Det var alt det, Ruslands præsident, Vladimir Putin, ikke sagde under den årlige militærparade på Den Røde Plads i Moskva, som det er værd at bide mærke i. Der blev ikke meldt om nogle – bare delvise – sejre i Ukraine, hvor man den sidste tid helt åbenlyst har sat alt tungt artilleri og granater ind på at ”befri” Mariupol.
Der blev ikke erklæret krig, så Rusland kan massemobilisere i hundredtusindvis af reservister. Og der blev ikke truet med atomvåben, som russiske medier ellers har malet over nyhedsfladen i dagene op til den russiske militær-helligdag, sejrsdagen, hvor man hvert år med pomp og pragt markerer sejren over Nazityskland i 1945.
Til gengæld blev der sagt åbenlyst, at ethvert tab af liv er en tragedie, og understreget, at regeringen og de russiske regioner også økonomisk vil tage sig af de familier, der må bringe det højeste offer. Sagt af den øverstkommanderende Vladimir Putin fra den fineste talerstol i Rusland – den på Den Røde Plads.
Præsidenten kunne love russerne ligkister fra krigen – intet andet. Han tør ikke længere fæste lid til de store sejre, som efterretningstjenesten FSB og hans generaler før har stillet ham i udsigt.
Den russiske hær står afpillet i Donbass. Trods monumentale årlige militærøvelser siden annekteringen af Krim i 2014 har hæren vist ineffektivitet og pinlige fejl – militærfagligt set. Man har ikke været i stand til at etablere et sikkert kommunikationssystem – tværtimod har ukrainerne været i stand til at lytte med på den interne russiske kommunikation ved fronten og kunnet udpege mål, udstyr såvel som generaler, og sætte succesfulde nålestik ind med store russiske tab til følge.
Det rører ved spørgsmålet, om vi, Vesten, er i krig med Rusland? For er vi det, er vi også legitime mål for Rusland. Og så er spørgsmålet om atomvåben rystende aktuelt.
Rusland er ved at løbe tør for avancerede våbensystemer og må nu bruge mindre avancerede granater og missiler – med øget risiko og øgede tab. Og man har på intet tidspunkt været i stand til at tage kontrol over luftrummet, hvilket alle – også vi i Vesten – havde forventet ville ske på få dage. Det sidste blev mandag symboliseret i Moskva ved, at den traditionelle luftparade blev aflyst – officielt på grund af dårligt vejr på en dag, hvor Moskva badede sig i forårssolen. Og formodentligt, fordi det russiske luftvåben frygtede, at ukrainske droner skulle gæste Moskva og gøre skade på Putins kampfly.
Lige nu står fronten stille. Putin kan ikke forlade Ukraine uden en sejr og slet ikke som taber, så generalstaben arbejder utvivlsomt på en ny plan for, hvordan en offensiv kan sættes ind. Kan en ny plan ikke etableres, så vil fronterne bestå og hårde daglige beskydninger være dagens orden i lang tid frem – såvel som ligkister retur til Rusland.
Og her er der grund til at hæfte sig ved det, som Putin faktisk sagde på Den Røde Plads. At han var tvunget til at invadere Ukraine på grund af Natos og USA’s planer om at angribe Rusland. At det er vores skyld.
Den amerikanske forsvarsminister har sagt, at det nu gælder om at bringe Rusland så langt i knæ, at man i årtier frem ikke vil være i stand til at føre en offensiv krig. Pentagon har trukket det udsagn lidt tilbage og sagt, at Rusland blot ikke skal vinde den igangværende krig. Det er blevet et debatemne, om udsagnet var uklogt og provokerende. Den debat er irrelevant. For selv bistået af tavshed er man i Moskva udmærket klar over, at krigen nu er centrum i den globale stormagtskonkurrence.
Måske vi i egen interesse skal til at tænke på, hvordan – og om – Putin kan hjælpes ned fra det træ, han er kravlet op i. Så vi undgår, at næste eskalation omfatter brug af atomvåben og vores direkte inddragelse i krigen – som krigsførende part.
USA vil gerne udnytte Ruslands aktuelle svaghed – både over for Rusland, men lige så meget for at sende klare signaler til Indien og Kina. Budskabet til Kina er: Se, hvor determinerede vi er, og hvor langt vi er parate til at gå med økonomiske sanktioner. Og til Indien er det: Skru ned for jeres samarbejde med Rusland, og skru op for samarbejdet med os – imod Kina. At USA øjner en monumental geopolitisk sejr, er indlysende for alle parter.
Og det rører ved spørgsmålet, om vi, Vesten, er i krig med Rusland? For er vi det, er vi også legitime mål for Rusland. Og så er spørgsmålet om atomvåben rystende aktuelt.
USA har – også symbolsk – genoplivet Lend-Lease-programmet fra Anden Verdenskrig, hvor man støttede alle inklusive Sovjetunionen med våben mod Hitler-Tyskland. Man blev først part i krigen med det japanske angreb på Pearl Harbor i december 1941.
Midt i juni regner man fra ukrainsk side med, at man har modtaget så solide våbenleverancer fra USA og Nato, at man måske kan begynde en modoffensiv. Putin er ligeglad med international lov, hvis den går imod hans interesser. Går Ukraine frem, og Rusland markant tilbage ved fronten, er Putin det mest desperate sted, han nogensinde har været – og hvad gør han så?
Måske vi i egen interesse skal til at tænke på, hvordan – og om – Putin kan hjælpes ned fra det træ, han er kravlet op i. Så vi undgår, at næste eskalation omfatter brug af atomvåben og vores direkte inddragelse i krigen – som krigsførende part.
Jens Worning er tidligere dansk generalkonsul i Sankt Petersborg og partner i kommunikationsbureauet Policy Group. Han analyserer russisk politik og dens følger i Kristeligt Dagblad.