Uret tikker for Hvideruslands opposition trods international støtte

Hvideruslands politiske system- krise eskalerer med en generalstrejke, der er endnu et søm til Lukasjenkos politiske ligkiste. Men oppositionen har ikke alverdens tid

Tid er oppositionens og protestbevægelsens udfordring, for man har protesteret længe uden at nå sit politiske mål. Her ses en mor og hendes datter ved en protest i København.
Tid er oppositionens og protestbevægelsens udfordring, for man har protesteret længe uden at nå sit politiske mål. Her ses en mor og hendes datter ved en protest i København. . Foto: Emil Helms/Ritzau Scanpix.

I mandags begyndte en spraglet generalstrejke i Hviderusland, efter at landets præsident, Aleksandr Lukasjenko, forudsigeligt undveg oppositionens ultimatum om senest ved midnat søndag at gå af – et krav formuleret af protestbevægelsens symbolske leder, Svetlana Tikhanovskaja, fra dennes eksil i Litauen.

Generalstrejken var en nødvendig strategisk eskalering af protesterne for oppositionen. Protesterne har nu i 11 uger haft de store søndagsdemonstrationer som omdrejningspunkt, og selvom folk forsat møder talstærkt frem, har det ikke brudt Lukasjenkos magtpanser.

Tid er oppositionens og protestbevægelsens udfordring, for man har protesteret længe uden at nå sit politiske mål. Ved den orange revolution i Ukraine gik der fra præsidentvalget den 21. november 2004 til den 3. december samme år, for landets højesteret erklærede valget ugyldigt, og nyvalg blev udskrevet. Ved Maidan-revolutionen i Ukraine 10 år derpå gik der fem dage fra massakren på demonstranter den 18. februar 2014, indtil landets præsident flygtede til Rusland den 22. februar. Ved rosenrevolutionen i Georgien i 2003 gik der 21 dage, fra demonstrationerne begyndte, til præsidenten gik af. Ved de to kirgisiske revolutioner i 2010 og i år gik henholdsvis 10 og ni dage, fra demonstrationerne brød ud og eskalerede, til præsidenten gik af.

Historien i de tidligere sovjetrepublikker viser, at tiden fra den protestudløsende begivenhed, frem til en korrupt og autoritær leder må give slip på magten, eller kan fastholde den, er altafgørende.

Derfor var en eskalering nødvendig, men risikabel, for mangel på opbakning til generalstrejken ville være en sejr for Lukasjenko.

Som Svetlana Tikhanovskaja fortalte undertegnede under en samtale i København i torsdags, havde hun på det tidspunkt ingen idé om, hvor mange der ville følge hendes opfordring. Det understreger, at oppositionen ikke udgør en ”situationens generalstab”, men må forlade sig på, at budskaber og opfordringer følges lokalt.

Ingen, heller ikke Tikhanovskaja, tror på, at søndagsprotesterne kan fortsætte uendeligt. Derfor var det vigtigt, at EU-Parlamentets Sakharov-pris blev tildelt den hviderussiske opposition i sidste uge, og at Tikhanovskaja fik Politikens Frihedspris i torsdags, da det gav anledning til fotos af hende sammen med den danske udenrigsminister og statsminister i internationale medier.

Uddelingen af Politikens Frihedspris var på grund af pandemiens opblomstring planlagt til november, men Tikhanovskajas team gjorde det klart, at det skulle ske, inden ultimatummet udløb i søndags.

FN’s menneskerettighedsefterforsker for Hviderusland, Anaïs Marin, kom i mandags med en opfordring til Lukasjenko om at stoppe volden mod sin egen befolkning. Det er et eksempel på et af oppositionens styrkepunkter, at man har den internationale støtte.

Også Rusland er i bevægelse. Russiske aviser rapporterer igen om styrets vold mod demonstranterne – et tegn på, at tålmodigheden med Lukasjenko i Kreml igen er dalende.

Tikhanovskaja sagde til undertegnede i torsdags, at hun ikke er i tvivl om, at Rusland er ved at forberede en systemerstatning for Lukasjenko. For hende vil det bedste overgangsscenarie være en proces, hvor Rusland og EU kan gå sammen om at sikre, at det bliver en fredelig proces.

Det scenarie er lige nu utænkeligt. Rusland står som den stærkeste internationale aktør i forhold til Hvideruslands systemkrise, for man kan intervenere politisk med betydelig effekt. De udenrigspolitiske muskler har EU ikke.

Oppositionen skal vinde alliancepartnere blandt politiet, indenrigsministeriets sikkerhedsstyrker, militæret eller ved domstolene for at forrykke magtbalancen. Sker det, kan EU stå i en gunstigere forhandlingssituation i forhold til Rusland. Hvis ikke, så bliver det den russiske præsident, Vladimir Putin, der bestemmer, hvornår Lukasjenko går af, og hvem der efterfølger ham. I så fald skal Tikhanovskaja nok forberede sig på et liv i eksil i mange år endnu.

Jens Worning er tidligere dansk generalkonsul i Sankt Petersborg og direktør i kommunikationsbureauet Policy Group. Han analyserer russisk politik og dens følger i Kristeligt Dagblad.