Torden og regn blokerer veje og jernbaner i Sydfrankrig

Flere veje er blokeret på grund af vandmasserne. Onsdag forventes mere regn.
Flere veje er blokeret på grund af vandmasserne. Onsdag forventes mere regn. Foto: Sylvain Thomas/Ritzau Scanpix.

Tordenvejr med voldsom regn har blokeret motorveje og jernbanelinjer i det sydlige Frankrig tirsdag.

En person er blevet meldt savnet i Gard-distriktet tirsdag, mens en beredskabsmedarbejder, der er blevet ramt af et lyn, er kvæstet.

Det oplyser de lokale myndigheder.

Motorvejen mellem byerne Nimes og Montpellier blev tirsdag midlertidigt lukket på grund af vandmasserne. Det betød, at tusindvis af bilister strandede.

Togtrafikken mellem de to byer er også påvirket.

Ifølge jernbaneoperatøren SNCF blokerer nedfaldne grene og andre ting skinnerne, der andre steder også står under vand.

Nogle steder forventes togdriften først at blive genoptaget i weekenden.

Regnen er taget af i løbet af tirsdagen, men der ventes også kraftig nedbør onsdag, og der er udsendt en advarsel om farligt vejr i 13 områder.

Alle skoler i Gard-distriktet, der er hårdest ramt, skal holde lukket onsdag.

I mellemtiden ankom indenrigsminister Gérald Darmanin til det berørte område tirsdag aften.

- Jeg forsikrer alle borgere, der er ramt at stormen, om, at de har min støtte, og jeg opfordrer til den største forsigtighed, siger Darmanin.

Han tilføjer, at 900 brandmænd og redningsarbejdere er blevet sendt ud til 450 operationer i distriktet.

Beredskabet arbejder i de tidlige timer onsdag på at fjerne nedfaldne materialer på motorvejen mellem Nimes og Montpellier.

/ritzau/dpa