Ruslands præsident, Vladimir Putin, bærer ansvaret for krigen i Ukraine, og historien vil ikke være ham nådig, når hans kumpaner i Kreml engang afsætter ham.
“Men,” siger den tyske historiker og Østeuropa-ekspert Jan C. Behrends, for der er et stort men, når talen falder på ansvaret for krigen.
“Derudover har Putin i meget lang tid modtaget de helt forkerte signaler fra Berlin. Da han førte krig i Tjetjenien i 2000'erne, i Georgien i 2008 og i Donbass i 2014, var signalet, ‘vi er ikke indforståede med det, men vi vil heller ikke straffe det hårdt’. Putin har set det ene grønne lys efter det andet,” siger Behrends, som er professor ved Det Europæiske Universitet Viadrina i Frankfurt an der Oder på grænsen til Polen.
Han skynder sig at tilføje, at ikke alene Tyskland, men også Vesten er medskyldig.
“Det er absurd, at der efter det russiske angreb i Ukraine blev spillet VM i fodbold i Rusland i 2018, hvor vi alle deltog, også Frankrigs præsident, Emmanuel Macron. Man indførte kun nogle halvhjertede symbolske sanktioner, og Kreml læste det sådan, at Europa var svagt og ikke rede til konflikt,“ siger han.
Der hviler imidlertid et særligt ansvar på Tyskland, EU’s økonomiske stormagt og de facto-leder, som i årevis har importeret mere end halvdelen af sin gas fra Rusland, og som siden den socialdemokratiske kansler Willy Brandts tøbrudspolitik over for østblokken i begyndelsen af 1970'erne har plejet gode relationer til russerne.
Siden invasionen den 24. februar har Ukraine og Polen beskyldt forbundsregeringen med den socialdemokratiske kansler Olaf Scholz i spidsen for at være fodslæbende i sin hjælp til det krigshærgede Ukraine. Kun efter ugers internationalt pres gik Scholz med til at levere tunge våben til Ukraine, den tyske præsident, Frank-Walter Steinmeier, fik at vide af Ukraines regering, at han var uønsket som gæst i Ukraines hovedstad, Kyiv, og tilliden til Tyskland i de tre baltiske lande har nået et nulpunkt, sagde Letlands forsvarsminister, Artis Pabriks, i begyndelsen af maj.
Man kan få det indtryk af kritikken, at Tyskland nærmest er lidt farlig for den frie verden?
“Ja, det indtryk har bidt sig fast i Polen og de baltiske lande, og det er totalt forståeligt,” siger Jan C. Behrends og påpeger, at Angela Merkel gennem sine 16 år som kansler undgik alvorlige konflikter med Rusland, at Tyskland sidste år færdiggjorde den tysk-russiske gasrørledning Nord Stream 2 og også i lang tid nedlagde veto i Nato mod at sende tunge våben til Ukraine til trods for den russiske mobilisering langs grænsen op til invasionen.
Opgør med solide tyske myter
“Så er det ikke mærkeligt, at man øst for vore grænser begynder at betragte os som en meget risikabel partner. Selvom vi er et stort og rigt land, kan vi ikke garantere den europæiske sikkerhed, fordi vores militære kapacitet er så ringe. Det bliver en af Scholz-regeringens største opgaver at sørge for, at Tyskland kan bidrage til at garantere den europæiske sikkerhed, sådan som Willy Brandt gjorde det,” siger han.
Tyskland og især det socialdemokratiske SPD har opbygget en myte om koldkrigs-kansleren og nobelfredsprismodtageren Brandt som en fredshippie, der i sin regeringstid 1969-1974 udelukkende fokuserede på nedrustning og fred med Moskva. Man har glemt, at han dengang brugte 3,5 procent af Vesttyskands BNP på forsvaret, mens Tyskland i dag ikke engang er oppe på 1,5 procent. Inden Brandt første gang rejste til Moskva, bevæbnede han 35.000 mand i forbundshæren.
Scholz har ikke kommunikeret sin politik særligt heldigt, og hans regering har mistet lidt anseelse. Men Scholz forsøger at gøre to ting: At være en god allieret i Nato og en acceptabel allieret i Ukraine og at forhindre det store brud i SPD.
“Dette langt mere realistiske billede af Brandt fortæller os, hvorfor hans østpolitik faktisk virkede. Han opbyggede en modstandsdygtig forbundsrepublik og fik dermed en stærk forhandlingsposition over for Sovjetunionen. I det lange løb kunne Bonn så arbejde for nedrustning. Men efter Berlinmurens fald udviklede tyske politikere den naive idé, at Tyskland nu kun var omgivet af venner og derfor kunne afvæbnes militært,” siger professoren og tilføjer, at det er en politisk bekvem myte.
“Det er jo skønt at kunne bruge skattepenge på noget andet end forsvar. Oprustning er ikke populært i Tyskland, og Merkel har altid været omhyggelig med at gøre det, der var populært hos befolkningen, og som sikrede hendes magt,” siger han og tilføjer, at de våben, som Ukraine i dag ønsker fra Tyskland, hovedsageligt stammer fra Brandts og hans partifælle og efterfølger Helmut Schmidts regeringstid for 40 år siden.
Olaf Scholz talte efter invasionen om et “vendepunkt” i tysk forsvarspolitik, men fremstod siden ubeslutsom, hvorfor lod han længe til ikke at kunne gøre noget rigtigt?
