden 2013 har AJS været en central del af en national task force, der er sat i verden for at få staten til at leve op til sin underskrift på Maputo-protokollen. Awa Tounkara sidder med i task forcen, og for hende er der ingen tvivl om, hvad der er juridisk op og ned i sagen.
”Abort ér en kvinderet. Vi lever i en retsstat, og staten har pligt til at respektere, indfri og fremme menneskerettighederne. Det er en forpligtelse for Senegal, og når staten har ratificeret Maputo-protokollen uden undtagelser, så bør den ændre sine love i overensstemmelse med protokollen,” siger den lille kvinde, der er klædt i en lang kjole i let, brunt stof med slangeskindsmønster og et matchende brunt hovedtørklæde.
Religiøs og kulturel modstand
Udfordringen for hende og resten af civilsamfundet, der kæmper for retten til abort, er, at de ikke når langt med juridiske argumenter alene. Den religiøse modstand er stor:
”Vi bor i en sekulær stat, ja, men den er grundlæggende religiøs. Religion fylder rigtig meget i Senegal, og her er det ikke nok at have juraen i orden. Vi bliver nødt til at overbevise folk. Især skal vi præcisere, at der kun er tale om abort i tilfælde af incest og voldtægt.”
Ud af de 16 millioner mennesker, der bor i Senegal, er 95 procent muslimer. Og både fra de muslimske broderskaber, som har enorm indflydelse, og de fem procent katolikker er der fortsat indædt modstand mod abort.
At tillade abort kan åbne for en lavine af kritik fra befolkningen og religiøse aktører, der uanset begrænsningen vil se det som en glidebane mod fri abort, promiskuøs livsstil og lgbt-rettigheder. Homoseksualitet udløser dødsstraf i Senegal.
”Vi bliver nødt til at overbevise befolkningen om, hvorfor det er vigtigt, og få dem til at forstå kvindernes situation. Kvinder, der har været udsat for seksuel vold og incest, har ikke opsøgt et seksuelt forhold; de er blevet tvunget – og når de så bliver gravide, og vi nægter dem adgang til abort, så er det en tvungen graviditet. Det er et brud på deres rettigheder, og ved at lade stå til skader vi en masse kvinder,” siger Awa Tounkara.
Hun slår hænderne sammen og ryster på hovedet:
”Jamen, forestil dig de kvinder! Først bliver du gjort fortræd ved at blive voldtaget, og når du så ikke ønsker at være gravid, så bliver du gjort endnu mere fortræd ved at blive smidt i fængsel. Dertil kommer den sociale skyld og skam, som kvinderne også skal bære. Det er ikke menneskeligt!”
Rammer de mest udsatte
Argumenterne mod at ændre loven i Senegal går ofte på, at abort faktisk kan tillades, hvis tre læger - en gynækolog, en alment praktiserende og en retslæge - skriver under på, at kvindens liv er i fare, og chefen for den nationale lægsammenslutning efterfølgende godkender det. En både kompliceret og langsommelig proces.
Langt de fleste kvinder lever ude på landet, hvor der måske kun er én læge til at dække et stort geografisk område. Kvinderne her har måske aldrig set en læge endsige været på en sundhedsklinik, så at tro, at de skal kunne bruge den ret – eller vide at de i det hele taget har den rettighed – er utopisk, forklarer Awa Tounkara. Derfor rammer abortforbuddet også de fattigste hårdest.
”Rige kvinder går på klinikker i Dakar og får en abort uden problemer, selvom det er ulovligt. De har også muligheden for at tage til udlandet og få en abort i ro og mag; det kan de fattige ikke. Så det er også diskriminerende ud fra et lighedsprincip,” påpeger advokaten, der understreger, at det ikke kun drejer sig om voksne kvinder, men også om små piger, der bliver gravide efter incest eller voldtægt, hvilket er livsfarligt for dem og vil afbryde deres skolegang.
Selvom der er mange forhindringer på vejen, er der også fremgang. For nylig har Senegal strammet strafferammen for voldtægt, og task forcen har betydet, at der nu for første gang tales om disse emner.
”Vi er lykkedes med at sætte gang i en debat – vi har været i radioen, købt tv-spots, haft samtaler med folk og med parlamentarikerne. Og de unge er også gået i gang med Facebook og Instagram. I det mindste har vi en samtale nu,” siger Awa Tounkara, der stadig tror på, at det vil lykkes en dag.