Trump mobiliserer sine tilhængere mod valgsnyd

USA’s præsident vil genoptage store vælgermøder for at sætte fokus på sine anklager om valgsvindel. Intet tyder dog på, at Trump kan ændre valgets resultat

”Kun lovlige stemmer” står der på et skilt, som en Trump-tilhænger har medbragt til en demonstration foran et optællingssted i Philadelphia, Pennsylvania. – Foto:  Mark Makela/Reuters/Ritzau Scanpix.
”Kun lovlige stemmer” står der på et skilt, som en Trump-tilhænger har medbragt til en demonstration foran et optællingssted i Philadelphia, Pennsylvania. – Foto: Mark Makela/Reuters/Ritzau Scanpix.

Præsident Donald Trump planlægger at iføre sig sin ikoniske røde kasket og mobilisere sine tilhængere i kampen for at anfægte resultatet af sidste uges amerikanske præsidentvalg med beskyldninger om omfattende valgsvindel. Præsidenten havde sent mandag eftermiddag dansk tid endnu ikke ringet til valgets vinder, Joe Biden, for at lykønske ham med sejren, og han slås trods små odds videre for at beholde sit embede.

Ifølge nyhedsmediet Axios vil præsidenten genoptage de store, larmende vælgermøder, som er hans politiske varemærke, og argumentere for sin sag ved blandt andet at fremvise nekrologer over personer, der angiveligt stemte til valget efter deres død.

Netop påstande om svindel med afdødes stemmesedler er del af Trump-kampagnens forsøg på at miskreditere valget. En konservativ gruppe hævder eksempelvis på vegne af Trump, at flere end 21.000 stemmer i svingstaten Pennsylvania er afgivet af afdøde vælgere. Den dommer, der behandler sagen, siger ifølge nyhedsbureauet AP, at han betvivler påstandene. Joe Biden fører nu over Donald Trump i Pennsylvania med flere end 45.000 stemmer, og sagen vil derfor heller ikke ændre udfaldet af valget i denne delstat.

Trump-kampagnen og republikanske grupper har anlagt en række søgsmål i flere delstater, der fortrinsvist kredser om funktionssvigt i valgstedernes software, og om, hvor længe valgsteder skal blive ved med at tælle brevstemmer, som er poststemplet på valgdagen, men modtaget efterfølgende. Trump-lejren hævder også, at republikanske valgobservatører flere steder blev afholdt fra at komme tilstrækkelig tæt på valgtilforordnede for at sikre sig, at stemmeoptællingen foregik efter bogen.

De fleste juraeksperter i USA vurderer imidlertid, at præsident Trump næppe får held med sin juridiske kampagne. Flere søgsmål er allerede blevet afvist af dommere med henvisning til en manglende bevisbyrde, og de, som er gået videre i systemet, har meget små chancer for succes.

”Der er bogstaveligt talt intet, som jeg endnu har set, der har noget meningsfyldt potentiale for at påvirke det endelige resultat,” siger Justin Levitt, der er professor i jura på det katolske Loyola Marymount University i Los Angeles i Californien, til nyhedsmediet Time.

Snyd med stemmesedler sker ifølge flere undersøgelser ekstremt sjældent i USA. Når det forekommer, bliver de skyldige typisk afsløret og retsforfulgt, uden at det ændrer udfaldet af valget. Det føderale agentur, der fører tilsyn med sikkerheden i amerikanske valg, stiller sig afvisende over for påstande om udbredt valgsvindel og ulovlig stemmeafgivelse.

Både republikanske og demokratiske ledere af valgkontorer i svingstaterne Arizona, Georgia, Michigan, Pennsylvania og Nevada benægter ligeledes forekomsten af organiseret snyd under valget i sidste uge.

Ifølge Fox News og andre nyhedsmedier har Donald Trumps nærmeste medarbejdere og allierede erkendt, at søgsmålene i bedste fald vil udsætte det uundgåelige: at præsidenten har tabt valget. Formålet med at bekæmpe valgresultatet i retssystemet er angiveligt at forsøge at kontrollere fortællingen om valget og at sikre, at Trump beholder sin loyale vælgerbase bag sig selv i nederlagets time.

Præsidenten bakkes da også op af mange tilhængere, der nu planlægger store demonstrationer rundt omkring i landet.

”Vi har aldrig haft et valg, hvor valgobservatører blev holdt væk, og hvor brevstemmer blev brugt i så stort omfang. Det hele må være blevet orkestreret af Demokraterne for at stjæle valget. Nu ved vi, hvorfor Joe Biden knap nok førte valgkamp. Han vidste, at den var hjemme. Vi er rasende, deprimerede og bange på demokratiets vegne,” skriver en republikansk vælger i en e-mail til Kristeligt Dagblad.

Størsteparten af de republikanske medlemmer af i Kongressen har endnu ikke formelt anerkendt Joe Bidens valgsejr. Blandt undtagelserne er senator Mitt Romney, der er blandt partiets skarpeste Trump-kritikere. Også den eneste nulevende tidligere republikanske præsident, George W. Bush, har lykønsket Joe Biden med sejren.