“Scholz har ikke kommunikeret sin politik særligt heldigt, og hans regering har mistet lidt anseelse. Men Scholz forsøger at gøre to ting: At være en god allieret i Nato og en acceptabel allieret i Ukraine og at forhindre det store brud i SPD. Der er mange politikere i det tyske socialdemokrati, som har dyrket et tæt forhold til Rusland, og som frygter for deres karriere. Hvis man ser på det på den måde, har Scholz måske ikke handlet så dårligt, som mange mener.”
Det traditionelt pacifistiske De Grønne har med succes talt for våben til Ukraine. Hvorfor har dette regeringsparti gjort så god en figur under Ukraine-krisen?
“De Grønne står stærkt i denne situation, fordi de altid har haft et stort fokus på menneskerettigheder. De kan argumentere troværdigt for, at det er legitimt at stå imod med militære midler, når en angrebskrig som den russiske krænker menneskerettigheder i en grad, at der er risiko for et folkedrab,” siger Behrends.
Tyskland forstår ikke frihedstrang
Han peger på, at det er arven efter den grønne udenrigsminister Joschka Fischer, som under Kosovo-krigen i 1998 satte sig igennem over for den pacifistiske fløj i partiet og argumenterede for, at Tyskland måtte deltage i Nato-interventionen mod serberne for at forhindre et folkedrab. Den pacifistiske fløj sagde “aldrig mere krig”, men Fischer sagde “aldrig mere holocaust, aldrig mere folkedrab”.
“Aldrig mere krig” har været et mantra i Tyskland efter Anden Verdenskrig og høres stadig ved demonstrationer mod Ukraine-krigen. Men kan det virkelig tjene som retningslinje i dag?
“Nej, det er efter min mening den forkerte lære at drage af krigen,” siger Behrends og henviser til, at den tyske feminist og publicist Alice Schwarzer sammen med 27 intellektuelle og kunstnere for nylig skrev et åbent brev til Scholz, hvori de appellerede til ikke at levere tunge våben til Ukraine:
Tyskland skal handle sammen med Europa og USA i harmoni med vores allierede. Den tid, hvor Tyskland gik sine egne veje, er forbi.
“Logikken i det credo er, at det er bedre at underkaste sig end at kæmpe.”
Synspunktet hænger historisk sammen med, at den tyske kultur aldrig har udviklet et stærkt frihedsbegreb som franskmændene eller polakkerne.
“Der findes ikke et narrativ om frihedskamp i Tyskland, som vi kan fortælle hinanden, og vi er langt mere fikseret på staten, på sikkerhed og i dag på bekvemmelighed. Det er ikke rigtig blevet klart for den tyske offentlighed, at denne krig ikke kun handler om Ukraine, men grundlæggende om, hvilken orden vi ønsker i Øst- og Centraleuropa. Ønsker vi frie nationalstater som efter 1989, eller ønsker vi halv-suveræne stater som under Stalin? Polakkerne forstår straks, hvad der sker i Ukraine, fordi de selv kæmpede mod et tysk og russisk overherredømme,” siger han.
Men hvorfor har de seneste årtiers tyske regeringer været så eftergivende over for Rusland?
"Nogle ville bare tjene penge på russisk gas. Andre frygter Rusland. Merkel overtog den russiske fortælling og sagde, at Ukraine ikke burde optages i Nato, fordi det truede russiske sikkerhedsinteresser. Andre, som Steinmeier, argumenterede for, at Rusland bør integreres i Europa for næsten enhver pris for at sikre fred og sikkerhed. Mange må have fortrængt den åbenlyse fare, som Putins Rusland udgør. I det politiske Berlin fortæller man nu historien om, at man ikke kunne have vidst alt dette, og at Putin løj for os. Nuvel. De kunne ikke vide det, fordi de ikke lyttede til alle de tyske eksperter eller landene i Østeuropa, som alle advarede mod denne milde østpolitik. Jeg advarede selv imod den i flere artikler fra 2014. Men vores politiske establishment har fejlet udenrigspolitisk."
Har det også at gøre med dårlig samvittighed i forhold til de russiske ofre under Anden Verdenskrig?
“Alt i Tyskland har jo med Anden Verdenskrig at gøre. Og så alligevel ikke. Tyske politikere henviser gerne til krigen som påskud for at undgå at træffe ubekvemme beslutninger. Det giver indtryk af moralsk autoritet, og hvem tør modsige det? Før det russiske angreb på Ukraine blev det sagt, at Berlin af historiske årsager ikke kunne levere våben til Ukraine. Den tyske kansler afviste dette synspunkt efter fem dage, hvilket viser, hvor meget vægt dette pseudohistoriske argument faktisk har. Præsident Steinmeier har sagt, at Nord Stream er en bod for krigen. Men det er noget vrøvl. For det første har dette gasprojekt intet med krigen at gøre. For det andet må man, hvis man argumenterer konsekvent, konkludere, at ukrainerne led forholdsmæssigt mere end russerne under Anden Verdenskrig, at denne gasledning er et ekstremt anti-ukrainsk projekt, og at projektet måtte stoppes af respekt for Ukraine.”
Hvordan skal man ifølge Dem omgås Rusland?
”Ligesom i Willy Brandts tid. Med hele Vestens opbakning, et stærkt militær i ryggen og forhandlingsvilje. Men Tyskland har ikke en stærk forbundshær i øjeblikket. Genopbygningen af vores væbnede styrker er et projekt for det kommende årti, og derfor er det særlig vigtigt, at hele Vesten står sammen. Tyskland skal handle sammen med Europa og USA i harmoni med vores allierede. Den tid, hvor Tyskland gik sine egne veje, er forbi,” siger historikeren.