I den østukrainske havneby Mariupol vågner den 27-årige Roman Sjumak til lyden af bomber, da russiske styrker den 24. februar vælter ind ind over grænsen til Ukraine.
"Mariupol har været bombarderet siden klokken seks i morges. Det var bombelydene, der vækkede os. Min familie kender sådanne lyde," fortæller Roman Sjumak på dagen for invasionen.
Her ved Det Azovske Hav klemt inde mellem den annekterede Krimhalvø og udbryderrepublikken Donetsk Folkerepublik ligger Mariupol. Her har Roman Sjumak med sin bror og forældre boet siden 2014, da de flygtede fra Luhansk-regionen på grund af kampene mellem separatister og ukrainske styrker.
Inden den russiske invasion af Ukraine var der ifølge FN allerede 1,5 millioner internt fordrevne ukrainere som følge af annekteringen af Krimhalvøen og løsrivelsesforsøgene i Østukraine. Det er beskyttelsen af de to østukrainske separatistområder Donetsk og Luhansk, som den russiske præsident, Vladimir Putin, har brugt som undskyldning for at invadere nabolandet.
Tilbage i 2014 oplevede Mariupol gadekampe og armerede mandskabsvogne på byens pladser, og Roman Sjumaks familie har derfor også været forberedt på det, der skete sidste torsdag.
"Vi har heldigvis handlet godt ind, så vi har det fornødne til de næste mange dage," siger han.
Roman Sjumak kommer dog som mange andre ukrainske mænd ikke til at blive sammen med sine elskede.
"Jeg er blevet mobiliseret til vores hær. De kan ringe mig op hvert minut, det skal være, og så må jeg forlade min familie og hjælpe mit land," siger han og fortsætter:
"Jeg ved ikke, om jeg er ok. Jeg venter bare på, at jeg skal få ordre på at møde ved min militære kommando i byen, og så må vi se, hvad der sker."
Italienske drømme
Om eftermiddagen på invasionsdagen bliver Roman Sjumak indkaldt af den ukrainske hær.
"De har netop ringet fra den militære kommando, og jeg skal møde op og få udleveret mine våben og ordrer nu," siger han over en skrattende internetforbindelse. Hans stemme er skælvende.
Roman Sjumak har studeret italiensk og drømte engang om at bosætte sig sammen med sin daværende kæreste i Italien. En helt almindelig ung mand i midten af 20’erne.
På gåben fra det sted, hvor bussen er holdt op med at køre, og hen til det såkaldte militærcenter, hvor han vil modtage sine befalinger, udrustning og våben, fortæller han om sin situation. Roman har netop sagt farvel til sin kæreste, bror og forældre.
"Jeg har en masse blandede følelser. Jeg ved ikke om, jeg er bange. Død er sådan en ting, der sker for alle," siger han og griner nervøst.
"Det er måske lidt tidligt at skulle dø som 27-årig. Det vil være virkelig trist. Men jeg er ved godt mod."
Lyden af bombenedslag kan høres i baggrunden, og Roman Sjumak stopper sin talestrøm.
"Det er tæt på. 20 kilometer eller måske tættere på. Men det er ok, lad os fortsætte."
"Der er mange her, der er klar til at forsvare byen, og de vil blive mine brødre for en tid. Men for at være ærlig, så ser det ikke godt ud. Befolkningen gemmer sig og forlader byen. Men jeg håber og bliver nødt til at tro på, at det nok skal blive godt," siger han.
Ingen steder at flygte hen
Roman Sjumak ser en klar forskel på situationen nu, og da han selv flygtede med sin familie i 2014.
"I 2014 havde vi som flygtninge mulighed for at tage til den sydlige, nordlige eller vestlige del af Ukraine. Dengang havde folk steder, hvor de kunne tage hen langt væk fra fare. Denne gang er faren overalt. Hele Ukraine er under angreb," siger han og fortsætter:
"Mit spørgsmål til dem, der flygter, er: ’Hvor vil I tage hen?’ De er selvfølgelig velkomne til at gøre det, men logisk set har vi ukrainere ingen steder at tage hen."
Har du overvejet, hvorvidt I måske bare burde overgive jer?
"Hvis vi overgiver byen, vil det blive en katastrofe. Det vil på ingen måde hjælpe os. Det er som i hollywoodfilm, hvor de onde siger: 'Hvis I overgiver jer, så lader vi jer gå', men så efterfølgende skyder nogle i ryggen. Det vil ske for i hvert fald nogle af os," siger han og fortsætter:
"Det her har varet i otte år. At overgive sig? Det er ikke en løsning. Og det handler ikke om ukrainsk stolthed. Nej, her er der ingen stolthed. Men det giver ikke mening at overgive sig. Jeg kan ikke sige noget om fremtiden, men nu handler det om at forsvare os så længe som muligt. Jeg tror ikke, at der er en god løsning."
Men hvordan skal det ende godt?
"Jeg vil være fantastisk glad, hvis denne konflikt vil forsvinde, men vi bliver nødt til at forstå, at det ikke er noget, der sker lige om et øjeblik. Jeg forsøger bare at redde min familie og min kæreste."
"Vi venter på EU eller Nato til at hjælpe os. Ikke kun med sanktioner, men også militært. Vi har virkelig brug for det," siger han.
Der er to timers gåtur fra der, hvor bussen har sat ham af til det militære center, hvor han skal melde.
"Denne her gåtur er faktisk ret rar. Det er en måde at udsætte min skæbne en smule. To timers ekstra liv virker meget rart."
Den unge ukrainer afbryder sig selv igen:
"Beskydningen bliver kraftigere."
Samtalen afsluttes, og Roman Sjumak skriver flere gange i dagene derpå, men i skrivende stund er det tre dage siden, at han senest har givet livstegn fra sig. Mariupol er nu helt omringet af russiske styrker, mens bombardementet af byen er intensiveret.