Rejsende til andre lande er ofte ude for forbløffende oplevelser. I Bulgarien og Indien for eksempel ryster man på hovedet, hvis man vil bekræfte noget. I Amerika siger man badeværelse, selvom man mener toilet. I nogle lande kører man i venstre side af vejen.
På den baggrund er der måske ikke meget at sige til, at vestlige lande for tiden har vanskeligt ved at kommunikere med Ruslands præsident. Vladimir Putin lover noget den ene dag – for eksempel at trække tropper tilbage – for næste dag at gøre det præcist modsatte. Han har også lovet ikke at gå i krig, med mindre, naturligvis, at han bliver nødt til det. Han har sagt, at hans land ikke står bag hackerangreb, smædekampagner og forsøg på at påvirke valget i USA, selvom beviserne tårner sig op.
Putin er med andre ord fuld af løgn, eller, for at sige det på en pænere måde, tilhænger af alternative måder at betragte tingene på. Og da han har styr på de fleste medier derhjemme, er det virkeligheden i Rusland. Noget tyder på, at en del russere ikke tror på den virkelighed, eller medierne i det hele taget, men det er næppe et stort problem for ham.
Naturligvis er der en forskel på at ryste med hovedet, når man siger ja, og til at anbringe efterhånden 180.000 soldater tæt på grænsen til Ukraine. Men det hænger alligevel sammen. For når vestlige ledere, som i disse dage, søger at overbevise Putin om, at krig er en dårlig idé, taler de ikke nødvendigvis samme sprog. Putin tænker et, Macron eller Scholz eller Biden noget andet.
Der er triste, historiske fortilfælde. Det største kan nok tilskrives Storbritanniens premierminister Neville Chamberlain, der i 1938 vendte sejrssikkert hjem fra München, viftede med et stykke papir og lovede fred i vor tid. Mindre end et år efter brød Anden Verdenskrig ud. Chamberlain troede, at han kunne stole på Herr Hitler, fordi han havde Førerens underskrift på en aftale. Men Hitler ville bare vinde tid.
Chamberlain mente, at han og Hitler talte og tænkte på samme måde. Det gjorde de ikke. Den samme tro havde europæiske udenrigsministre, da de i begyndelsen af 1990'erne søgte at hindre og siden bilægge krigen i det daværende Jugoslavien. De mødte den serbiske leder Slobodan Milosevic, der talte glimrende engelsk og kunne virke charmerende, når han ville det. Men han var en slubbert, der ikke holdt ord og sjældent sagde, hvad han virkelig mente, fordi det ikke var det, de udenlandske gæster ville høre.
Noget mindre dramatisk er EU-lederes bestræbelser for at få blandt andre Polen og Ungarn til at overholde regler, der skal sikre retsstat, frie medier og god regeringsførelse. Det er alligevel betydningsfuldt, fordi det handler om Europas værdier. Her kender man måske hinandens måder at tænke på, men det fører ikke til noget, for i Warszawa og Budapest er man fokuseret på at bevare magten. EU-forhandlere kan tale så meget de vil, men der er kun – små – indrømmelser, hvis de sætter hårdt mod hårdt og truer med at blokere for milliardtilskud.
Det er ikke, fordi der ikke er vidende vesterlændinge. Den tyske ambassadør i Beograd afslørede over for denne klummeskribent i 1992, at han havde frarådet sin regering at anerkende Kroatien på det tidspunkt. Det ville forværre konflikten i det tidligere Jugoslavien, havde han sagt, fordi kroaterne ikke var væsentligt flinkere end serberne. Den tyske regering overhørte advarslen, anerkendte Kroatien – og krigen eksploderede.
Det korte af det lange: Tillid er godt, kontrol er bedre, som Lenin sagde. Tro ikke på modparten, hvis der ikke er grund til det. Krigen kan komme, før vi aner det, eller ikke. Det er Putins projekt. Vi skal være forvirrede, men ingen siger, at vi skal være det mere end højst nødvendigt.
Michael Kuttner har været korrespondent i Budapest, Washington og Berlin. Han skriver om internationale forhold med europæisk perspektiv i Kristeligt Dagblad.