Trump vil efterlade sig et forandret Mellemøsten

Hemmeligt nattemøde kan betyde, at Donald Trump er ved at føje en saudiarabisk-israelsk fred til de seneste måneders mellemøstlige fredsaftaler mellem Israel og De Forenede Arabiske Emirater, Bahrain og Sudan, inden den amerikanske præsident forlader embedet

Nattemødet søndag har sat gang i spekulationer om, hvorvidt Donald Trump vil lykkes med at føje yderligere en mellemøstlig freds- eller normaliseringsaftale til rækken, inden han forlader Det Hvide Hus den 20. januar næste år.
Nattemødet søndag har sat gang i spekulationer om, hvorvidt Donald Trump vil lykkes med at føje yderligere en mellemøstlig freds- eller normaliseringsaftale til rækken, inden han forlader Det Hvide Hus den 20. januar næste år. Foto: Carlos Barria/Reuters/Ritzau Scanpix.

Søndag aften ved 19.30-tiden lettede et privat businessfly fra Ben Gurion-lufthavnen ved Tel Aviv. Det landede i byen Neom på den saudiarabiske rødehavskyst og var fem timer efter atter tilbage i Tel Aviv. Flyentusiaster, der på websites holder øje med alt, hvad der bevæger sig i luften, var de første til at bemærke flyets usædvanlige rute.

Der er ingen diplomatiske forbindelser imellem Israel og Saudi-Arabien, og det religiøst konservative kongedømme foreslog i 2002, at Israel ikke kan få et fredeligt forhold til den arabiske og islamiske verden, før den israelske-palæstinensiske konflikt løses, og en del af de palæstinensiske flygtninge får lov til at vende tilbage. Ikke desto mindre er Saudi-Arabien afhængig af amerikansk støtte, og i august gav kongedømmet på præsident Donald Trumps opfordring israelske rutefly på vej til Asien lov til at flyve over saudisk luftrum. Men et direkte fly fra Israel til Saudi-Arabien er ikke set før.

I de tidlige morgentimer mandag brød to israelske radiostationer den larmende nyhed: Israels premierminister, Benjamin Netanyahu, havde sammen med chefen for efterretningstjenesten Mossad, Yossi Cohen, været i Saudi-Arabien. Der mødte de den saudiske kronprins, Mohammed bin Salman, og den amerikanske udenrigsminister, Mike Pompeo, til et trekantsmøde.

Israelske medier citerede ”anonyme israelske kilder” for, at mødet havde fundet sted, og ved middagstid bekræftede også to af kronprinsens rådgivere, at mødet fandt sted. Men på Twitter afviste den saudiske udenrigsminister, prins Faisal bin Farhan al-Saud, at Israels premierminister skulle have været med til noget møde:

”Kun repræsentanter for USA og Saudi-Arabien var til stede,” skrev han.

Til gengæld har den israelske undervisningsminister, Yoav Gallant, over for den israelske hærs radio lykønsket sin Likud-partifælle Netanyahu med mødet og kaldt det en ”utrolig bedrift”.

Selvom intet er sluppet ud om indholdet af mødet, er det naturligt at forestille sig, at Iran som fællestrussel imod Saudi-Arabien, de øvrige Golfstater og Israel blev diskuteret.

Trumps demokratiske afløser, Joe Biden, har bebudet, at USA skal genindtræde i atomaftalen med Iran, hvis styret i Teheran gør det samme. Og Mike Pompeo sagde i søndags til en saudisk tv-station, at Iran er ”den centrale trussel i regionen”.

Da den amerikanske udenrigsminister i sidste uge var i Jerusalem, dukkede Bahrains udenrigsminister, Abdullatif al-Zayani, op for at bekræfte freds- og normaliseringsaftalen mellem Israel og Bahrain, der den 15. september blev underskrevet i Washington. Samme tid og sted underskrev De Forenede Arabiske Emirater en freds- og normaliseringsaftale med Israel. Og i slutningen af oktober stod Trump-regeringen også bag en fred- og normaliseringsaftale mellem Israel og Sudan.

Da den saudiske udenrigsminister prins Faisal besøgte Washington i midten af oktober, takkede Pompeo for den saudiske hjælp med at lande fredsaftalerne mellem Israel og Golfstaterne og tilføjede, at ”vi håber, at Saudi-Arabien også vil overveje normalisering”.

Nattemødet søndag har sat gang i spekulationer om, hvorvidt Donald Trump vil lykkes med at føje yderligere en mellemøstlig freds- eller normaliseringsaftale til rækken, inden han forlader Det Hvide Hus den 20. januar næste år.

I weekenden sagde den saudiske udenrigsminister til nyhedsbureauet Reuters, at ”Saudi-Arabien længe har været parat til at normalisere forholdet til Israel”, men prins Faisal tilføjede også, at det først kan ske, når der er etableret en ”permanent og fuld fredsaftale mellem israelere og palæstinensere”. Et krav, der menes at afspejle den saudiske kong Salmans holdning.

De næste dage og uger vil vise, om kronprins Mohammed bin Salman trods faderens holdning vil forsøge at levere Trump en israelsk-saudisk fredsaftale til gengæld for, at Washington renser ham for alt ansvar for mordet på den regimekritiske journalist, Jamal Khashoggi, i det saudiske konsulat i Istanbul i oktober 2018.