Skærmen er blevet cubanernes vindue til verden udenfor

Cubanerne er blevet storforbrugere af internet. I venten på bedre tider må de drømme sig til dem

Cubanerne flokkes om de steder, hvor wifi-forbindelsen giver dem adgang til verden udenfor. Her på San Rafael-gaden i Havana. –
Cubanerne flokkes om de steder, hvor wifi-forbindelsen giver dem adgang til verden udenfor. Her på San Rafael-gaden i Havana. – . Foto: Ole Munk.

Det spanske ord esperar kan både betyde ”at vente” og ”at håbe”. Intet sted synes dette sammenfald at give bedre mening end i Cuba, hvor det at vente er blevet en selvfølgelig del af dagligdagen. Cubanerne venter på et lift, på at blive lukket ind i en butik, på at få del i den seneste leverance vaskepulver, på bedre tider.

Ventetiden fik for alvor præg af håb, da USA’s daværende præsident, Barack Obama, åbnede for øget samkvem mellem de to lande, og hele 10 amerikanske flyselskaber satte den cubanske hovedstad, Havana, på 2016-listen over nye destinationer.

At Cuba kan bruge en dollar-indsprøjtning er åbenlyst. Efter næsten 60 år uden vedligeholdelse begynder hovedstadens før så prægtige bygninger at falde sammen om ørerne på deres beboere, og flere steder i landet ses lige så mange hestevogne som motoriserede køretøjer. Men nye vinde fra Det Hvide Hus har taget farten af turiststrømmen, og bortset fra all inclusive-infernoet Varadero øst for Havana, hvor amerikanske og russiske turister kappes om at opføre sig mest ubehøvlet, føles den store nabo mod nord lige nu mest nærværende på nettet, som cubanerne på rekordtid er blevet storforbrugere af.

For bare tre år siden kunne man stadig opleve at blive spurgt om, hvad ”det der internet” egentlig er for noget. I dag er køen til Telepunto-forretningens lyksaligheder af smartphones og tarjetas, plastickort med op til fem timers wifi, længere end nogen anden. Omkring de få statsautoriserede hotspots flokkes især yngre cubanere med øjnene klistret til skærmen, og i snart sagt hver anden butik kan man få repareret sin mobil – eller låst den op, hvis man skulle stå og mangle en pinkode. En påmindelse om, at nok er Cuba et af verdens tryggeste lande at færdes i, men selv her findes der svage sjæle, som trods risikoen for 10 år bag tremmer prøver at skaffe sig uretmæssig del i andres rigdom – ikke mindst den, de udenlandske gæster så iøjnefaldende bringer med sig.

Uligheden stiger mellem de cubanere, der har noget, de kan sælge, og dem, der ikke har. Først og fremmest fast ejendom, som det for få år siden er blevet tilladt at tage penge for. Tidligere måtte man kun bytte. Men også taxichauffører og tjenere er i dag blandt det cubanske samfunds velhavere, og det bliver stadigt sværere for landets ungdom at se pointen i at knokle sig til den af regeringen så lovpriste uddannelse, der måske kan føre til et job som skolelærer eller læge til 600-700 pesos (150-175 kroner) om måneden – cirka, hvad turisten betaler for en enkelt overnatning i et af landets titusinder af små lokale overnatningssteder, casas particulares.

44-årige Tomas Rodriguez Mutis er uddannet økonom, men har aldrig gjort forsøg på at leve af det. Han tjener langt bedre på at udleje tre værelser i familiens gamle ejendom i Sancti Spíritus midt i Cuba. Ifølge Tomas har den voksende forskel – knap nok på rig og fattig, men snarere på fattig og mindre fattig – ikke påvirket det afslappede forhold cubanerne imellem, og iagttager man livet i den over 500 år gamle provinshovedby, må man give ham ret. Folk hilser, sludrer og diskuterer flittigt på tværs af køn, hudfarve og tøjstil. Selv to ret outrerede transvestitter indgår ukompliceret i det i forvejen brogede gadebillede.

”Tolerancen over for seksuelle afvigere er vokset de senere år,” forklarer Tomas Rodrigez Mutis, hvis 23-årige datter selv er lesbisk.

Politik interesserer han sig ikke for – heller ikke for valget af ny præsident, som efter planen finder sted den 19. april, når den nyvalgte nationalforsamling træder sammen for første gang i den nye lovgivningsperiode. Cubas nuværende præsident, den 86-årige Raúl Castro, der er Fidél Castros bror og den sidste af de store skikkelser fra revolutionen i 1959, har bebudet sin afgang. Hvem der står til at blive hans arvtager, har Tomas Rodrigez Mutis ingen anelse om.

Og det kommer heller ikke til at gøre nogen forskel, hvem det bliver, fastslår den 20 år ældre taxichauffør i nabobyen Trinidad, Raúl Sanchez, som modsat Tomas Rodrigez Mutis går op i politik, men får al sin viden ad de officielle statskontrollerede kanaler.

”Her er ro og fred, og sådan bliver det ved med at være,” mener han.

Trumps tosserier kan Raúl Sanchez ikke tage alvorligt, og krisen i Venezuela, der med olie til spotpris holder hånden under hele den cubanske økonomi, bekymrer ham heller ikke.

Imens sidder hans yngre landsmænd og -kvinder lår mod lår på trappestenen med al deres opmærksomhed rettet mod den virtuelle verden. At dømme efter de websteder, de besøger, er det hverken en doktorgrad eller et regimeskifte, de drømmer om. Snarere kærlighed, biler og smykker.